Jeg ved ikke, om man på gymnasierne stadig underviser i Maslows behovspyramide, men det burde man. Psykologen Abraham Maslow rangordnede i en meget omtalt artikel de menneskelige behov, typisk populariseret i den nævnte pyramide. Nederst og selve forudsætningen for alt andet satte han de fysiske behov såsom mad, vand, ilt og søvn. Når de basale fysiske behov var på plads, søgte mennesket tryghed, finansiel sikkerhed, arbejde og bolig. Herefter prioriteres de psykosociale behov (kærlighed, venskaber), og øverst – mindst væsentligt i det brede perspektiv – ego (anerkendelse, respekt) og selvrealisering (personlig udvikling, udfordre normer). Et behovshierarki, så at sige. Alle lag er vigtige for menneskets trivsel, men alt er ikke lige vigtigt.
Maslows forældre var jødiske flygtninge fra Ukraine, og tankerne blev publiceret i 1943, midt under Anden Verdenskrig. Vi er forhåbentligt ikke i de indledende faser til en tredje verdenskrig, men den igangværende krise er historisk. Vi har været forkælet med fred og velstand i generationer, og ret beset så er det kun efterkrigsgenerationen, der har prøvet noget lignende. Det er dem, woke-aktivister nedladende kalder for boomere, og det hænger sammen. Gode tider skaber svage mænd (m/k), og er man opvokset med rationeringsmærker, så virker den løbende debat noget virkelighedsfjern. “Selvfølgelig kan havfruer være sorte,” lyder en dugfrisk overskrift i Politiken. En væsentlig problemstilling for universitetsuddannede ordflyttere, men irrelevant for de fleste andre.
Jeg har bekendte, der mistede alt under corona-krisen, men for langt de fleste var det blot et irriterende afbræk i den normale hverdag. En udskudt konfirmation eller en aflyst fredagsbar er træls, men de basale behov blev stadig opfyldt. Der var varme i radiatoren, du gik ikke sulten i seng – livet gik videre, med eller uden mundbind. Ruslands invasion af Ukraine er en større geopolitisk nyhed, men det er først med energiprisernes himmelflugt og sabotage mod Nord Stream-rørledninger ved Bornholm, at alvoren så småt begynder at gå op for folk flest. Konflikten er på ingen måde slut, og får vi en isvinter, så kan det ikke længere ignoreres, at der er vigtigere emner at diskutere end TV 2-værters seksuelle eskapader i start-00’erne.
At dømme efter massemedierne virker der desværre til at være lang vej igen. Tidligere på ugen kunne man i en EB-podcast høre journalist Michael Robak fremlægge pointerne i en af ham udarbejdet manual til unge journalister. Umiddelbart skulle man tro, at han ville tage dem i skole, men selvom han havde gode pointer, så endte det med “alt fedt kommer fra de unge”, sågar eksemplificeret med MeToo-kampagnen og “klima-tingen”. Underforstået: Erfarne journalister skal lære af de unge. Omvendt mesterlære, så at sige.
Nyt er ikke nødvendigvis godt, og ungt er ikke per definition bedre. Vi har virkelig ikke behov for aktivistiske voksenteenagere til at filtrere virkeligheden. Medierne skulle helst skrives og redigeres af ansvarlige voksne mennesker, der forstår at prioritere den daglige nyhedsstrøm. Alternativt bliver de irrelevante for alle andre end mediebranchen selv. Det er der, vi er i dag.
Politiken har eksempelvis trykt satireredaktørens uironiske bandbulle imod brændeovne. Han vil i lighed med Alternativet forbyde brændeovne af klimahensyn. “De hører hjemme i en aakjærsk fortid, hvor fader røgtede kvæg, og moder sad ved rokken,” sluttes det, og man behøver ikke google for at vide, at han bor i en lejlighed i København. På samme måde rapporterer Dagbladet Information ømt fra en klimadebat på Københavns Universitet, hvor det blandt andet diskuteres hvorvidt det ville være moralsk i orden at angribe infrastrukturen. Hardlineren i selskabet var Oskar Kluge fra Extinction Rebellion, der ikke ville svare konkret på, om han selv kunne finde på at være med til at sprænge en gasledning i luften. Forrige år demonstrerede han imod etableringen af den netop åbnede Baltic Pipe, der forhåbentlig snart kan gøre Polen uafhængig af russisk gas.
