Det brillante ved markedsføring er, at man kan sælge de mest tåbelige ideer og produkter, hvis blot man gør det rigtigt. Den universelle sandhed gælder både for virksomheder, politiske ideologier og for verdensomspændende organisationer, der øjner et marked for netop den vare eller det koncept, de har på hylderne og som kan fremme deres egne interesser. Der ofte har noget med økonomi at gøre.
Det kræver ikke en højere handelseksamen at gennemskue processen: Først skaber man et behov. Den slags kan skabes af både lyst og nød – og ud af de to er nød som regel den mest effektive. ”Køb eller dø” har altid været et motiverende argument i en handelssituation, for der er ingen kunde så trofast som den ængstelige.
Dernæst sørger man for at være på rette tid og sted, og som den frelsende engel på hvide vinger således komme svævende med netop det produkt eller det tiltag, der dækker det givne behov og måske ovenikøbet hævder at kunne redde liv og helbred.
Den taktik har de også forstået hos World Health Organisation.
Og hvor de fleste almindelige mennesker med et minimum af oplysning godt kan gennemskue forretningsverdenens tips og tricks, så fungerer det straks det tungere med disse myndighedslignende organisationer, der jo bare vil os alle sammen det godt og som i kraft af deres størrelse, anseelse og globale omfang må antages at vide bedre end menigmand.
Det ligger allerede i ordet. Verdenssundhedsorganisationen.
Det kan dårligt klinge renere, smukkere og mere medmenneskeligt. Med et udtryk fra Boris Johnson, så lyder det nogenlunde lige så klinisk og pålideligt som et schweizisk apotek og signalerer samtidig en overordnet ophøjethed for de få, indviede eksperter, der har totalt styr på, hvordan vi alle sammen skal navigere gennem livet for at blive 104 år gamle. Og undgå at slå hinanden ihjel ved et uheld.
Venstre underskriver ny traktat med WHO
Da vi lever i en tid, hvor overdreven autoritetstro er en folkesygdom, er der tilsyneladende ingen, der stiller sig selv spørgsmålet, hvem der mon betaler disse filantropisk anlagte menneskers løn eller hvilke mere eller mindre offentligt synlige aktører, der sidder med rundt om bordet, når verdens sundhedstilstand skal diskuteres og arrangeres.
Hvad meget få danskere derfor lader til at være opmærksomme på, så indgår landets sundhedsminister Sophie Løhde (V) om få uger en pandemi-traktat med WHO. En traktat, der betyder, at det ikke længere er op til den enkelte medlemsstat at vurdere, om man befinder sig i f.eks. en influenzaepidemi, og hvorvidt der i så fald skal træffes foranstaltninger, såsom nedlukning, masker og en de facto vaccine-tvang, men som fremover kan dirigere, hvorvidt Britta i Bramming, Louis i Lyon og Pablo i Peru må leve og færdes frit som de plejer - eller om deres råderum akut skal indskrænkes i folkesundhedens navn.
Det bliver herfra noget, WHO – som en flok gudløse selvguder – kan afgøre fra centralt hold. Og aldeles hinsides det enkeltes menneskes egenkontrol.
En klassiker hives frem
Som en slags opvarmning er medierne her kort tid før traktatens indgåelse igen begyndt at skrive om død og ødelæggelse, og denne gang er det den gode, gamle fugleinfluenza, der hives frem, fordi man åbenbart ikke orkede opfinde en ny virus til lejligheden.
Det må siges at være uvurderlig timing, der passer fremragende i Håndbog for handelskyndige: Skab et behov (tjek); i dette tilfælde gennem komplet grundløs frygt (tjek); kom med en løsning, der fremstår handlekraftig og næstekærlig (tjek); og sælg så senere de tilknyttede produkter (helt sikkert tjek; EU har vist allerede en del på lager).
Det vi i den forbindelse alle burde spørge os selv, hinanden og sundhedsministeren om er:
Hvad mon den løsning i grunden koster? (ikke tjek). Både på det økonomiske og det menneskelige plan? (heller ikke tjek). Og kan man komme ud af den kontrakt igen? (på ingen måde tjek!).
For det er som regel med overstatslige aftaler som med kviklån; man skal kigge virkelig godt efter for at gennemskue fidusen, og det ender altid med at være dyrere end forventet. Derfor skriver alle danskere i lykkelig blindhed lige om lidt under på at afgive endnu et stykke af ikke blot den nationale suverænitet, men også af deres personlige frihed.
De fleste ved det bare ikke. For medierne undgår behændigt at gøre opmærksom på det.
