Landmændene har altid været nøglen til Venstres hjerte. Når Socialdemokratiet har skullet trække Venstre til truget og binde partiet til sociale fremskridt og udvidelser af velfærdsstaten, har godbidder til landbruget været lokkemaden. Bare tag Kanslergadeforliget i 1933. Her blev Steinckes socialreform stemt igennem af Venstre, mod at staten til gengæld smed flere penge efter landmændene. Dermed blev fundamentet til vores velfærdsmodel støbt.
Nu bør Socialdemokratiet igen tale til bonden i Venstres formand – selvom han selv er så langt væk fra landbrugs-Venstre, som man overhovedet kan komme. Men finansieringen af den grønne omstilling og velfærdssamfundets udvikling kalder på at hive det gamle værktøj op af skuffen. Der er nemlig brug for en ny økonomisk politik, hvis begge dele skal kunne lade sig gøre samtidig. En politik, hvor man lytter til sagkundskabens nye økonomiske erkendelser efter finanskrisen og dermed ikke er bange for at øge statsgælden for at finansiere hele den grønne omstilling frem mod år 2050. Indtil videre har Jakob Ellemann-Jensen & Co. været afvisende over for at rokke ved deres forældede opfattelse af, hvor farlig statsgæld er. Men efter Venstres landsmøde er der måske en åbning.
Her fremlagde Jakob Ellemann-Jensen nemlig en plan for at bruge 5 mia. kr. på at købe landbrugsjord, som kan bruges til at skabe skov og vild natur. På den måde kan en større mængde CO2 lagres i skov, samtidig med at forgældede landmænd kan få penge for deres forgældede jord. Nu skal Mette Frederiksen og regeringen og slå til! Her er den krog, som kan få Venstre til at droppe deres husholdningsøkonomiske frygt for investeringer på statens vegne.
Regeringen skal slå til nu
Socialdemokratiet og Venstre bør kunne finde sammen om at skabe en statsligt finansieret klimafond, som frem mod år 2050 skal finansiere alle engangsudgifterne til den grønne omstilling. Det kunne være elektrificering af jernbanenettet, opstilling af el-ladestandere og opkøb af landbrugsjord. Og det sidste skal fylde klart mest. De 110.000 hektarer lavbundsjorder, som effektivt ville kunne tages ud af produktionen og omlægges, bør staten lave én samlet opkøbsplan for. Det er der også opbakning til i store dele af sektoren. På den måde får vi finansieret den grønne omstilling uden at slagte velfærden, vi får nedbragt CO2-belastningen, og en række forgældede landmænd kommer af med deres jord.
Det er nu, regeringen skal slå til. Hele Mink-sagen viser med al tydelighed, at landmændene i organisationer som Bæredygtigt Landbrug og Kopenhagen Fur stadig har meget stor indflydelse på Venstres aktuelle position. Også selvom de er få, forgældede og i disse år oplever faldende indtjening. Det sidste må man stort set ikke sige i debatten, men det er de kolde realiteter. Chancen for at lave århundreders grønne aftale med Venstre, som samtidig kan være den største gældssanering af dele af landbruget i mange år, er til stede lige nu. Det er den mest oplagte vej frem, hvis man gerne vil binde højrefløjens største parti til dette årtis vigtigste moderniseringer af vores samfund.
Tal til bonden i Jakob Ellemann-Jensen. Få Venstre trukket til truget med godbidder til landmændene. Nu skal Staunings lektie fra 1930’erne vise sit værd!
