Engang var en nationalsang en lovprisning og en hymne til fædrelandet. Det var en slags kærlighedserklæring, en forelskelse. Det er det ikke mere. I dag er en nationalsang et stykke poetisk litteratur, som beskriver den danske natur.

Ord som nation og Dannebrog er så godt som fraværende, og det er utænkeligt at bruge begreber som fædreland og modersmål. Dette bliver man klar over ved at sammenligne nogle af de nye nationale sange med de gamle.

Både Oehlenschläger og Grundtvig kunne tage munden fuld, og med store ord hylde det danske land. De beskriver også naturen, men ikke uden at den hæftets på en udtalt national følelse. Det er Danmarks Guldalder, både hvad angår kunst og sprog: 

Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virke, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå.

Det er Oehlenschläger. Grundtvig skriver det således:

Kærlighed til fædrelandet
er den sande odelsret,
kærlighed og intet andet
elsker op en helteæt,
kærlighed in pagt med ånden
den får altid overhånden.

I 1850 skriver H.C. Andersen ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Samme år sætter Rung melodi til. Det er året efter grundlovens indførelse. Danmark er nu blevet en nation, og der er vel ikke en sang mere rammende en Andersens.

Tre melodier i takt med moderniseringen
I den nuværende Højskolesangbog har den fået tre forskellige melodier. Det er interessant at se, hvorledes disse melodier forandrer sig i takt med moderniseringen.

Hos Rung får den ikke for lidt. Melodien er pompøs og storladent. I slutningen af hver strofe gentages verset: ”Dig elsker jeg”. Det gør den ikke i de to andre nodebilleder. Man er ikke i tvivl om hensigten:

Danmark er ikke blot et stykke natur, men en forelskelse og dermed en kærlighedserklæring. I dag ville det være svært at synge Andersens sang på Rungs melodi. Det er vel kun Dansk Folkeparti, Tidehverv og andre nationale grupper, der kan det.  Den er ganske simpel al for tidsbundet og dermed al for patetisk.

I 1926 kommer Schierbecks melodi. Det er dén, de fleste kender. Her er nodebilledet reduceret, og vi har fået en skrabet version, som passer til mellemkrigstiden. Det bombastiske er borte, og det gentagende ”jeg elsker dig” er væk.  Den har stadig en reminiscens fra Rung, men den er til at synge, uden man bliver nostalgisk.

I 1995 kommer så den sidste melodi. Den er skrevet af Sebastian. Her er alt prompt og pragt borte, melodien er enkel og afspejler populærmusikkens minimalistiske tonebillede.

Et tonebillede som kunne bruges til stort set en hvilken som helst sang. Det nationalistiske bliver på den måde nedtonet, og melodien får et internationalt snit. Vi synger den uden de store lovprisninger, og uden det patetiske skær som er over Rung.

Skildring frem for lovprisning
På denne måde bliver en 175-år gammel sang nutidig. Blot ved at skifte nodebillede har sproget og stemningen ændret karakter. Den er blevet moderne, og er som sådan i tråd med de øvrige nye ”nationale” sange, der er i Højskolesangbogen.

Til gengæld er de nye sange skrevet i et sprog, som ikke lovpriser, men skildrer Danmark - ikke mindst dets natur. De fastholder det nationale, men i lyset af det internationale.

Det lokale bliver nu set i relation til det globale, og glæden ved Danmark og det danske er ikke længere bevidstheden om grænser, men derimod sansen for at være grænsesprængende, at vi er åbne for det fremmede og anderledes.

Fra rocken og poppen er der to nationale sange i Højskolesangbogen. Shu-bi-duas: ”Storken er en dejlig flyver” fra 1978. Her kan man stadig mærke det nationale. Der er ikke en kritik af lukkethed, og de priser Danmark som både dejlig og yndig.

45 år med multikulturel mangfoldighed
Otte år senere kommer Gnags med ”Danmark”. Her forvandles storken og storkereden, et dansk nationalsymbol, og der åbnes for diversitet. Der står i omkvædet:

Jeg kravler op i en stang
til det hjul de engang
kaldte storkereden
og råber:
Længe leve mangfoldigheden

Hermed er vi fremme ved nutiden. Også selv om det er ca. 45 år siden. Nu er det begreber som multikulturel, multietnicitet, multireligiøs, global, diversitet og mangfoldighed, der er kodeord.

Danmark er ikke længere en nation, man lovpriser som unik, selvstændig og beskyttet af grænser. Nu skal vi være grænsespringende, tolerante og åbne.

Fra national til global
I 1990 vinder den århusianske sangskriver og øko-trubadur Søren Eppler Grænseforeningens konkurrence om en ny dansk sang. Den hedder ”Stenen slår smut”. Den har en enkel melodi. Lidt lige som Sebastians genkomponering af Andersens nationalsang.

Sangen er på 7 strofer. Gennem sangen sker der en transformation. Den starter med det danske og nationale og ender med det globale og internationale. Moralen i sangen er, at vi som land og folk ikke må lukke os, men bør være åbne for farver og forskelligheder.

Det beskrives med et billede af en larve, som bliver til en sommerfugl. I begyndelsen er sommerfuglen en hvid kokon. Både farve og lukkethed repræsenterer det nationale. Men gennem sangen forvandles kokonen til en farverig sommerfugl, der flyver ud over grænser.

Farverne og det fri vingefang repræsenterer det åbne og mangfoldige:

Danmark, i dag
når jeg ser på dig
vågner mit hjerte igen
fuldt som kokonen der åbner sig
helt ud i verdenen
siger larven farvel
springer ud af sig selv
og bliver en anden.

Den samme forvandling finder vi også i redaktør og sangskriver Beatrice Vibes ”En stribe grønt” fra 2004. Hun taler om en ”ny berigelse i tiden”:

At vi som danske skal være vores nationale bevidsthed klar ved at være åbne for fremmede, og ved at tage imod mennesker med andre kulturelle evner og mønstrer. Der kunne nævnes flere nye sange med samme trivielle budskab.

Både sange og skole er forvandlet
Om ikke andet: Forvandlingen er en realitet. I hvert tilfælde i sangene her. Men det er også en realitet i selve Højskolesangbogen og dermed på højskolerne. Det er jo disse sange, som er kanoniserede, og dermed anvendes og synges af alle dem, som frekventerer de danske højskoler.

Det er også derfor flere af kernesangene er oversat til engelsk. Højskolerne er ikke længere frie danske højskoler, men er i stedet blevet internationale institutioner orienteret mod etnisk diversitet. Vil man være åben, er man nødt til at tale et sprog, som folk kan forstå. Derfor bliver det på engelsk.

Jeg har selv prøvet at synge Benny Andersens ”Se, hvilken morgenstund!” på engelsk: ”Look, real daylight soon”. Det er en mærkelig oplevelse. Det er som om stemme og stemning ikke passer. Det samme gælder for Grundtvigs: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. På engelsk:” A plain and active, joyful life on earth”.

Nu kan kineserne også synge Grundtvig, og dem har der været mange af på de danske højskoler. Det må unægteligt være mærkeligt for en kineser at synge om et jævnt og muntert liv. Har man været i Beijing, så er det ikke det første, man tænker på. Det er ikke jævnt, men et ujævnt og stræbsomt liv på jord.