”Så længe at Putin regerer i Rusland, så er Rusland i krig med os også. Det samme er Belarus, Nordkorea, Venezuela, Iran, Nicaragua, Ungarn og potentielt mange”.
Sådan skrev den liberale teoretiker, Anne Applebaum, i The Atlantic sidste år. Lignende toner var at finde i Applebaums interview, i Berlingske i 2022, hvor hun udtalte, at Putins krig gik ”elendigt” og at Putin selv var ”truet af hans inderkreds”.
Udover at sidstnævnte virker til overvejende at have været en komplet fejlanalyse, så er førstnævnte citat emblematisk, for den krigeriske indstilling som underforstået ligger i de fleste liberal-konservative analyser af Ukrainekrigen. En analyse vi, beklager det billedlige, er blevet stopfodret med, både før og efter krigens udbrud.
Stort set samtlige personer der har modsat sig denne diskurs, eller kun delvis deler analysen, er blevet fordømt, og udskammet, som ”defaitister” og ”putinister”. Men hvorfor accepterer vi denne udlægning, hvorfor er det de såkaldte realister, og ikke liberalisterne der har et forklaringsproblem.
Som Machiavelli med stor visdom skrev i hans tid: ”Ham der negligerer, hvad er gjort, for hvad der burde gøres, imødekommer snarere sin undergang end sin bevarelse”. Denne læresætning er ikke blevet mindre sand med tiden. Tværtimod.
Idealister glemmer, at der sjældent er noget ”godt” valg, snarere at det gode valg er det mindst onde. Derfor vælger de ofte det stikmodsatte af, hvad der ville have været godt.
Som Peter Hitchens, engelsk journalist og konservativ beskrev, hvad han så, som et fejlet Tory parti i England: ”they zigged when they should have zagged and zagged when they should have zigged”. Dette udtryk kunne dog lige så godt være blevet brugt om dem der deler Applebaums ideologi.
Heraf tænker jeg overvejende på Pierre Collignon, Tom Jensen, Anders Storgaard og andre. Denne gruppering der hævder, at de er moralsk overlegne, samt rationelle i deres analyse, formår ydermere bl.a., for at det ikke skal være løgn at kategorisere Putin som imperialist, og dybt irrationel, hvis ikke psykopatisk, samtidig med at det påstås, at hans trussel om at bruge atomvåben er ”det rene fup”.
Magen til kognitiv dissonans og, ja, irrationalitet, skal man lede længe efter.
Yderligere virker selvsamme gruppe til at glemme hvad den liberale verdensorden også har været: imperialistisk. Nicaragua som Applebaum bl.a. refererer til blev okkuperet af USA i særdeleshed, mens Latinamerika blev bekriget af USA i almindelighed.
Hvorfor? Ja fordi USA kunne, og fordi amerikanske virksomheder i disse lande gerne ville have mere gunstige forhold. Det der drev amerikansk udenrigspolitik i denne periode, var progressiv politik, søsat af liberale politikere, hvoraf den mest epokegørende, sammen med Theodore og Franklin Roosevelt, var Woodrow Wilson; Den politiker der mestendels inspirerede Bill Clinton og hans udenrigspolitiske rådgivere i kølvandet på den Kolde Krig.
Resten af historien som den har taget sig ud indtil nu, kender vi. Den samme retfærdiggørelse af krige, den her gang i Mellemøsten, som blev kaldt noget andet end hvad de var, ikke meget ulig den måde Putin omtalte invasionen af Ukraine på.
Mange liberale vil måske indvende, at motivationen for den liberale ordens krige var noble (modsat Putins), og grundet i en universalistisk tanke om udbredelsen af tolerante normer og værdier. Her glemmes en anden vigtig læresætning, nemlig at: ”Universalisme for Vesten er imperialisme for resten”, som Huntington skrev allerede i 1996 i hans bog: ”Clash of Civilizations”.
Dette er blevet glemt, formentlig fordi det bliver fordømt og delegitimeret. Det gør det dog ikke mindre sandt. Det er derfor på tide, at spalterne bliver mere mangfoldige, et term der ellers er blevet korrumperet, men som er passende her, i dækningen af Ukrainekrigen.
