München bliver i dag onsdag centrum for hele tre kampe. Den ene står mellem Tyskland og Ungarn, der mødes i holdenes tredje gruppekamp ved EM. Den anden står mellem (syd)tyske politikere og UEFA, der er uenige om, hvorvidt det er i orden at oplyse Tysklands slutrundehjemmebane Allianz Arena i regnbuefarver til kampen. Den tredje står mellem dem, der mener, at regnbueflaget er et politisk symbol, og dem, der fastholder, at regnbueflaget ikke er politisk.
Til den sidste gruppe hører de danske socialdemokrater, herunder udenrigsminister Jeppe Kofod, der ligesom flere af sine partifæller har forholdt sig til sagen på Twitter.
”Respekt for grundlæggende rettigheder, mangfoldighed og retten til åbent at være hvem man er, er grundlæggende europæiske værdier. Det er vigtigt at markere. Det er ikke politik. Det er medmenneskelig respekt,” skriver udenrigsministeren på det sociale medie.
Regnbueflaget er ikke politisk, fastslår Kofod, og derfor er det ikke en politisk handling at oplyse den tyske nationalarena i regnbuefarver til en kamp mod Ungarn.
Det samme mener beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard, der meddeler sig på Facebook.
”Det her symbol er hævet over almindelig politik. Det handler om retten til at være den man er og elske den man vil. Det budskab bør Europa kunne samles om, uanset politisk partifarve,” indleder Hummelgaard.
”Et regnbuesymbol handler ikke om almindelig politik. Det handler om at kæmpe for friheden til at være den man er. Det handler også om respekt og kamp mod diskrimination - noget som UEFA ellers ofte gør sig til fortaler for,” fastslår han lidt efter.
For de fleste bare nogenlunde oplyste mennesker er det besynderlige udmeldinger. Ingen er i tvivl om, at regnbueflaget er et politisk symbol, ligesom ingen er i tvivl om, at den ønskede regnbueilluminering af Allianz Arena til kampen mod Ungarn er en politisk markering. Tilhængerne af idéen ønsker stadion oplyst i regnbuefarver for at sende en besked til Ungarns præsident, Viktor Orbán, hvis politikker på netop LGBTI-området de opfatter som kontroversielle og foragtelige.
At sagen er politisk trods de danske socialdemokraters ord om det modsatte lader sig også påvise af Ungarns reaktion på UEFA’s nej til det tyske ønske om at regnbuefarve stadion.
”Gud være lovet for, at sund fornuft stadig dominerer i ledelsen af europæisk forbold, og at de ikke spillede med på den politiske provokation. Jeg tror, nej, jeg kan sige med sikkerhed, at UEFA’s ledelse traf den rigtige beslutning, da den besluttede sig for ikke at medvirke i den politiske provokation mod Ungarn,” udtalte den ungarske udenrigsminister, Peter Szijjarto, mandag.
Det, der ifølge Jeppe Kofod med flere ikke er politik, er for ungarerne en politisk provokation. Naturligvis, kan man tilføje, for hvad skulle formålet ellers være? Tror nogen, at det tyske ønske om at omdanne stadion til ét stort regnbueflag bunder i en barnlig glæde ved farver? Forhåbentlig ikke.
Hertil kommer, at byrådet i München i sin ansøgning til UEFA ikke lagde skjul på, at markeringen var politisk motiveret. I ansøgningen kritiserede sydtyskerne blandt andet, at Ungarn ”følger Ruslands eksempel” og gennemfører ”homofobisk” og ”transfobisk” lovgivning. De gjorde samtidig klart, at hensigten med regnbuefarverne var at sende et tydeligt signal om solidaritet med LGBTI-miljøet i Ungarn. Regnbuefarverne havde et formål, og det formål var politisk.
Når de danske socialdemokraters besynderlige reaktion er værd at lægge mærke til, har det to årsager. Dels viser den, at socialdemokraterne, som ellers ikke underkaster sig alle identitetspolitikkens krav, regler og virkemåder, har en grænse, og at den grænse går ved regnbueflaget og LGBTI-dagsordenen. Dels er reaktionen en indikator på et bredere fænomen, som ikke kun socialdemokraterne berøres af, nemlig de identitetspolitiske aktivisters evne til at forklæde politik som ikke-politik.
Det er en strategi, som trods sin enkelthed er yderst effektfuld. Ved at placere konkrete politikker inde i en større og mindre politisk sag gør aktivisterne det svært for nogen at sige fra. Den større sag, eksempelvis homoseksuelles rettigheder, beskytter de konkrete politikker mod kritik. Den, der vover at gøre forsøget, kan let affejes som modstander af den større sag, i dette tilfælde som homofob, selv om vedkommendes kritik retter sig mod en eller flere af aktivisternes konkrete politikker. Det er vanskeligt at tydeliggøre forskellen, og længe inden kritikeren har gjort det, er han stemplet, udskammet, hånet og hængt til tørre. På den måde kan den politiske aktivisme gennemføres stort set uden at blive modsagt. Det ikke-politiske beskytter det politiske og får det til at fremstå ikke-politisk. ”Det er ikke politik,” som Jeppe Kofod udtrykker det.
Strategien findes i mange varianter på tværs af de identitetspolitiske arenaer. Det er eksempelvis præcis det samme, der er på spil, når begrebet ’ligestilling’ bruges til at gennemføre kvindefavoriserende politikker, sådan som det blandt andet sker på universiteterne. Selv om de konkrete politikker er kritisable, er det svært at sige fra, for du er ikke imod ligestilling, vel?
Strategien har dog også en bagside. De af os, der kan se, hvad der foregår, får svært ved at bakke op om sager, vi i udgangspunktet gerne vil støtte. For vi stilles over for valget mellem enten at støtte sagen inklusive de politikker, de identitetspolitiske aktivister har bagt ind i den, eller helt at lade være med at støtte den. Vi kan ikke nøjes med at bakke op om den del, vi gerne vil bakke op om. Enten flager du med regnbueflaget, som det er, hvorved du støtter hele LGBTI-bevægelsen og alle dens politikker, eller også flager du slet ikke. Muligheden for at bakke op om LGBTI-rettigheder uden at støtte eksempelvis indførelsen af normkritik i skolerne eksisterer ikke.
Det er ærgerligt for de af os, der er tilhængere af sagerne i deres oprindelige former. Det være sig kampen for LGBTI-rettigheder, kampen for ligestilling eller kampen mod racisme. Vi står tilbage uden noget sted at gå hen. Uden noget flag at hejse.
