Enhver, der har læst de store russere, er blevet slået af deres indignation over menneskets lod, og over det voldsomme udtryk, denne indignation finder hos dem. Det nærmest uhyrlige skyldes, at oprøret hos en Dostojevskij eller en Tolstoj ikke gælder bestemte, sociale forhold eller bestemte mennesker, men derimod, med Dostojevskijs ord, det al-menneskelige. Det gælder ikke en bestemt verden, men derimod kosmos. Derfor er de dybder, vi finder her, heller ikke psykologiske, som man siger. De er metafysiske og i sidste ende religiøse.
Selv i det omfang, indignationen gælder det russiske samfund, gælder den noget mere end det, nemlig et oprør imod verden og imod menneskeligt samfund, som vi hidtil har kendt det. Af samme grund forstår vi vesterlændinge så lidt af, hvad der var på færde i den russiske revolution. Vi forstår ikke, hvad der motiverede den.
Vi har måske nok hørt, at der gik nogle revolutionære bevægelser forud, om kupforsøgene i 1905 og tidligere, om nihilismen og om anarkismen. Men det er hele det 19. århundredes russiske kultur, litteratur og filosofi, der må forstås som førrevolutionær. Det hævdes med størst styrke af Nikolaj Berdjaev (1874-1948), der selv var med i de revolutionære bevægelser.
Hvis vi nu vender os mod revolutionen i 1917, så lad os se netop det i øjnene, som ingen nogensinde har forstået ved den: At den skete netop i Rusland. Det burde den ikke have kunnet.
