Teksten er et uddrag fra Marianne Stidsens Da Ariadne lærte Theseus at danse. En moderne dannelsesbog, som er udkommet på Forlaget Arabesk.
*
I nutiden kan de fleste enes om at værne om ytringsfriheden som noget enestående og dyrebart. Ikke mindst i den vestlige kulturkreds. Man er enige om, at ytringsfrihed, der for første gang blev formuleret højt og klart i Den franske menneskerettighedserklæring fra revolutionsåret 1789, må og skal være selve grundlaget for vores moderne, oplyste og frie samfund – ja må og skal være dette samfunds vigtigste kendemærke og bærebjælke.
Færre kan imidlertid se fidusen i at værne om udtryksfriheden, som vi her vil kalde det. Så ivrige mange er for at tale varmt for ytringsfrihedens sag, lige så ivrige er de samme mennesker ofte for at mane til ’god tone’ og til ’ordentligt sprog’. Det vil sige for at indskrænke udtryksfriheden. Jævnfør den vedholdende advarsel mod ’tonen i debatten’.
Men sæt nu de to ting hænger uløseligt sammen. Og at ytringsfrihed uden udtryksfrihed i virkeligheden bare er en kæmpestor fis i en hornlygte eller en gigantisk narresut?
Her kan man måske lære noget af kunsten. Ikke mindst kan man lære, at de to ting, altså ytringsfrihed og udtryksfrihed, måske slet ikke kan skilles ad, uden at hele den fine idé om at kunne ytre sig frit klapper sammen som et gammelt frønnet havebord. Eller som en punkteret luftmadras.
To ord for fri tale
Går vi tilbage til ytringsfrihedsbegrebets antikke rødder, kan vi måske blive lidt klogere på, hvad det vil sige at forsvare det ene og ikke det andet. Og hvad problemet ved det kan være. Her havde man to forskellige begreber for fri tale. Det ene var ’parrhesia’, som er yngst og betyder friheden til at sige, hvad man vil, når man vil, og til hvem man vil. Det andet var ’isegoria’, som er ældst og betyder den lige ret for alle borgere til at tage ordet under folkeforsamlingerne i Athen.
