Rosa Lund og Enhedslisten tager fejl på ufatteligt mange områder. En af dem er dog mere relevant end de andre lige nu.
Sidste uges tema i Debatten på DR 2 var “Forbrydelse og dobbeltstraf”, og Rosa Lund forklarede – måske ligefrem womansplainede? – os alle i bedste sendetid, at hårdere straffe ikke virker, og at det i øvrigt er useriøst at gøre problematikken til et spørgsmål om udlændingepolitik.
Til det er der bare at sige: Vågn op, Rosa.
Lad os starte med udlændingeaspektet. Det burde ikke være nødvendigt, men med Dansk Erhvervs og Moderaternes nyligt præsenterede forslag om udenlandsk arbejdskraft in mente, så lad os lige tage den én gang til: Ikke-vestlige indvandrere er meget mere kriminelle end etniske danskere. Og ja, der er stadig en forskel, når man kontrollerer for socioøkonomiske faktorer. Ønsker man at blive klogere på sammenhængen, så vil jeg henvise til tabel 6.10 på side 128 i Danmarks Statistiks nyeste Indvandrere i Danmark-rapport.
Når en gennemgang af cirka to års domme til bandemedlemmer viser, at næsten alle bandedømte har en indvandrerbaggrund, og når næsten halvdelen af alle indsatte i fængslerne har ikke-dansk baggrund, så er det hverken racistisk eller useriøst at inddrage de fakta i den debatten om regeringens bandepakke. Det er derimod nødvendigt. At lade være er i værste fald ondt, i bedste fald totalt misforstået næstekærlighed. Resultatet? Ja, det er det samme uanset hvad.
Men for venstrefløjen betyder det ikke noget. Venstrefløjen har automatholdningerne klar; faste og indøvede paroler om resocialisering, forebyggelse og præventivt arbejde. Det altoverskyggende fokus er altid på gerningsmanden – aldrig på ofrene.
Dét afspejler sig særligt i Enhedslistens partiprogram, hvor man i kapitlet om straf og kriminalitet fuldstændig afsværger straf. Som Christian Egander Skov engang bemærkede her i Kontrast, er det, som når den kristne trosbekendelse indledes med at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Så inderligt leveres budskabet, og forsagelsen lyder:
“Man bliver ofte mere, ikke mindre, kriminel af at være i fængsel, og strengere straffe får i mange tilfælde ikke mennesker til at holde op med at begå kriminalitet.”
Jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang, jeg beskrev, hvordan mine medstuderende og jeg i en forelæsning om islamisk terrorisme pludselig befandt os i en bizar leg, hvor det tilsyneladende gjaldt om at overbyde vores medstuderende i den bedste forståelse af godhed og det mest inderlige udtryk for næstekærlighed – altså med terroristerne. Og det var med terroristerne.
Pointen var kort sagt, at den kriminelle var helt uden personligt ansvar. (Fuldstændig ligesom de overvægtige individer, som de woke ynder at forsvare, der simpelthen bliver tvunget til at spise chokoladekage. Her er det bare ikke chokoladekage, men personfarlig kriminalitet.)
Fælles er, at forklaringerne findes i noget strukturelt. Og når det kommer til kriminalitet, så er det samfundets skyld, at “utilpassede unge søger et fællesskab, hvor de føler sig accepteret”, som jeg eksempelvis fik forklaret det til undervisning på SDU.
Det samme budskab blev i øvrigt leveret i torsdags i P1 Morgen. En tidligere bandekriminel, Ali Najei, fortalte, at “man aldrig nogensinde skulle pege fingre”, og at det racistiske samfundet “der var på sit højeste i starten af år 2000” havde en stor del af ansvaret for, at han i dag har overtrådt næsten samtlige danske lovparagraffer.
Venstrefløjen, uanset om denne kommer i form af politikere eller undervisere, glemmer, at grunden til, at vi som samfund straffer, selvfølgelig ikke blot er et spinkelt håb om adfærdsregulering.
Nej, det er faktisk et spørgsmål om, at vi ønsker at hævne os – selvom det ikke lyder så pænt som at sige, at vi går op i en mere abstrakt retsfølelse. Men ofte bliver denne side af sagen desværre reduceret til et udslag af blind hævntørst og irrationalitet.
Det burde ellers være fuldt ud legitimt at understrege, at straf særligt er et spørgsmål om, at man som borger skal kunne stole på, at man lever i et land, der søger at håndhæve sit voldsmonopol, og som går op i at opretholde en form for retfærdighed, så man ikke føler sig nødsaget til at skulle tage sagen i egen hånd.
Desværre har danskernes retsfølelse trange kår i disse år. I en sag fra Silkeborg i 2020 var et ungt offer blevet slået i hovedet og efterfølgende tvunget til at kysse gerningsmændenes fødder. De slap med 20 til 40 dages betinget fængsel. Er det retfærdighed? Er det at tænke på offeret?
Venstrefløjen har som bekendt nogle kriminologer, der mener at kunne forsikre os, at straf giver mere kriminalitet. Den påstand er der ingen grund til at lade dem slippe afsted med. På netop Syddansk Universitet påpeger økonom og lektor, Jan Sørensen, at kriminologerne oftest beskæftiger sig med den psykologiske tilgang til den kriminelle, der betragtes som “syg”.
Men Sørensen pointerer, at de fleste kriminelle altså ikke er syge: “De kalkulerer som alle andre og foretager deres egen lille cost/benefit-analyse, inden forbrydelsen begås: Hvis jeg gør det her, hvad risikerer jeg så?”. Han er altså ikke i tvivl – straf virker.
Og så spiller det selvfølgelig også en rolle, at når en kriminel sidder bag lås og slå, begår vedkommende jo i hvert fald ikke meget kriminalitet. Han begår i hvert ikke mere ydmygelsesvold så længe. Hans ofre møder ham heller ikke på gaden i den periode. Så lad os dog sørge for, at de, der sidder inde for eksempelvis personfarlig kriminalitet, rent faktisk sidder inde i lang tid.
Så, kære Rosa Lund … Fra én storbykvinde til en anden: Vil du ikke godt være med til at sørge for, at vi får nogle af de her voldelige udlændinge smidt længere tid i fængsel – eller helst helt ud af landet? Det kræver bare, at du flytter dit fokus fra gerningsmændene til ofrene.
