Jeg vågnede med rejsning og havde lyst til at elske med min kæreste. Men hun er fløjet til Afrika med familien. Der er ellers noget særligt ved at elske uforstyrret med udsigten til marker og dyr. Men i stedet stod op jeg op, lavede mig en stærk kop kaffe og sagde godmorgen til hundene, Bella og Albert.

Bella er familiens hund, Albert er en cocker spaniel, som min kæreste og jeg fik ved et lille lykketræf. Vi greb chancen, da tilbuddet opstod.

Jeg skal passe familiegården, imens de er bortrejst. I gamle dage gik der malkekvæg på de 66 hektar. I dag er der fire heste, høns, hunde og katte. Fyret skal fyldes med træpiller i sække, der står i den ene lade. Jeg øver mig på at gå med tre sække på skulderen. Hver sæk vejer ca. 16 kilo. Men én ting er vægten en anden er, at det er svært at få de tre aflange sække op og balancere på hinanden.

Når jeg går ud på gårdspladsen, står hønsene klar ved indgangen til hønsegården. I dag gav jeg dem blade fra rosenkål og deres sædvanlige foder. De har også et grønt drikkekar til vand, som er frosset til. I nat var der minus 10 grader.

Dyrenes vand fryser hurtigt til ved sådanne temperaturer om natten. Isen skal bankes fri. og derpå fylder jeg frisk vand i deres drikkekar. Det skal gøres flere gange om dagen. Ude ved hestene er der varme i den vandslange, der fører til deres drikkekar, men, når det er rigtig koldt, fryser overfladen også til. Det skal løsnes. Jeg plejer at bruge en hammer. Et par slag, og så kan hestene drikke igen.

Jeg er ikke vant til at være bondemand. Jeg er opvokset i et parcelhuskvarter ved Viborg og har sidenhen boet i lejligheder i midtbyen i de større byer indtil for godt seks år siden. Jeg har forandret mig over tid. Selvom jeg troede meget af min habitus var knæsat i slutningen af mine 20'ere, tog jeg fejl.

Fra laksko til læderstøvler
Da jeg flyttede fra byen for at drive hotel ved Vestkysten med min bror, var jeg blevet træt af støj, stress, fristelser. Man mærker det ikke, når man er der. Men, når man kommer væk, står det frem. Det er som et adrenalinsus, sjovt, når det står på, men det får også krop og sind til at rase afsted i det røde felt.

Da jeg mødte min kæreste, var det en forlængelse af min egen forandring. Fra laksko til læderstøvler. Hun er landmandsdatter, og på vores første stævnemøde var vi begge iklædt vandretøj.

Jeg kan godt lide, at man gør noget ud af sig selv. Men da jeg drev hotel på Vestkysten, så jeg mange byboere komme gående i hvide sneakers, med bare ankler og mærkværdigt indfarvede dunjakker i hård vestenvind og regnvejr. Det svarer til at køre med snekæder en sommerdag.

De tre katte sidder ofte på halmballerne i laden, hvor også træpillerne står. De er sky, men man forstår dem; de har levet et langt liv netop ved at være forsigtige og kampdygtige, så der går tid, før de stoler på nye mennesker. Jeg fylder deres foderskål op og fylder halm i en trillebør, så hestene kan få lidt godt, når de står på marken.

Katten Mulle kommer af og til hen, når jeg arbejder i laden. Hun må have bemærket, at jeg fylder madskålen. Hun vil nusses og knurrer venligt. Jeg kan se min ånde skabe damp i den kolde luft. Det er hyggeligt at opleve dyrene på egen hånd. Der er bare mig og dyrene på de 66 hektar. "Fortættet ro," som min afdøde ven Bo Nake, ville sige.

Hun forstår mere om mig end jeg om hende
Den ældste hest, Freya, som er lige så gammel som jeg, bliver lidt tynd om vinteren. Jeg giver hende godt med foder, men lukker hende ind i folden sammen med de andre heste, når det bliver aften. Der har været ulveangreb på egnen, og hun står bedre blandt de yngre, stærke heste end for sig selv på marken. Hendes øjne er dybe og brune. De kan have tendens til et rødligt skær, fordi kødet om øjnene er lettere blodsprængt.