Den moderate i selskabet var den tidligere Blekingegadebanden-apologet René Karpantschof, der som ung aktivist blandt andet var aktiv i By-økologisk Aktion (BAK), der forsøgte at stoppe etableringen af Øresundsbroen. Karpantschof er næppe blevet klogere, men han er blevet ældre, og det har en modererende virkning rent ideologisk. Tidligere nævnte Kluge har været en del i medierne og blandt andet medvirket i en radiodebat, der omtalte økomarxisten Andreas Malm og hans bog, der udkom på dansk under den mundrette titel Sådan sprænger man en rørledning i luften (Antipyrine, 2021). “Når staten ikke kan finde ud af at ulovliggøre fossile maskiner, må civilsamfundet selv gøre arbejdet,” skrev samme programs vært i en klumme i Information tidligere på året.
Der er også et eksempel på omvendt mesterlære i Information, hvor folkepensionisten Jessie Seehuusen, rådført af sin datter gik ind i kampen mod fracking, udvinding af skifergas. I disse måneder spiller hun ukulele og synger i et klagekor for Amager Fælled, og har i sin kamp “klippet sit hår af i sorg over klimaet og siddet arresteret i detentionen klædt ud som en vild blomst”. Det giver en god følelse i maven at kæmpe for vandsalamandere, men det er også lidt et “i-landsproblem”. Noget, man gør for sig selv i fravær af egentlige problemer.
Man kan pifte nok så mange SUV'er på Østerbro, men behovspyramiden står uantastet som egyptiske pyramider. Ligesom flere bynære boliger betyder mindre bynær natur, så betyder lukkede oliefelter, sprængte rørledninger og forbud mod fracking blot, at de essentielle behov fordyres, i det omfang de overhovedet kan opfyldes. Behjertede bedsteborgere kan demonstrere imod enhver konkret løsningsmodel, men den dag de har 12 grader i gavllejligheden, og elnettet er nede på ubestemt tid, så glemmer de alt om habitater for rødlistede arter.
Klima-hippierne, der i 70'erne fik stoppet atomkraft på dansk grund, kæmpede i årevis imod et nationalt testcenter for vindmøller i en klitplantage i Thy, og politisk leflen for radikale aktivister stopper eller forsinker altid den nødvendige udvikling. Statsministerielle regnedrenge forstår alvoren, men man bliver ikke genvalgt, hvis man gør front mod tidsånden. Forleden foreslog Radikale Venstre en genforhandling af klimaloven, så CO2-målene hæves fra 70 til 80 procent. Et valgslogan på niveau med Jacob Haugaards “medvind på cykelstierne”, fuldstændig blottet for virkelighedsfornemmelse.
De statsstøttede medier er i det store og hele ubrugelige. Trods en igangværende energikrise kører klimaaktivisterne stadig på journalistisk frihjul, og man får det indtryk, at journalister hellere vil problematisere den danske svineproduktion end interviewe sultende folkepensionister. Alder virker til at være eneste værn imod unge verdensreddere, men mon ikke ældningsprocessen tager fart, den dag de ikke kan oplade Macbooken. Den med Thunberg-klistermærket, og “Lad olien blive i jorden”-parolen.
Ramler korthuset, så bliver det i det mindste værst i universitetsbyerne. I den uchikke provins har vi stadig brændeovne, og selvom det (naturligvis) er ulovligt at fyre med træpaller og gamle aviser, så vil alt blive brugt til at få fodvarme, uanset hvad en satireredaktør har skrevet i Politiken desangående. Varm luft er og bliver varm luft, også helt lavpraktisk.
