Den amerikanske forfatter Alex Epstein skrev for et par år siden en fremragende bog, ”Fossil Future”, hvori han beskrev, hvordan der grundlæggende er to opfattelser af Verden.

Den ene er den traditionelle, der fokuserer på økonomisk vækst til fortsat at sikre fremgang og en bedre levestandard for en stadig stigende andel af Jordens befolkning. Her udbygges infrastrukturen, der åbnes for adgang til nye naturressourcer, f.eks. mineraler eller brændstofferne kul, olie og gas.

Der investeres løbende i forbedringer af teknologien, så den bliver mere effektiv og billigere i drift, hvorved ressourceforbruget også falder i forhold til det økonomiske udbytte. Storebæltsbroen, Mærsks stadigt større skibe, Novos nye medicinproduktion, og landmændenes optimering af driften med større og større høstudbytter er gode eksempler på resultaterne af denne tankegang.

Det samme gælder vores hospitaler, hvor behandlingerne år for år bliver mere og mere effektive og redder eller forlænger utallige liv. Vores huse og liv er fyldt med ting, som vi bare tager for givet, og tanken om at leve uden er os uendeligt fjern.

Resultatet af udviklingen er bl.a., at andelen af befolkningen i Verden, der sulter, er mindre end nogensinde før i historien. Alt det her er, hvad Epstein kalder menneskelig trivsel.

For andre er menneskelig trivsel underordnet
Men en stor gruppe mennesker, der i øvrigt også nyder alle de moderne bekvemmeligheder i fuldt omfang, og ofte er forholdsvis veluddannede, har et andet syn på livet. For dem er menneskelig trivsel ikke det vigtigste mål.

De er mere bekymrede for naturen her på Jorden i bred forstand. Der opstilles et fundamentalt modsætningsforhold mellem mennesket og naturen.

Alt, hvad vi foretager os, er på bekostning af naturen. Dyrker vi en mark med korn, er det areal ikke mere til rådighed for vilde planter og dyr, og derved har vi begået et overgreb på naturen. Det samme gælder, når vi bygger huse eller anlægger veje. De opfylder menneskelige behov, men naturen lider.

Tankerne går helt tilbage til de klassiske filosoffer bl.a. Jean-Jacques Rousseau, men det var først i 1960-erne og 1970-erne at de for alvor fik fodfæste i akademiske cirkler. Her begyndte man at interessere sig voldsomt for begrebet økologi, der beskriver naturens balance.

Økologerne bygger på en fejlopfattelse af naturen
I naturen lever planter og dyr, og de indgår i en større helhed til gavn og trivsel for alle, mener økologerne. Planteæderne spiser af planterne og gøder dem med deres afføring. Rovdyrene spiser af planteæderne men aldrig flere, end det netop stabiliserer bestanden, hvorefter planterne ikke bliver belastet for hårdt.

Naturen var således i perfekt balance, mener økologerne, indtil vi mennesker dukkede op. Vi fældede træerne, drev jagt på dyrene, og derved blev hele økosystemet truet.

Den vilde natur blev trængt i baggrunden som følge af vores aktiviteter. Mennesket udgør en trussel mod naturen, men i sidste ende også mod menneskene selv, fordi vi grundlæggende ikke kan overleve, hvis naturen ikke overlever.

Denne tankegang er dog udtryk for en fejlopfattelse af naturen. Naturen er aldrig i balance. Den er hele tiden under forandring og tilpasning.

Hver art forsøger at forøge sit antal mest muligt, også selvom det medfører overgræsning eller på anden måde udtømmelse af føderessourcerne og efterfølgende sammenbrud af bestanden.

Svingningerne i naturen er enorme, og løbende klimaændringer eller andre naturkræfter skubber yderligere til balancen. Det betyder også, at naturen ikke er så sart i forhold til menneskenes handlinger, den tilpasser sig situationen, som den nu måtte være.

Forurening gav rygstød til økologernes natursyn
Hensynet til naturen fik imidlertid et kraftigt rygstød, da fokus blev flyttet fra de teoretiske betragtninger over på menneskehedens forurening af omgivelserne. Vi spredte røg, spildevand og giftige kemikalier ud over hele landskabet og naturen led.

Det var naturligvis helt legitime hensyn, og den velhavende del af verden begyndte da hurtigt at indføre tiltag til begrænsning af skaderne. Vi rensede vores spildevand, filtrerede røgen og fik bremset udledningerne af giftige kemikalier, dels ved at forbyde de værste og dels ved at være mere påpasselige med brugen af dem.

Det viste sig, at velstand og vækst som motor for teknologi og effektivitet var i stand til at nedbringe forureningen, og at de mest velstående lande derfor var hurtigst til at få bugt med det værste svineri.

Erfaringerne herfra burde have manet det menneske- og natursyn i jorden, som gør mennesket til naturens fjende.

Men det gjorde det ikke. For at fastholde mennesket i et grundlæggende modsætningsforhold til naturen, blev en ny variant af menneskenes overgreb på naturen bragt i spil: Klimaet.

Klimaet som det Syvende Kavaleri
Menneskehedens kolossale fremgang i velstand og velfærd er i meget høj grad baseret på et enormt forbrug af fossile brændstoffer, kul, olie og naturgas. Afbrændingen af disse medfører, at der udledes kuldioxid, CO2, og tankerne blev nu fokuseret på eventuelle følger for Jordens klima.

