Det er ingen hemmelighed, at vi i Danmark har problemer med at integrere udlændinge særligt fra Mellemøsten og Nordafrika.
Efterkommere fra de såkaldte MENAPT-lande begår over fire gange så meget kriminalitet som mænd med dansk oprindelse, deres beskæftigelseprocent er markant lavere og en betydelig andel udlændinge modtager offentlige ydelser.
Udlændinge bliver alt for hurtigt grebet og fikseret i velfærdsstatens stramt udspændte sikkerhedsnet, som ikke fremmer et personligt ansvar. Der bør ske et opgør med velfærdsstaten og dens tragiske integrationspolitik. Civilsamfundet bør spille en langt større rolle end staten.
For integration sker ved samlebåndet og til fodboldtræningen fremfor burka bag hoveddør og kontanthjælp i brevsprækken. I stedet for at lade udlændinge være tilskuere, der sidder på bænken, skal vi have dem med på holdet.
På det danske hold skal man som udlænding påtage sig et ansvar og frivilligt engagere sig bag kassen i supermarkedet og til fodboldtræningen i den lokale fodboldklub. Ansvaret bør overdrages til civilsamfundet, som formår at engagere og aktivere nytilkomne udlændinge.
Arbejdspladsen og sportsklubben bliver først interessant og attraktiv for udlændinge, når vi formår at løsrive integrationen fra velfærdsstatens jerngreb.
Et eksempel på dette er USA’s integrationspolitik, som fungerer langt bedre end Danmarks. Udlændinge i USA har selv ansvaret for at integrere sig, hvorfor det er en nødvendighed at engagere sig. I USA klarer både indvandrere og særligt efterkommere sig enormt godt.
De får bedre og bedre uddannelser, de begår mindre kriminalitet end amerikanerne og deres beskæftigelsesprocent er høj. Hovedsageligt fordi den amerikanske model er præget af mindre statslig indblanding og et større personligt ansvar.
Derudover er det nemt at blive en del af det amerikanske arbejdsmarked, som ikke er en lukket klub med sprogbarrierer, der holder ufaglærte ude, som i høj grad er tilfældet i Danmark.
Udlændinge skal hurtigere på det danske arbejdsmarked, uagtet om det i starten er i lavtlønnet job. Helt konkret burde vi indføre en indslusningsløn, så udlændinge uden sprogfærdigheder og relevant erhvervserfaring, der ikke kan levere arbejde for ca. 130 kr. i timen, starter på løn- og jobstigens nederste trin og kan kravle længere opad stigen i takt med forbedrede kompetencer.
I stedet for at give udlændinge udviklingshæmmende støtte, bør vi indføre en indslusningsløn for at aktivere dem. Dette vil styrke deres muligheder for at blive en del af det danske samfund og samtidig reducere afhængigheden af offentlige ydelser.
Der er en tydelig kontrast mellem velfærdsstatens inaktivering og USA’s ”klar-dig-selv-mentalitet”.
Hvis vi ønsker succesfuld integration, bør der ske et opgør med velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Dens hårde greb fastlåser udlændinge i en passiv tilværelse langt fra det danske samfund.
Den nuværende statslige støtte til udlændinge gør det mindre nødvendigt at engagere sig i sportsklubben og på arbejdsmarkedet. Hvis man ikke er økonomisk afhængig af et socialt netværk eller arbejdsfællesskab, mister man et væsentligt incitament til at integrere sig.
Vi bør derfor stræbe efter amerikanske tilstande i integrationspolitikken. God integration handler om at få folk til at føle sig som en del af fællesskabet. Det opnås ikke gennem passiv støtte, men gennem aktiv deltagelse.
