I.
Jeg mødte en kvinde i et selskab, og bittersød politisk diskussion opstod. Som så mange andre hjertelige diskussioner handlede det om Rasmus Paludan. Det var i den tid, hvor Stram Kurs-lederen gik igennem København med stort politiopbud. Var det virkelig rimeligt, spurgte min samtalepartner retorisk, at vi skulle betale for så meget politi til at beskytte den fascistiske idiot?
Ja, svarede jeg, vistnok til hendes overraskelse. Hvis du seriøst går ind for ytringsfrihed, må du også gå ind for at beskytte den for mennesker og holdninger, du ikke kan lide, sagde jeg. Hun svarede, at hun gik ind for ytringsfrihed, men at vi ikke af den grund behøvede være tolerante over for intolerance. Så sad vi ellers der, uden at hendes (eller mine) holdninger var til at rokke. Hvorfor var det sådan?
For det første er det sværere at bøje sig mod hinanden, når vi diskuterer principper, end hvis vi skal træffe rent praktiske valg. Nok så vigtigt var det, at hendes principper for mig virkede til at være rationaliseret ud fra et intenst ubehag ved Rasmus Paludan. Efter lidt mere principielt pingpong fandt jeg ud af, hvad jeg skulle gøre. Men det vender vi tilbage til, for det her handler egentlig ikke om Paludan.
Det her handler om, hvordan og hvorfor folk skifter mening – og hvordan vi kan forøge chancerne for, at det sker. Jeg skriver her med et borgerligt perspektiv, men principperne bag ændrer sig egentlig ikke markant og kan formentlig og forhåbentlig bruges i andre sammenhænge, også mindre politiske. Så hvis du kan bruge dem, da brug dem godt.
