Hvad skal man kalde det, når samtlige EU-borgere hver uge arbejder ulønnet med at trykke “ja til cookies” på hvert et website, de besøger?
Når man må tigge MitID om lov til at godkende betalinger, man allerede én gang har godkendt i en app eller på en hjemmeside?
Når seneste pling fra eBoks får koldsveden til at bryde ud og tvangstankerne til at gå i gang, før det viser sig at være fjerde ligegyldige tilfredshedsundersøgelse fra kommunen?
Når man ikke kan købe plasticsugerør og mentolcigaretter, og meget, meget andet?
Når Danmark på den anden side ikke kan stille med en brigade til forsvar af landets territorium?
Når politiet ikke efterforsker indbrud i private hjem?
Når borgere må vente 25 til 60 måneder på at få uretmæssigt opkrævede penge tilbage fra SKAT?
Eller når en 89-årig får en fængselsdom for at rense sin egen tagrende?
Den amerikanske politiske teoretiker og filosof Samuel T. Francis havde et bud i midten af 1990’erne. Han kaldte det anarko-tyranni.
Anarko-tyranni beskriver en tilstand, hvor myndighederne på den ene side forsømmer deres pligt til at opretholde lov og orden og stille med et forsvar, som plausibelt kan forsvare landets sikkerhed og territorium (anarkiet). Og som på den anden tryner normale, lovlydige borgere med stadig flere regler og påbud (tyranniet).
Dermed får vi anarko-tyranniet: Den manglende håndhævelse af loven over for kriminelle og samtidig en evigt voksende overvågning og regelbyrde rettet mod almindelige mennesker, som ikke kunne drømme om at bryde loven. Sat på spidsen: Et land, hvor det er farligere ikke at sortere sit affald end at berøve tilfældige forbipassende med kniv.
Med andre ord en situation, hvor almindelige mennesker ikke kan regne med myndighederne, når de udsættes for vold og kriminalitet, mens samme lovlydige mennesker bliver straffet for mindre forseelser og år efter år må se deres personlige friheder yderligere indskrænket af politikere med ”visioner” og ”god vilje”.
Francis mente, at anarko-tyranni var en trussel mod frihed og demokrati, da tilstanden på sigt ville underminere retsstaten og skabe frygt og mistillid blandt indbyggerne i et land.
Som med så meget andet, når borgerlige kommer på sigende talking points, som kan måle sig med modpartens, har Francis’ begreb været udsat for kritik.
Som så ofte før siges det, at anarko-tyranni er en konspirationsteori, der har til formål at retfærdiggøre en politisk dagsorden. Det påpeges, at der ikke er empirisk evidens for, at myndighederne bevidst skulle gå efter lovlydige borgere, mens man undlader at gå hårdt efter forbenede kriminelle eller stille med et troværdigt forsvar mod landets geopolitiske fjender.
Denne kritik er imidlertid en stråmand, hvor man med påtaget dumhed læser et filosofisk begreb, som forsøger at indfange tidsånden som en statistisk faktor, som kan sættes ind i et Excel-ark. Underligt nok forlanges sådanne beviser aldrig for begreber som strukturel racisme, islamofobi, stereotype threat og underbevidst bias.
Sagen er, at anarko-tyranni er et nyttigt begreb til at stille skarpt på nogle af de udfordringer, der er forbundet med at opretholde en retsstat og beskytte borgerne mod kriminalitet og vold i en tid, hvor politikerne skal ”markere sig” med deres funklende ”visioner.” De forsømmer nemlig samtidig at opretholde en liberaldemokratisk stat og den fornuftsprægede drift heraf.
Helt simpelt kan man sige, at anarko-tyranni er et slagkraftigt begreb, som giver et klart billede af, hvordan myndighederne forsømmer de mest grundlæggende principper i den liberaldemokratiske orden: Du undlader selv at forfølge din overfaldsmand. Du overlader det til politiet og domstolene, og det liberale demokrati garanterer til gengæld lov og orden og din personlige frihed inden for rimelighedens grænser.
Denne byttehandel er selve grundlaget for det liberale demokrati. Men jo længere vi kommer fra dets undfangelse, desto mere tid og desto flere kræfter bruger blåøjede politikere på at detailregulere din adfærd; på hvilke sugerør som må være i din drink, mens de grundlæggende og strukturelle hensyn til statens drift, som er deres hovedansvar, forsømmes.
Så sig det efter mig: Du er træt af at leve i et anarko-tyranni.