Det vides, at CO2 er en såkaldt drivhusgas, der (sammen med vanddamp) medvirker til at holde Jordens temperatur på et for livet gunstigt niveau på omkring 14 grader i gennemsnit globalt. Uden drivhusgasserne ville temperaturen være ca. 33 grader lavere, og der ville næppe være meget liv.

Men nu førte forbruget af de fossile brændstoffer til en forøgelse af atmosfærens indhold af CO2, og det var så en nærliggende tanke, at klodens temperatur derved ville stige.

Den globale temperatur er da også steget med ca. én grad siden 1850, der dog var en usædvanligt kold tid. Nu var der imidlertid ikke langt til at udnævne denne temperaturstigning til en trussel mod naturen og dermed mod menneskeheden på lidt længere sigt.

Samtidigt vandt begrebet ”bæredygtighed” ind. Menneskelige aktiviteter skulle opdeles i dem, der var bæredygtige, dvs. hvor naturen eller Jorden ville gendanne de forbrugte ressourcer, og så det modsatte, der ikke var bæredygtigt.

Bygger jeg et hus af træ, kan det være bæredygtigt, fordi der kan vokse nye træer op til erstatning af det forbrugte. Bygger jeg huset af beton er der medgået råvarer til cementen m.v., som naturen ikke hurtigt vil kunne erstatte.

Frontalangreb på menneskehedens energiforsyning
Tankerne førte frem til ideerne om ”planetære grænser”, der definerer, i hvilket omfang globale menneskelige aktiviteter vil lede til ændringer, som naturen ikke kan føre tilbage. Det drejer sig f.eks. om udnyttelse af arealer, fældning af skov, forurening, brug af ferskvand og så ikke mindst klimaet.

Hvor de andre problemer grundlæggende kan løses, hvis vi har energi nok og økonomien til det, er CO2-udledningerne meget mere vanskelige at tackle.

Med klimaet kunne kampen for naturen finde nye græsgange i form af et frontalangreb på menneskehedens energiforsyning fra kul, olie og gas. Kun ved hurtigt at udfase brugen af disse, kan vi undgå overskridelsen af den tilhørende planetære grænse, redde naturen og dermed os selv, lyder tesen.

Der er efterhånden stablet et kolossalt apparat på benene i den anledning. Klimaforskningen er et af de hurtigst voksende videnskabsområder, og tiltagene til afhjælpning af ”klimakrisen” koster allerede nu menneskeheden tusindvis af milliarder kr. hvert år.

”Klimakampen” forhindrer fattige i at blive rigere
De fleste penge går til den ”grønne omstilling”, dvs. opsætning af solceller og vindmøller, der skal overtage elforsyningen, uagtet at de er aldeles uegnede til opgaven, svingende og upålidelige som de er.

Kloden skal ”reddes”, koste hvad det vil. Det betyder bl.a., at der arbejdes aktivt på at forhindre ulandenes fattige befolkning i at få del i den moderne civilisations goder, hvor en stabil energiforsyning er det helt uundværlige grundlag.Men bankerne nægter i klimaets navn at yde lån til kraftværker eller til udnyttelse af ulandenes forekomster af fossile brændstoffer. At det medfører generel armod og af og til direkte hungersnød de steder, er en ”omkostning”, som naturforkæmperne gladelig accepterer.

Det går jo heller ikke ud over dem selv, endnu.

Voldsomt destruktivt for menneskeheden
Hvor forsvaret af naturen medførte meget godt, den gang det handlede om forurening, er det nu blevet voldsomt destruktivt for menneskeheden. Den grønne omstilling medfører allerede nu nedsat industriproduktion i lande som Storbritannien og Tyskland med dertil hørende tab af arbejdspladser og efterfølgende fattigdom.

Energipriserne er steget voldsomt, og det går ud over de mindst velstillede.

Naturforkæmperne er ligeglade. Den seneste trepartsaftale om landbruget i Danmark vil medføre en kraftig nedgang i landbrugets produktion, og det i en Verden, hvor der ikke er for meget mad i forvejen.

Det samme ville være tilfældet i Holland, hvis ikke der var kommet en ny regering, der kan hugge bremserne i for de værste udskejelser.

Enighed om at naturen er trængt
Vi kan alle være enige om, at naturen på mange måder er trængt, den har ikke så meget plads i en Verden med 8 milliarder mennesker. Men netop vores velstand har gjort det muligt med en lang række tiltag til beskyttelse af naturen og nedbringelse af de negative følger af vores aktiviteter.

Med fortsat økonomisk vækst vil menneskeheden blive bedre og bedre til at tackle begge udfordringer, både hensynet til naturen og ønsket om at forbedre levevilkårene for de fattige.

Reelt er ”bæredygtighed” og en overholdelse af de ”planetære grænser” slet ikke mulig på nuværende tidspunkt. Verdens befolkning kan ikke brødfødes uden fortsat brug af naturressourcerne inkl. den fossile energi.

Heldigvis er der nok til rådighed, så vi kan sikre fortsat menneskelig trivsel, hvis vi vælger den vej.

Bør vi ikke gøre det?