Så kom turen til Simon Spies. Han var om nogen personificeringen af 68’er-generationens normløshed, og den servile presse, der hyldede ham i samtiden, kæmper nu indædt for at ødelægge hans eftermæle. Ældre hvide mænd falder på stribe i disse år, ofte med udgangspunkt i #MeToo-bølgen, der til dels ligner en radikalfeministisk kamp imod klamme mænd. Det subjektive ‘klam’ har erstattet frisind, og selvom det isoleret set er godt, så må man som borgerlig råbe vagt i gevær, når kampagnejournalistikken ikke tager fat om nældens rod: normløsheden.
Har man normløsheden som ideal, så får man folk som Simon Spies, der udnytter/benytter yngre kvinder. I Spies' samtid var excesserne det synlige bevis på frisind, og der er langt værre historier fra det store udland. Hvorfor skulle purunge piger ikke have sex med en overvægtig gråskægget 60-årig? For venstrefløjen var det engang et svært spørgsmål. I dag er de nødt til at gøre det til en ‘klam hvid mand’-historie, så ingen reflekterer over den virkelighed, der normaliserede hans uanstændige opførsel.
Den seksuelle revolution var ikke uden omkostninger. Brudte familier, enlige mødre og det, man i dag forherligende kalder for solomødre, regnbuefamilier og lignende. Normer skal knuses. Mere frihed til alle.
Da Spies trak forsider, var Anker Jørgensen statsminister. Et finanspolitisk ødeland, der cementerede Socialdemokratiets position som det store folkelige velfærdsparti. Den ene af hans to sønner blev aktiv i Kommunistisk Arbejderparti og blev senere kandidat for Enhedslisten. Socialdemokratismen er god, men uden demokratisme bliver alt bedre.
Politisk er de revolutionære et stigende problem for Socialdemokraterne, hvis vælgere både er timelønnede Provins-Palle og 12 tals-Karen fra København K. Lefler de for Palle, så stemmer Karen endnu mere rødt. Og omvendt. Problemet er ikke nyt, og umiddelbart findes der ingen gangbar løsning. Selvom Helle Thorning-Schmidt i sin studietid var glødende kommunist, identificerede hun sig aldrig med arbejderklassen. Hendes ungdommelige kommunisme var en konsekvens af overklassens selvhad, og den lever stadig den dag i dag. Der er flere kommunister på universiteter end i skurvogne, så at sige. Gucci-Helle fandt en vej til ministerbilerne, men akademikerne i byerne har i dag adskillige alternativer til venstre.
Efter Murens fald har kommunister lært, at det er bedst ikke at blive konkret omkring idealsamfundet. Kommunisme er en kamp mod grådig kapitalisme og usynlige magtstrukturer og en permanent kamp for flere rettigheder til mennesker. Selvom Revolutionen på 24syv hver uge lader ortodokse kommunister konkretisere revolutionens udkomme, så ender det altid med vævende marxistisk teori tilsat plusord fra tidens mange woke-kampagner. Vi har kun vores lænker at miste, som det så smukt lyder i introen.
Forleden hed gæsteværten Johanna Kinnock, Helle Thorning-Schmidts ældste datter. Hun er panseksuel, i modsætning til lillesøster Camilla, der sidste år sprang ud som nonbinær, og nu af seriøse medier omtales som “Helle Thornings søn”. Den tidligere statsminister er gået ind i LGBT-kampen, og har til Politiken forklaret, at ældre generationer skal “aflære os” hvad vi ved om køn, ligesom vi må forstå at feminismen “aldrig kan gå for langt”. Det drejer sig med hendes ord blot om “frihed til alle”.
Tilbage til gæsteværten Johanna, der efter en uddannelse i politisk antropologi fra Cambridge University, nu også freelancer lidt for Dagbladet Information. I programmet blev hun indledningsvis spurgt, hvorvidt hun var kommunist, og man forventede et afværgende svar. Det kom ikke. Jo mere hun hørte om kommunisme, jo mere drages hun til den, særligt herunder Pride-festlighederne. Kommunisme var at “drømme stort”.
Således faldt ordene (let forkortet, 24syv, 23. august 2022):
Eskil Halberg, 24syv-vært: Er du kommunist eller hvad, ligesom mig?
Johanna Kinnock, medvært: Øhhhm, ja, altså, hver gang jeg hører mere om kommunismen, så bliver jeg meget draget til den, vil jeg sige. Jeg har svært ved at forestille mig, præcis hvordan det skal se ud, men det har du sikkert hørt før ... Nu har jeg været til Pride hele weekenden, og det blev jeg kun mere kommunist af.
Eskil Halberg: Det må du lige fortælle lidt om. Hvordan kan man blive kommunist af at gå til Pride?
Johanna Kinnock: Når man er klemt som en lus mellem militæret og Konservativ Ungdom, der går der til paraden, så bliver man lidt træt. ... Jeg tror, jeg er lidt opportunistisk kommunist, på den måde at hvis der er et eller andet, der er sjovt, så er jeg der også.
Eskil Halberg: Hvad betyder det at være opportunistisk kommunist?
Johanna Kinnock: Man kan ligeså godt bruge det, hvor det giver mening, ikk’. I bestemte sammenhænge, med bestemte mennesker, så kan man drømme stort på den måde. ... Om ikke andet så kan man jo bruge det (Pride, red.) til at få fornyet kommunistisk energi, når man skal i studiet sådan en dag som i dag.
Hvis ikke borgerlige erkender woke-agendaens tveæggede sværd, så kommer de til at drømme stort med sværmeriske ideologer fra det venstreradikale overdrev. Ja, al erfaring siger, at sværdet en dag bliver brugt imod dem selv.
