Det Radikale Venstre bryster sig ofte af at stå som forkæmpere for frihed, demokrati og menneskerettigheder, men i gerning understøtter partiet en glidende stigende indflydelse til islam i samfundet.
Eva Gregersen skrev for nylig i Berlingske en skarp og præcis kronik, hvor hun påpegede denne problematiske adfærd fra Samira Nawa og hendes parti. Jeg kan ikke andet end erklære mig enig i hendes kritik.
For hvordan kan man på den ene side hævde at kæmpe for ligestilling og demokrati, mens man på den anden side arbejder aktivt for at særrettigheder til muslimer i Danmark og konsekvent støtter islamiseringen af det offentlige rum og bekæmper kritikere af islam.
Ikke nogen ny radikale strategi
Denne dobbelthed er ikke ny. For nogle år siden skrev jeg selv et opslag på min egen Facebook-side, hvor jeg taggede hende i mit opslag og stillede hende et simpelt spørgsmål: “Støtter du det iranske regime, eller gør du ikke?”
Spørgsmålet var ærligt og direkte, men i stedet for at modtage et klart svar blev jeg mødt af hendes tilhængeres offentlige hån og de kom med masser grimme og nedladende bandeord!
De gik ikke i rette med mit argument, men med mit udseende og mit person, og til sidst, gad jeg ikke at diskutere med små børn, men valgte i stedet at slette mit opslag.
Dette mønster er desværre velkendt: når substansen mangler, griber man til personangreb.
Normaliserer islamiske regimer
Denne episode viste mig dengang, hvad Eva Gregersen nu har understreget: at Samira Nawa og hendes politiske linje tiltrækker en kreds af støtter, der hellere vil tie kritiske stemmer ihjel end tage en principiel debat om substans og demokrati.
Som den dygtige Eva Gregersen også har påvist i denne artikel om de danske muslimers strategiske tavshed. Det er den samme tavshed, som jeg bliver nødt til at tolke ind i Samira Nawas ikke-svar i forhold til præstestyret i Iran.
Når en folkevalgt politiker ikke vil tage afstand fra et undertrykkende regime, men i stedet derved indirekte normaliserer det, undermineres både hendes egen troværdighed og partiets moralske fundament.
Danmark har brug for politikere, der taler klart, handler principielt og tør sige fra over for regimer som Irans. Ikke politikere, der tøver, glider af på kritiske spørgsmål eller søger at balancere mellem frihed og diktatur. For man kan ikke være halvt demokrat og halvt sympatisør – man må vælge, hvor man står.
Samira Nawas dobbeltspil og strategiske tavshed om det iranske præstestyre bør stå som en advarsel til vælgerne: Når sympatien går til sharia og muslimsk undertrykkelse af friheden står man ikke længere på demokratiets side.
