På Syddansk Universitet er vi gode mennesker. Vi er inkluderende og forstående. Der er faktisk ikke nogen, som vi, som studerende og undervisere, ikke kan rumme. Ikke engang islamiske terrorister. Derfor bliver man til forelæsninger mødt af udsagn som, at man jo bliver en terrorist, fordi man har følt sig udenfor, og fordi man har været ’tabt’ af skolevæsenet. Med andre ord: Terrorismen er først og fremmest vores skyld. Ikke deres egen.
På den måde er Syddansk Universitet på mange måder et utrolig hyggeligt uddannelsessted, hvis man ikke skiller sig for meget ud rent politisk. Jeg holder – oprigtigt talt – meget af at gå der selv i hvert fald. Vi studerende deler alle én midtergang, halvanden kantine, og fakulteterne er ikke længere end et par FN-klistermærker væk fra hinanden. Det føles trygt og rart og godt – og kun en lille smule Orwellsk ”1984”-agtigt skræmmende at se alle disse paroler igen og igen på gangene.
Vi ved, hvem vi er, og vi ved, hvad vi tror på, og vi ved, at vi er de gode. Og måske endnu vigtigere: Vi ved, hvem der er de onde. Derudover: De fleste af os studerende bor i Odense, så snobberi af den værste københavnerskuffe skal man heldigvis lede længe efter. Det mest frådende og vanvittige identitetspolitik overlader vi til større byer og andre læreanstalter. Verdensmålene står dog trykt på byggeklodser rundt omkring, og en gang imellem bliver man mødt af en mand med en folder, der kalder folk for racister, fordi de vil hjælpe ukrainere, men det er ikke noget, vi tager så tungt her i Odense. Problemet opstår først, hvis du mener noget andet. Altså: Hvis du mener noget forkert.
Et stykke nede af midtergangen er forelæsningen om terrorisme ved at være færdig. Vi har alle læst det samme pensum, og vi føler os – alle – skyldige. Derfor begynder en leg at tage form. En leg, hvor det nu gælder om at overbyde sine medstuderende i den bedste forståelse af godhed og det meste inderlige udtryk for næstekærlighed – altså med terrorister. Ikke med ofrene. Dem har vi ikke lige nået at vende.
Jeg tvivler ikke et eneste sekund på, at de studerende og underviserne på SDU forsøger at være empatiske mennesker. De giver jo bare udtryk for det, som de har lært og læst i løbet af deres uddannelse. Derfor skal terrorister for eksempel ikke i fængsel, ”for indespærring er der aldrig nogen, der er blevet mindre ekstremistisk af”. Derfor er det i stedet et spørgsmål om radikaliseringsprocessen: ”Vi skal anerkende og inkludere dem i stedet”, lyder det.
Men her er en anden studerende skarp og tager øjeblikkeligt føringen i legen, fordi vedkommende fanger en kæmpe svaghed i den foregående bemærkning og påpeger, hvor uhensigtsmæssigt det er at bruge en antagonistisk ’dem og os’ retorik, hvilket en øget overvågning i samfundet derudover jo også bare ville bidrage til. Jeg tror, at vi har fundet en vinder. Underviseren giver samtidig udtryk for, at overvågning i Danmark kan sammenlignes med DDR’s overvågning af sine borgere. Således opmuntret.
Forelæsningen er – ligesom min tålmodighed – ved at rinde ud. Men lige pludselig brydes vores meningsfællesskab: På forreste række sidder en ung kvinde, som rækker hånden op og siger, at der selvfølgelig også findes sådan noget som et personligt ansvar. Jeg bliver helt glad. Sådan underligt opløftet af udsigten til et andet perspektiv end det, vi har læst om, fået forklaret, fået doceret, fået indprentet igen og igen. Men der kommer ikke meget ud af det. Og jeg tænker så, at det vel egentlig havde været bedre, hvis det havde været underviseren (og altså ikke en tilfældig fritænker), der leverede det vilde perspektiv, at terroristerne måske også har et personligt ansvar.
Jeg burde nok selv have rejst mig trodsigt i vrimlen. Jeg ved dog godt, hvorfor jeg ikke gjorde det. Jeg ved da godt, hvad ”vi” mener. Her på hyggelige SDU ruller man med øjnene og kigger indforstået på hinanden, når vi ser eller hører om en fra Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige. Så det er nemmere at lade være, hvis man også bare gerne vil komme godt ud af det med alle.
For det andet (og vigtigere): Jeg er studerende. Så jeg anser det for at være et indlysende faktum, at mine undervisere skal levere de relevante perspektiver. Det er deres ansvar. Når de har gjort det, og når jeg derefter er blevet vidende nok, så skal jeg nok gå i kamp.
Men det skal gå stærkt, tror jeg. Folketinget er ved at beslutte, at Muhammed-tegningerne skal være obligatorisk pensum. Og når den næste Muhammed-krise derfor bryder ud, så håber jeg inderligt, at det er hende fra forreste række, der skal være med til at træffe de vigtige beslutninger. Men oddsene er imod os. Og der må være klogere mennesker end mig derude, der kan nå at komme på en løsning. For legen udvikler sig hele tiden, og barren bliver hele tiden rykket. Og selvom der kun er én midtergang på SDU, så er den lang, og der sidder mange empatiske elever i mange auditorier.
