Nu gik det ellers lige så skidt for den liberale verdensorden, der i de seneste år er lagt i graven flere gange, end supermarkedskæderne fejrer fødselsdage.

Den angiveligt udspekulerede Putin havde opmarcheret langt over 100.000 russiske tropper omkring Ukraine, og de kloge slog fast, at han ikke ville invadere, men HVIS han invaderede, var Ukraine tabt på forhånd. Putin blæste som bekendt højt og flot på alting og satte gang i en dybt forbryderisk invasion, der overskred alle formelle og moralske grænser for, hvordan en stat bør opføre sig.

Nu er der gået en måned, og Putins tropper kørte hurtigt fast i den ukrainske jord og i den ukrainske kampvilje. Det er ikke til at sige, hvordan det ender, men allerede nu har Putins forbrydelser givet os tre lektier, som vi bør notere os – både her i den frie verden og hos dem, der drømmer om at lægge den i graven.

1. Frie mennesker leger bedst.

Historikeren Peter Turchin har (gen)introduceret det arabiske begreb asabiya, som betyder noget i retning af ”en gruppes evne til at handle til det fælles bedste”. Han bruger det overbevisende til at beskrive, hvilke samfund der historisk har haft succes.

Siden oldtiden har slavepisken været det foretrukne middel til at drive folk frem, men historien viser klokkeklart, at det er de samfund med værdier, der lægger vægt på frihed og ansvar, der i praksis er bedst til at løfte i flok. De indre bånd, som binder mennesker frivilligt sammen, er altså umådeligt stærkere end de kæder, som autoritære herskere kan placere om folk.

Ukrainernes heltemod og russernes fiaskoer demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at de mennesker, som forsvarer den sandhed, som er deres hjem og frihed, kæmper bedre, hårdere og klogere end de mennesker, som er tvunget til at kæmpe for en løgn. Ukraine har asabiya til op over begge ører, og Ruslands offensiv blev de fleste steder knækket, før den overhovedet kom i gang.

2. Fukuyamas pakke er stadig den eneste, folk gider at bestille.

Putin har invaderet Ukraine, fordi Ukraine ikke ønsker at være en vasalstat i et storrussisk rum, men derimod hellere vil bevæge sig i retning af Vesten, både i egne anliggender og i internationale samarbejder. Og nu skal det ikke hedde sig, at Ukraine var nået specielt langt ad den vestlige vej, før Putin angreb, men retningen og hensigten har været krystalklar – man kan jo bare spørge de sølvpapirshatte, der mener, at det hele er Vestens skyld.

Ukrainerne har udtrykt et klokkeklart ønske om blive et mere vestligt samfund med frimarkedskapitalisme, liberalt demokrati og vestlige værdier. Det er den pakke, som Francis Fukuyama definerede for 30 år siden som den, der afsluttede historien, det vil sige konflikten mellem samfundsmodeller. Selvom Fukuyama i dag regnes for passé, er det åbenlyst, at der (stadig) ikke findes nogen pakke, der kommer i nærheden af at gøre den vestlige rangen stridig som den mest attraktive i verden. 

På trods af at ideologiske heksedoktorer som Aleksandr Dugin har forsøgt at flække noget sammen, der skal ligne et meningsfuldt russisk alternativ til den vestlige pakke, har vi endnu ikke set én, som nogen derude i verden gider at vælge til. Ukrainerne, som retteligt kan kaldes russernes broderfolk, har endegyldigt afvist enhver interesse i at købe ind på Putins autokrati, kleptokrati og imperielle vrangforestillinger.

Der findes ingen relevante politiske bevægelser, der advokerer for at etablere en samfundsmodel efter russisk – eller kinesisk – forbillede, og det eneste ærlige alternativ til den vestlige pakke, islamismen, er hovedleverandør af flygtningestrømme, overalt hvor den bliver pakket ud. 

3. The Empire Strikes Back.

Efter to årtiers fadæser med Afghanistan og Irak var mismodet stort i Vesten om, hvad vi overhovedet kunne finde ud af. Men USA’s efterretningstjenester havde ret, da de advarede om en nært forestående invasion. Og da Putins gangstere væltede ind i Ukraine, forventede de ikke bare ukrainsk svaghed, men også vestlig ditto. Sikke de tog fejl.

Inspireret af præsident Zelenskyj og ukrainernes mod gik der kun meget kort tid med ævl og kævl om særlige undtagelser for forskellige EU-lande, inden EU begyndte at tale med én stemme sammen med USA, UK og andre allierede. Det amerikanske imperium, der som det eneste imperium i verdenshistorien presser sine undersåtter til at være frie, kan lidt endnu.

Vi er foreløbig på den sjette runde af sanktioner, der stort set har frosset Putins Rusland ud af den globale økonomi. Dag for dag bryder den russiske økonomi mere sammen. Selv kampvognsfabrikkerne er angiveligt ved at trække stikket på grund af mangel på dele.

Selvom olien og gassen stadig flyder og tjener penge hjem til krigsmaskinen, har de vestlige energiselskaber trukket sig ud og taget deres ekspertise med. Uden den ekspertise kan en meget stor del af den russiske olie- og gasproduktion ikke opretholdes, og særligt ikke den i Sibirien, som Kina er afhængig af. Xi Jinpings passive støtte til Putin kommer også snart til at koste Kina dyrt.

Det viser sig simpelthen, at det stadig er en rigtig dårlig idé at pisse på den liberale verdensorden, som det amerikanske imperium opretholder.

Det er tre lektier, som russerne betaler dyrt for at lære. Men andre steder i verden bør man også tage noter.

Lyder det stadig som en god idé at gøre Putin kunsten efter og invadere Taiwan, Xi Jinping? Taiwan er et land uden lyst til at droppe sin vestlige samfundsmodel til fordel for den kommunist-kinesiske, landet er topmotiveret og udrustet til at forsvare sig selv (og er i øvrigt en ø). Og hvordan vil det mon fungere for Kina, der er dybt afhængige af at importere så godt som alle råvarer, hvis de bliver sanktioneret langt ind i helvede? Det kan godt være, at vi så skal undvære en masse billige sager, men kineserne skal undvære el, varme og mad.

Krigen om Ukraine er en ufattelig tragedie, og Putins gangsterregime kommer til at bøde for den. Men krigen minder os også om, at de ellers så besnærende forfaldsfortællinger om den liberale verdensorden måske ikke har helt så meget på sig, som vi gik og bildte hinanden ind.

Og det er jo egentlig ikke så ringe, hvis man nu er glad for, at den frie verden findes.