Politisk bla-bla-bla
I et brev fra sundhedsministeren fremgår det, at man fra regeringens side støtter ”…politisk retning… og multilateralt samarbejde… til styrket global forebyggelse, beredskab og håndtering af fremtidige sygdomsudbrud og pandemier samt til at mobilisere ressourcer til et område, hvor der er behov for et styrket og mere koordineret global indsats… og hæve niveauet for global sundhedssikkerhed.”
Åh, at være minister. Og kunne bede sin af skatteyderne dyrt betalte kommunikationstype aflire en uangribelig svada rendyrket regeringsvrøvl, som ingen nogensinde kan tages til indtægt for, fordi alt forfattes i abstrakte floskler uden gang på jord.
Set fra min observationspost er der tale om en både uheldig og uhellig alliance mellem et ikke-folkevalgt, overstatsligt organ med vidtgående beføjelser – og en medicinalindustri, der efterhånden har vokset sig så velnæret, at den kan lægge hele nationaløkonomier i knæ, hvis noget forskydes.
Hyggekorruption
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at medicinalbranchen har haft dygtige lobbyister og har holdt de bedste og vådeste kongresser for ansatte i sundhedsindustrien, der efterfølgende på magisk vis anbefaler arrangørens produkter. Den slags hygge-korruption er jo meget kært, når man som potentiel patient lever med et frit valg, men med den nye traktat handler det ikke længere blot om valget mellem Panodil eller grødomslag, men om hele fundamentet for opretholdelsen af vores liv.
Det lyder måske en anelse dramatisk, men hvis jeg et øjeblik må henlede d’damer og herrers erindring på coronatiden, så er der nok noget, der dæmrer. Allerede her så vi nemlig en grad af sundhedspolitisk synkronsvømning som aldrig før. Og som i grunden undrede en del af os. Hvordan kunne en hel verdens regeringsledere – tilsyneladende uden opbakning fra deres respektive sundhedsmyndigheder – fra den ene dag til den anden komme frem til samme løsning og handleplan?
Hvad corona lærte os
Fra dag 1 ramte de folk på deres levebrød. Både i form af nedlukning af restauranter, frisører og små butikker og senere, da vaccinen gjorde sin entre, ved at nægte os adgang til arbejdsplads, fitnesscenter og skole, for ikke at tale om alle sociale arrangementer, medmindre vi havde taget imod ”tilbuddet” om et skud af mirakelmidlet.
Og hele baduljen var så smart og effektivt solgt, at de færreste i overdreven tryghedsnarkomani satte spørgsmålstegn ved deres nye, underlige tilværelse. Man skabte en pseudo-virkelighed, hvor flertallet accepterede bizarre tiltag med afstand, stuearrest og sirligt koreograferet fælles færden. Og ve, den arme stakkel, der forsøgte at påpege, at kejseren ikke havde ret meget tøj på. Faktisk var – og til dels stadig er – man anset for en karakterafvigende samfundsfjende, hvis man stillede sig på bagbenene og fremkom med de kritiske spørgsmål til håndteringen af corona samt effektiviteten og sikkerheden ved de hastigt godkendte vacciner, som hele verden pludselig skulle injiceres med.
Indtil videre har det derfor været en let triumf for de medicineringsglade organisationer, og dermed for medicinalbranchen og dens aktionærer.
Gør det forkerte på den rigtige måde
Hvis jeg var sundhedsminister, ville jeg takke pænt nej til at overlade magten til en udemokratisk instans, der med bl.a. medicinalbranchens penge fremover vil styre slagets gang, når nogen får en snue. Men sådan er vi jo så forskellige.
I bedste fald er Sophie Løhde blot ivrig efter at gøre det forkerte på den rigtige måde. I værste fald sælger hun bevidst ud af danskernes rettigheder, fordi det nu engang er det letteste i den verden af banditter i habitter, der udgør det politiske miljø.
Det er så op til os andre at afgøre, hvor længe hun skal sidde og styre den slags. Og hvorvidt vi vil finde os i det. Det handler hverken om sølvpapirshatte, konspirationer eller middelsvær, psykotisk fatamorgana.
Hvad handler det om?
Det handler om frihed. Friheden til at bestemme over din egen krop, eget helbred og om man vil gå til højre eller til venstre, når man vågner om morgenen. Længere burde den ikke være.
Men den tidligere fundamentale rettighed er blevet så effektivt sovset ind i bureaukrati, forvrængede narrativer og global markedsføring, at man skal stå usædvanligt tidligt op for at se igennem det.
