Debat

25.12.21

Tanker om at bruge troen som instrument

Jørgen Dalsgaard: Der er noget impotent over at håndtere åndelige strømninger i et sociologisk fugleperspektiv. Et vigtigt problem i at bruge troen som vejen til en bedre verden er blevet overset i den ellers interessante debat om kristendommens comeback i Vesten.
De hellige tre kongers rejse af renæssancekunstneren Sassetta, malet 1433-1435, beskåret. Metropolitan Museum of Art, New York.
De hellige tre kongers rejse af renæssancekunstneren Sassetta, malet 1433-1435, beskåret. Metropolitan Museum of Art, New York.

Jeg har med stor interesse fulgt Mikkel Anderssons problematisering af kristendommens relevans for en højreorienteret kulturkamp i Kontrast (indlæg her og opfølger her), hvorpå Christian Egander Skov og Lasse Birk Olesen har repliceret i samme medie. Men jeg har også fulgt debatten med skuffelse, fordi den i mine øjne skarpeste pointe i Anderssons oprindelige indlæg ikke synes at være blevet forstået – ja, faktisk synes at være forsvundet helt ud af syne for alle tre debattører.

Dette blev især tydeligt, da de sammen deltog i Kontrasts podcast Den Blå TIme 18. december. Her blev der virkelig ikke sparet på de verdenshistoriske årsagsforklaringer og profetier. Kristendommen blev konsekvent betragtet som et civilisationsfunderende værktøj, som det gjaldt om at ”bruge” og få til at ”virke”, og det lød grangiveligt, som om debattørerne mente at kunne fastslå troens samfundsmæssige konsekvenser med samme entydighed, som man i kemien kan fastslå konsekvenserne af en eller anden tilsætning. Det hele var iklædt en frisk, teknokratisk metaforik, hvor man uden videre jonglerede med kristendommens ”positive effekter” og betragtede den som blandt andet et investeringsobjekt, en slags kulturel marinade eller en ”vaccination” imod visse ideologiske udskejelser.

Jeg fik undervejs et flashback til Charlie Chaplin, der i Diktatoren spillede bold med en model af jordkloden. Men jeg tænkte også tilbage på min egen, marxistisk optændte ungdom, hvor vi sad i vore studenterkamre og overvejede de verdenshistoriske perspektiver i diverse bevidstgørelsesprocesser, der angiveligt ville kunne drive masserne i den ene eller den anden retning. Jeg drog siden den lære af mine ungdommelige skuffelser, at der er noget impotent over at håndtere åndelige strømninger i et sociologisk fugleperspektiv. Dels fordi menneskelig idéudvikling virker lige så akavet at skulle forstå objektivt og udefra som vittigheder eller musik. Men måske endnu mere fordi man bevæger sig længere væk fra at tale overbevisende til andre mennesker, jo mere abstrakt man taler om dem.

Jeg har siden følt, at jeg tog lidt revanche ved at se, hvordan 90’ernes globalister brændte sig på deres drømmerier om at konstruere en fælles ”europæisk identitet”. Men også ved at se, hvordan Vesten forgæves prøvede at ”vinde hjerter og hjerner” i besatte muslimske lande, samtidig med at man indadtil baksede med at få gang i en ”integrationsproces” - noget, der på papiret kan ligne et stykke simpel kemi, men som i praksis har vist sig at være alt muligt andet.

Af særlig relevans for spørgsmålet om en genkristning af Europa er i denne sammenhæng de spekulationer, som velmenende mennesker har gjort sig om de positive effekter, der ville kunne høstes ved en slags ”reformation af islam”. Også her ser det desværre ud til at betyde mindre, hvor mange overheads man laver, og hvor vældige ressourcer man har at kaste i oplysende pjecer og projekter. Præcis som det i salmen kniber for kongerne med at sætte det mindste blad på en nælde, synes administratoren som reformator at mangle et eller andet, som ikke kan købes for penge – men som en Jesus, en Luther eller en Muhammed havde. 

Mikkel Anderssons indlæg fra 28. november er især blevet kritiseret for to påstande: 1) at gennemsnitseuropæeren har et sekulariseret syn på verden, og 2) at en genrejsning af kristendommen på den baggrund må anses for at være urealistisk. Men der ligger heri en mellemregning, som ingen af debattørerne synes at tillægge tilstrækkelig betydning – nemlig, at der er noget essentielt ufrivilligt ved, hvad man på baggrund af sin forforståelse er i stand til at tro eller tvivle om: ”Selv hvis jeg gerne ville, kan jeg ikke tro på, at graven var tom på tredjedagen …” skrev Andersson, og ”... selv hvis jeg faktisk gerne ville tro, og det ville da være rart, så lader det sig jo ikke rigtig gøre”. Den dybe pointe i dette handler efter min mening ikke om, hvorvidt genvindelsen af troen er et realistisk eller et urealistisk projekt, men om, at den i bund og grund er noget akavet noget overhovedet at gøre til et projekt.

Andersson synes klart at ane det problematiske i, at der ved inddragelse i en civilisationsteoretisk kausalitetstænkning foregår en instrumentalisering af troen. Hans bedste spørgsmål er således, om det ”... egentlig er særlig kristent at se religionen som middel til et bedre samfund og ikke et mål i sig selv”. Men desværre sparker han straks efter det spørgsmål til hjørne hos ”dem, der faktisk tror”, uden tilsyneladende at se de videre implikationer. 

For det er faktisk absurd på præcis samme måde at ville korrigere sin tro på alle mulige sekulære sandheder, fordi der angiveligt skulle kunne ventes mere positive effekter af en anden ”diskurs” eller et andet ”narrativ”. Det er absurd bevidst at ville tro på ”konstruktive nyheder” og ”gode historier” eller at ville opgive sin tro på et overbevisende argument, fordi det menes kausalt at kunne medføre ”krænkelse”, ”had”, ”systemisk racisme” eller diverse afledte effekter af ”tonen i debatten”.

Man aner i alle disse eksempler et selvforhold, der er blevet så pseudovidenskabeligt distanceret, at det balancerer på kanten af det berømte paradoks om den blinde mand fra Kreta, der siger, at alle fra Kreta lyver – en teknokratisk mani, der er kommet så lang ud på overdrevet, at den i realiteten æder sig selv og udraderer subjektet for sin egen tingsliggørelse af ånd. Christian Egander Skov spurgte retorisk, hvad løsningen på Vestens problemer kunne være andet end kristendommen, men jeg synes godt, man kan se en konservativ mission i at imødegå tidens perversioner af idéen om videnskabelighed. Man kunne kalde sådan noget for et forsvar for ”livsverdenen”, ”samtalen” eller ”Den Anden”. 

I min øjne handler tidens afgørende kriser og stridsspørgsmål om dette emne, og det burde være magtpåliggende for en borgerlig kulturkamp at få placeret sig på den rigtige side af skellet. I hvert fald forekommer det mig dybt ironisk, hvis man i stedet vælger at efterabe venstrefløjens fatale hang til malplaceret objektivisme.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter