Jeg har faktisk læst den før, men den ligger et sted i en af mine flyttekasser. Og de er gemt væk, så længe jeg venter på at flytte ind i vores nye hjem. Jeg glæder mig til det lille sted. Jorden, friheden, dyrene omkring os. Den smukke natur. Det er et stille sted, præcis som jeg kan lide det.

Min kæreste siger, hun gerne vil plante nogle tomater, lidt agurk, måske nogle bær, nogle gulerødder, så vi har gode ting at spise hen over sommeren. Hun kunne måske endda bage en kage med bærrene, ligesom de gør, hvor min familie kommer fra i Tyskland. De laver altid plotser, som de kalder det, hvor man bare smider bærrene ned i en smørdej.

I dag havde jeg fri fra arbejde, så jeg besluttede mig for at tage ud på landet, eller rettere sagt til den jyske vestkyst.

Vejret var godt – ikke i starten, men bare et par kilometer inde ændrede det sig. Vinden lagde sig, solen kom frem, og det var faktisk omkring 15 grader.

Ingen ende på Paris
Når folk kørte forbi mig – selvom der kun var få biler – vinkede de til mig, som om jeg var kongen af Danmark. Men jeg tror bare, at de aldrig har set en mand gå og læse. Men når jeg læser, så bevæger benene sig helt af sig selve. Det er næsten, som om historien skrider frem, og mine ben følger fortællingens tidslinje.

Bogen, jeg taler om, er Der er ingen ende på Paris af Hemingway. Jeg startede fra side 79, og jeg nåede næsten at blive færdig med bogen. Jeg læste faktisk noget højt for vores ansatte i køkkenet for to dage siden fra de første 78 sider.

Vi lavede en "The Last Word"-cocktail, og jeg syntes, det var en sjov ordleg at drikke sådan en cocktail med nogle flere sidste ord til, om man så må sige.

Hemingway er hård overfor F. Scott Fitzgerald i de første afsnit, men det er morsomt, når de drikker vin direkte fra flasken, og Hemingway siger, at det er dragende, fordi det er en smule forbudt, næsten som et tabu. Han beskriver det i retning af en ung pige, der prøver at bade uden badedragt for første gang. Det er et godt billede, en metafor, som er vidunderligt placeret. Det er Hemingway.

Der kommer altid en ny historie
På min gåtur i dag talte jeg i telefon med min mor og en god ven, som har solgt kunst det meste af sit liv. Han solgte endda kunst under Muhammedkrisen i Danmark. Ja, han er noget for sig, og vi har altid gode samtaler, indtil nogen ringer til ham med en eller anden sjov situation.

I dag var det noget med, at hans bil var brudt sammen, og han havde brug for en chauffør, så vi lagde på. Men vi fortsætter nok snart igen, det er jeg sikker på. Der kommer altid en ny historie. Det er derfor, vi lægger på igen.

Folk giver mange sofistikerede grunde til, at de har lukket deres Facebook, deaktiveret den eller er mindre på sociale medier. Jeg tror ikke, mine grunde er så sofistikerede. Jeg er bare ikke særlig god til at håndtere al den information.

Det er næsten som om, mit bundkort er træt. Jeg kan ikke koncentrere mig. Og selvfølgelig er der manglende søvn, fordi jeg sover på en lille madras. Men det er ikke det eneste. Det er bare sandt, at jeg ikke er i stand til at håndtere al informationen i den moderne verden.

Bare et enkelt glas Barbaresco
Det steger min hjerne, som et stykke fisk på for høj varme, hvor fileten bukker sammen, og tilberedningen går i vasken. Og det giver mig lyst til alt for mange øl bagefter. Eller måske en dejlig vin, en Barbaresco, som man ikke bare tager ét glas af. Eller to. Eller tre. Men ender med hele flasken og noget oveni. Det er bare ikke sundt.

Der er også omsorgen for sproget. Hvis jeg bliver bombarderet med lortetekster, gnaver det sig ind i mit eget sprog, og jeg begynder at skrive ordsalat. Eller jeg skriver ikke sandt og ægte. Jeg skriver ikke den gode historie. Jeg skriver en klog historie. Jeg skriver ikke den gode, enkle sætning. Jeg skriver sætningen, som en smartass med blanke, spidse sko og et lidt for lusket smil ville skrive, fordi han ved, at de signalerer til hans kulturkreds, at han er klog på den rigtige måde.

Ingen spidse sko
Men herude i den smukke natur er der ingen smarte sætninger og ingen spidse sko, der gør noget som helst værdifuldt. Jeg har mine vandrestøvler på, og jeg læser Hemingway. Sandere end sandt. Og det samme med naturen. Naturen herude er sand. Ikke forstyrret af for meget havearbejde. Bare rå.

Der var endda duften af gylle, fordi der var nogle landmænd, der passede markerne i dag. Et smukt, råt landskab, den smukke råhed i Hemingway. Og den smukke råhed i mig, der ikke er forbundet med andet end dette øjeblik.