Med et debatindlæg i Politiken signeret af Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg har Socialdemokratiet sat en tyk streg under, hvor partiet står i forhold til tidens identitetspolitiske strømninger.
Indlægget tager i kraftige vendinger afstand fra identitetspolitikken, der karakteriseres som ”en af de største trusler mod tilliden til videnskab, universiteter og forskere”. De to socialdemokrater gør klart, at ”de mest ekstreme identitetspolitiske strømninger må og skal holdes ud i strakt arm”, og understreger, at identitetspolitikken og dens konsekvenser på sigt vil sprede sig fra universiteterne til resten af samfundet, hvis ingen reagerer i tide:
”Lader vi stå til, så vil de konfrontatoriske kræfter langsomt få institutionaliseret mange af deres skøre identitetspolitiske idéer. Først på universiteterne og seminarierne for siden at kræve dem udbredt til resten af den offentlige sektor og de steder i det private, hvor man bukker under for presset.”
Indlægget har vakt harme på Twitter (for eksempel her, her og her), hvor identitetspolitikken trives som mælkebøtter på en sommereng, og alt andet end fuldtonet beundring af dens idéer og logikker opfattes som utroskab. Flere virker oprigtigt overraskede over, at Socialdemokratiet lægger sig samme sted som Henrik Dahl. De havde forventet andet og mere og sidder nu skuffede tilbage ved alteret.
For de borgerlige rummer udmeldingen både en god og en dårlig nyhed.
Den gode nyhed er, at der er bred politisk enighed om en vis portion sund skepsis over for de mest ekstreme dele af identitetspolitikken. Det så man ved Socialdemokratiets tilslutning til den vedtagelsestekst om universiteterne, Folketinget vedtog for nylig, og det vil man se igen i fremtidige aftaler og beslutninger. Hvis politik handler om at få sine idéer ført ud i livet, er det positivt, at andre deler dem og er parat til at stemme for dem.
Den dårlige nyhed er, at Socialdemokratiet ved at placere sig på den kritiske fløj lukker en mulig flanke af. Socialdemokratiet vil for alt i verden ikke havne det samme sted i forhold til identitetspolitik, som partiet i flere årtier gjorde i forhold til udlændingepolitik. Derfor rykkes skakbrikken nu derhen, hvor den forhindrer et angreb. Ved at erklære sig enig med de borgerlige i kritikken af identitetspolitikken beskytter Socialdemokratiet sig selv.
For Socialdemokratiets omfavnelse af Henrik Dahl og hans kritik af identitetspolitikken betyder, at det bliver svært for de borgerlige at bruge identitetspolitikken som politisk platform.
Socialdemokraterne opdagede, at de ved at positionere sig anderledes i forhold til udlændingepolitikken kunne fravriste de borgerlige et væsentligt trumfkort i kampen om vælgerne. Ved at mene omtrent det samme tog de luften ud af de borgerliges udlændingepolitiske ballon.
Det er den lære, socialdemokraterne har taget med sig ind i diskussionen om identitetspolitik. Ved at erklære sig enige i den borgerlige kritik sender de det samme signal til vælgerne i forhold til identitetspolitik, som de sender i forhold til udlændingepolitik:
’I kan roligt stemme på os, vi er mindst lige så stramme, som de er.’
