Nu skal alle tale om DR igen, fordi ledelsen – ganske som man plejer, når der skal spares – har fundet noget at skære i, der faktisk er public service. Strategien kaldes ‘Washington monument syndrome’ og tjener til at vise, hvor uundværlig man er som offentlig institution, og at man skal have flere penge. Metoden er først at skære i det, som flest godt kan lide, i stedet for ting, der faktisk er overflødige. 

Denne gang er det gået ud over de samfundsrelevante flagskibsprogrammer Detektor, Orientering og Deadline. Naturligvis hopper alle frejdigt på limpinden, fordi ingen gider/tør sige det helt nødvendige til DR: At ikke alt er public service, og de skal holde op med at lave ting, som markedet kan levere.

DR lever nemlig i den fantastiske virkelighed, hvor ingen aner, hvad public service er. Hvilket så betyder, at alt sendt på DR per definition altid er bedre end alt andet, fordi det er public service. Siden public service per definition er meget godt, er alt, der bliver sendt på DR, nødvendigvis meget godt og uundværligt. 

Derfor er Paradise Hotel, hvor nogle meget unge og pæne mennesker, der af og til har sex med hinanden og nogle gange bliver forelskede, kommercielt spekulations-tv for de uvaskede masser. Mens DR’s Kærlighed ved første blik, der involverer lidt ældre og mindre pæne mennesker, som også har sex, men noget sjældnere bliver forelskede, er meget opbyggelig og tankevækkende underholdning af særlig høj kvalitet.  

På samme måde er et program, hvor folk laver kager i et telt uden for en herregård på Djursland, meget fornem public service, mens Familien fra Bryggen er kommerciel lavkultur. Hvorfor? Fordi public service! 

Hvad er så public service, hvis man skal lave en definition, som giver mening? Det er simpelt: Det er, hvad markedet i form af kommercielle aktører ikke (eller kun i begrænset omfang) leverer. Det kan være noget børne-tv, dokumentarer med lang produktionstid, taleradio, udenrigsjournalistik, meget ambitiøs tv-dramatik, researchtung radiojournalistik (eksempelvis montagerne, som DR selvfølgelig lukkede for mange år siden), kulturstof og kirkestof. 

Listen er ikke fyldestgørende, og der er hele tiden ting, som markedet viser sig at kunne levere på trods af forventningerne (bizart nok var det TV 2 NEWS, der viste sig at få både en forretning og en succes ud af noget for DR så oplagt som en 24-timers nyhedsstation), men den giver et fingerpeg.

Public service er ikke internationale reality-koncepter, genudsendelser af britiske krimier, gameshows om hussalg eller antikviteter.

Lad mig eksemplificere: DR bruger 1,5 milliarder årligt på hovedkanalen DR1, som intet – og jeg mener intet – leverer, som ikke kan findes på udmærkede kommercielt drevne stationer. Alligevel accepterer et stort flertal af Folketinget bevidstløst og ukritisk, at DR for skattekroner fordrejer markedet og i øvrigt fejler stadig mere spektakulært i selv at lave den type tv, som konkurrerer med de kommercielle medier.

Jeg er ikke kæmpefan af Detektor, der nu skal lukkes. Programmet har åbenlyst haft op- og nedture, og jeg har moret mig gevaldigt over dets til tider hyperpernitne facon, hvor ingen factoid var for lille til et fjerdegradsforhør med dommedagsmine (for en del år siden skrev jeg en RokokoPost om, hvordan DR harcellerede over, at Føtex havde fødselsdag på et forkert tidspunkt, og året efter lavede Detektor i ramme alvor præcis dén historie). Men det er et koncept, som med held har efterprøvet masser af faktuelle og relevante påstande fra den offentlige debat og også helt legitimt har fanget undertegnede i en fejl. Den idé er god samt nødvendig og selvfølgelig en opgave for DR. 

Orientering er et af få formater, der leverer ambitiøs international dækning (her ignorerer vi så programmets historiske parodisk venstrevredne slagside, der dog er blevet mindre over tid), mens Deadline er DR2’s store aktuelle flagskib for debat og interview. De to sidste skal nu beskæres og lægges over på digitale formater, der formentlig – men who knows – vil dræne den for en del af den nerve, der er forbundet med live-tv og radio. Det er ren idioti.

Og DR vil spille på de største violiner i hele verden og forsikre alle om, hvor meget det skærer dem i hjertet at skære så dygtige medarbejdere og højtelskede formater af økonomiske grunde, men det er bullshit. De prioriterer med åbne øjne at lukke formater, der faktisk er public service – hvis ordet skal have nogen reel betydning – til fordel for ting, der ikke er det.

Hvorfor? Jo, fordi DR skal have en ny app, hvorfor man nu kan glæde sig til at følge endnu en spændende føljeton i den uendelige saga om offentlig it, og så fordi DR gerne vil lave flere podcasts. 

Der findes en million aktører i DK, der kæmper gevaldigt for at lave podcast på kommercielle vilkår og har investeret enorme summer i det, og i praksis er det dem, som DR melder sig ind i konkurrencen mod. Det er altså ikke, fordi der mangler podcast, men fordi DR mener, at det skal man også levere.

Mit gæt er, at DR vil kunne lave nogle særlig fine og folkeoplysende podcasts, fordi det er, nåja, public service. Hvis DR ville, kunne man utvivlsomt producere porno, juble over de høje seertal og herefter erklære sin succes med den særlig fine, samlende og public service porno og de mange engagerede seere.

Denne tragikomiske farce kan fortsætte præcis så længe, som landets politikere tillader det. Der er intet mediemarked, hvor DR ikke kan bruge sine enorme ressourcer på at prøve at udkonkurrere private aktører, og eftersom de får lov, gør de det.

Og det gør DR ikke, fordi de er onde, men fordi de er ude af stand til at prioritere meningsfuldt. De ønsker ikke som institution at miste den stadig mindre brede folkelige appel. DR holder derfor krampagtigt fast i de mest seervenlige og leflende – men ofte også dyre – koncepter, som særlig hovedkanalen (men også P3 og P4) er proppet med. Mens den reelle public service, der typisk har langt færre seere (hvis den havde mange, ville den netop være blevet lavet kommercielt), som man finder mere af på eksempelvis P1 og DR2, naturligt ender med at blive skåret ned.

Politikerne bør give DR håndfaste rammer for, hvad stationen skal befatte sig med. Ellers skal de ikke være overraskede over at høre trusler om at drukne Bamse i Emil Holms Kanal, næste gang politikerne skærer marginalt i Danmarks suverænt mest privilegerede og desværre også ufokuserede mediearbejdsplads.