Men det tager ikke noget fra hendes skønhed. Cognacbrun og med lang fin pels. Hun har god appetit og brummer, når jeg guider hende hen til hendes madtrug. Jeg har en fornemmelse af, at hun forstår mere om mig, end jeg forstår om hende.

Jeg plejer gerne at give Freya lidt gulerødder og æbler. Og så står jeg vagt ved hende, så de andre heste ikke snupper hendes mad. I en hesteflok er der et klart hierarki. Men som menneske er man nødt til at sørge for, at man ikke bliver løbet over ende.

Min søn blev afleveret af min eks og var sammen med mig på gården fra onsdag til søndag. Han er fem år. Og utrolig. Det ved jeg godt, alle forældre vil sige om deres børn. Men min søn tog del i alle pligter, var generøs, ordentlig, eftertænksom og lykkelig.

Jeg spekulerer stadig over, hvordan jeg har gjort mig fortjent til den slags søn. Men jeg gør mig umage med at sætte grænser uden at overtræde hans "ukrænkelighedszone," som Løgstrup kaldte det. Vores cocker spaniel, Albert, er hans store kærlighed. Men Albert er også god. Jeg savner ham ofte, når jeg ikke er sammen med ham. Som nu.

Gud i en hverdagssituation
I går var jeg ude at løbe med Albert. Jeg havde købt en ny line, jeg synes passede til formålet. Han får enhver trænet maratonløber til at virke som en vittighed, når han først sætter i løb.

Vi løb seks kilometer. Han trækker mig gennem hele løbeturen. Jeg er forundret over, at denne lille hund har en sådan styrke og kondi. Man kan tilgå det på flere måder, som jeg sagde til Kasper Støvring for nylig; enten er man træt af, at han hiver i linen og trækker i mig - eller også føler man en gudbenådet lykke over at opleve Gud i en almindelig hverdagssituation. For Albert er guddommelig; man skal bare åbne øjnene.

Bella er god, som dagen er lang. Men ikke så godt trænet. Hun har dog respekt for mig. Og det hjælper. Hun er en smuk landlig, helt lys labrador. Hendes bagben er præget af lidt slidgigt, men hun kan faktisk løbe med imponerende hastighed, hvis fanden tager hende.

Og hun elsker godbidder. Jeg sørger altid for at have godt med gode, sunde godbidder i en lille pung. Alt fra tørre stykker hestekød, hestelunge, laks, vildsvin, lever og okse. Til at informere dem om, at de skal kigge forbi mig og "sitte", bruger jeg en stormfløjte. På 66 hektar kan de løbe vidt omkring. Men de kommer og sætter sig. Og får deres godbid. Og jeg forventer større lydighed, når jægerne skyder i området.

Mening
Nu, hvor jeg gennemlæser, hvad jeg har skrevet, bliver jeg lidt trist. Jeg savner dyrene og naturen. Der er noget eksistentielt over denne væren. Den kan ikke genskabes i byen. Jeg ønsker ikke partout at kritisere bylivet, men det er bare ikke for mig længere. Modsat hvad det var engang.

Midt i denne tumultariske verdenssituation står det mig klart, at jeg finder roen ved at slukke de fleste apparater og blot være til i pligterne. Ingen har ved lov beordret mig til at gå lange ture med hundene eller sætte mig på marken med en øl og en pose gulerødder og tale med hestene i deres revir.

Men det giver mening. Det giver mig dybere mening end så meget andet. Jeg bliver mere træt her på gården, mere liderlig, mere rolig, mere menneske. Kan det være sandt? Sådan føles det.

Min søn og jeg har læst Harry Potter og De Vises Sten og set gamle afsnit af Lucky Luke. Der er meget fantastisk sang og musik i disse gamle Lucky Luke-tegneserier; det er simpelthen mægtig godt. Mere kan jeg ikke bede om. Jo, undskyld, flere børn, selvfølgelig. Min naive drøm er et sted i naturen med børnene og dyrene.

Lige nu er jeg hjemløs. Men jeg kan forestille mig det hele.