Da jeg voksede op i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, var der ingen bøsser i Hirtshals.Vi kendte end ikke ordet. Selv på gymnasiet i Hjørring kunne vi læse Herman Bang i lykkelig uvidenhed om hans seksuelle præferencer. Vi anede heller ikke, at sangen Over the Rainbow var en bøssesang.
Bang levede kort tid efter, at homoseksualitet var blevet opfundet nede i Ungarn af Karl-Maria Kertenby i 1860’erne. H.C. Andersen besøgte ham og blev noget rystet. I tiden derefter kom der mange bøsser eller dem, der tilhørte ’det tredje køn’, som det hed. I England hed de Uranians. Nu kunne man begynde at forfølge dem og sætte dem i fængsel. Det gør man ikke længere. Fordommene er væk; tilbage er Pride uden Prejudice.
Jeg henviser til titlen på Jane Austens roman fra 1813, og i dag er det sådan, at de mener, at også Jane Austen var lesbisk, for hun eller ”they”, som det hedder, havde aldrig haft sex med en mand. Kierkegaard havde heller aldrig haft sex med en kvinde, gad vide, om han ikke var bøsse? I dag er vi stolte over, at vi – eller kommunen og staten – ikke har fordomme længere. Det går fremad i verdenshistorien. Fortiden var ond, men fremtiden er lys, hvis vi holder os til sex alene.
Hvad er Pride egentlig for en størrelse i dag? Eller rettere, der er mange størrelser. Pride er nynationalisme. Der er en såkaldt identitetskø, for nye bogstaver føjes til. Et af de nyere bud er LGBTQQIP2SAA+ (lesbian, gay, bisexual, trans, queer, questioning, intersex, pansexual, two-spirit (gælder kun Native Americans), androgynous, asexual, og + henviser til dem, der ikke er repræsenteret). LGBTQQIP2SAA+ er Prides version af EU.
Homoseksualitet eller LGBT er i dag en performance. Det er noget, man opfører. Det er ikke udtryk for noget indre eller medfødt. Når man spiller bøsse, bliver man bøsse. Den slags kendte kære Jane Austen til. Hun var kritisk over for skuespil (i romanen Mansfield Park), fordi den agerende blev det, han eller hun agerede.
Pride er, som nævnt, en nationalismefornyelse. Priderne er nationer med egne flag og identiteter. Hvorfor nu det? Vi kan jo ikke gentage den folkelige begejstring, der i sin tid opfandt Danmark, Norge, Tyskland og alle de andre lande, men så kan vi lave en erstatningsnationalisme og dermed genoplive nationalromantikken. Den gamle nationalisme gider vi ikke. Den kan de dyrke i DF. Resten dyrker den nye nationalisme.
Royal Mail (UK’s postvæsen) har netop udsendt Pride-frimærker. Man kan sagtens fornemme, at UK styres af Tories (konservative). På frimærkerne sidder et lille dronning Elizabethportræt og ser på alle festlighederne. Der findes et fint ark, hvor de otte Pridenationer er repræsenteret med hver deres nationalflag. Min gamle Flag i farver skal opdateres. Der er flag for følgende nationer: Lesbian Pride, Bisexual Pride, Non-binary Pride, Asexual Pride (ligner lidt Estlands flag – sort, hvidt, gråt), Transgender Pride, Pansexual Pride, Intersex Pride og Intersex Progress Pride.
Det sidste flag flagede de med på Regent Street i London. Prideflag er alternativer til nationalflagene. De er ligeså populære som Ukraines flag, som er meget nationalt, for i forhold til Ukraine udlever vi også en erstatningsnationalisme, som var vi i 1864. To steder kan vi uhæmmet være nationalister og flage overalt: Pride og Ukraine, og er russerne ikke imod bøsser? Ja, netop.
Men er der for resten ikke mange muslimer i England? Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen af den slags på frimærkerne: der er sorte og rullestolsbrugere og hinduer og rockere. Gad vide, hvad den muslimske del af befolkningen siger til disse officielle kongelige frimærker? For det første er der ingen, der bruger frimærker, så de ser dem næppe.
Så for det andet: Der er tale om, hvad man kalder homonationalisme. Staten viser, at UK og det meste af EU er langt mere progressive end i Ghana, Uganda, Saudi Arabien, Iran og Pakistan. De er tydeligvis tilbagestående dernede i Afrika og omegn. Vi må hjælpe dem frem. Vi er stolte og uden fordomme.
