Danmark er en nation karakteriseret af et selvovervurderende mindreværdskompleks. På en gang er vi de bedste til utrolig meget - de hyggeligste, de lykkeligste, de grønneste - men samtidig så undseelige, at vi slet intet betyder og ingen rolle spiller i en stor, stor verden, hvor vi blot er et bittelille puslingeland.
På det seneste synes det selvovervurderende dog at have fået overtaget. I forbindelse med det nationale kompromis om forsvaret skulle alle indlægges til at høre om, hvordan det var helt vanvittigt ambitiøst, mens Danmark i praksis er noget nær nummer sjok i forhold til oprustning efter Ukraine-krigen.
Det samme kommer til udtryk i forbindelse med grundlaget for den nye regering henover midten, som angiveligt er helt vanvittigt ambitiøst på en række områder.
Det passer bare ikke. Regeringsgrundlaget indeholder unægtelig reelle reformer, som er fine - ikke mindst på uddannelsesområdet - men intet, der kan siges at være historisk i meningsfuld forstand. Det narrativ synes mest af alt at være brugt, fordi både S og V har et ønske om at legitimere en samlingsregering, som der er betydelig skepsis over for i begge partiers baglande og vælgergrupper.
