Essay

28.07.26

Premium

Han, hun og politik

Manden er i krise, kvinden er klemt, drengen er tabt, moderen er belastet, faderen er fraværende, og den unge mand står med kaviar på håndryggen og truer den demokratiske verdensorden. Kønsdebatten hævder konstant at hylde forskellighed. I praksis kan den ikke tåle forskellighed, før den er blevet organiseret og fordelt i to nogenlunde lige store bunker.
  • Dette er første del af serien Frihed eller køn?, der undersøger den politiske trang til at gøre mænd og kvinder til repræsentanter for hver deres historiske projekt. Først møder vi den unge mand i brede revers, den borgerlige kvinde med delt barsel og en offentlighed, der kan forvandle selv et bukseben til en samfundstendens.

Den unge mand er dukket op i dansk politik. Det kunne man for nylig læse i Weekendavisen, som havde identificeret ham ved hjælp af et sort jakkesæt, markante skulderpuder, cigaretter, dyre ure, kaviar og en usædvanlig interesse for atomkraft.

Hvordan danske mænd indtil da havde undgået offentlighedens opmærksomhed, blev ikke opklaret. Måske havde de gemt sig blandt landets håndværkere, fædre, programmører og mellemledere. Måske manglede de blot de rette bukser.

Kort efter dukkede den borgerlige kvinde også op. Hun havde karriere, delt barsel, au pair og vanskeligt ved at genkende sig selv i de unge mænds bukseben. Dernæst erfarede vi i Information, at kvinden muligvis er venstrefløjens nye arbejder. På få uger havde dansk opinionsjournalistik således genfundet begge køn og straks organiseret dem politisk.

Det er i sig selv en præstation. Menneskeheden har kendt til mænd og kvinder i nogen tid, men først nu er det åbenbart blevet klart, at de udgør hver deres politiske projekt.

Forskelligheden bliver organiseret
Det er ikke, fordi jeg ønsker mig tilbage til dengang, mænd blev betragtet som familiens naturlige overhoveder, kvinder som dekorative husholdningsfunktioner og ægteskabet som en mindre effektiv lokalafdeling af enevælden.

Man kan sagtens finde traditionelle kønsroller både klaustrofobiske, kedelige og uegnede som lovgivningsmæssigt ideal uden derfor at gøre kønnet til centrum for enhver analyse af samfundet.

Men det er efterhånden svært at læse en avis uden at erfare, at manden er i krise, kvinden er klemt, drengen er tabt, moderen er belastet, faderen er fraværende, og den unge mand står med kaviar på håndryggen og truer den demokratiske verdensorden.

Kønsdebatten hævder konstant at hylde forskellighed. I praksis kan den ikke tåle forskellighed, før den er blevet forklaret, organiseret og fordelt i to nogenlunde overskuelige bunker.

Premium

For at læse videre skal du tegne abonnement.

Månedlig betaling

55

Årlig betaling

550

Kontrast er et uafhængigt medie med analyser, perspektiv, kultur, politik og debat.

Vi giver dig borgerlig journalistik uden det blegrøde skær, der præger mediebilledet.

Vores frontkæmpere i teamet ’Modløberne’ serverer borgerlig kulturkamp med bid, humor og viden.

Vi giver kontant modspil til tidens trends.

Vi gør det attraktivt at være sig sin borgerlighed bekendt.

Dit borgerlige fællesskab