Ved universitetet skrev han bemærkelsesværdige opgaver. Man betragtede ham som en kommende visionær. I ånden elitær og i hjertet arrogant – men med stor forståelse for væren og tid. Glatbarberet og skaldet som en genopstanden Foucault, og i sin litterære stil ligeså olieret som grækeren Marcus. Carl Høgh var ved at blive verdenskendt – i akademiske fodnoter.
En tidlig eftermiddag sad han uden for en lille café tæt på Montmartre og bestilte en café au lait og et par småkager. Forelæsningerne var forbi. Foucault, Derrida, sågar Rousseau. Tankerne bevægede sig som kraftige bølger i hans sind. Rank, slank og storrygende; her sad han og betragtede verden som et lærred fyldt med pletter af blod – forårsaget af hans intellektuelle slagkraft.
Han tog sin blok frem og skrev nogle noter ned om Rousseau: “Seks børn bortadopteret. Men hold fast i idéerne – mennesket har ingen betydning... Læs mere...” Da han havde skrevet sætningen, begyndte hans tanker at kredse om en idé, som ingen vidste, han bar på. På én måde erotisk, på en anden måde sadistisk – ja, ligefrem morderisk.
Men for nu slog han tanken hen. Han tog en slurk af sin café au lait og spiste en af småkagerne. Han kiggede ned på sin blok igen og skrev videre: “Foucault; de fede amerikanere, der mener, Foucault blot var en pervers bøsserøv – og værre endnu: de danskere, der har hørt amerikanere sige, at Foucault bare var en perverteret bøsserøv.”
Han knugede blyanten mellem fingrene i raseri og spiste endnu en småkage. Han kunne mærke de dystre tanker komme igen – som en bybus, der kører i ring. Igen og igen.
"Hej Carl!" råbte en af hans medstuderende, der kom cyklende på en herrecykel, der havde set bedre dage, og hvor gummiet på det rustne baghjul var plaget af en sivende punktering.
Hjemme på sit værelse – pyntet med plakater i sort/hvid af franske intellektuelle – satte han sig ved sit skrivebord for at skrive dagbog. Han skrev ikke for at dokumentere sin hverdag, men for at leve som en ægte filosof. Han var også begyndt at ryge og spise baguette – som han ellers anså for tomme kalorier i samme omfang som de flestes menneskers tilværelse.
“Kan de ikke bare holde deres kæft!” hviskede han til sit indre øre. Carl mente, at samtalen først begyndte, når han åbnede munden. Alt før og efter hans bidrag var ofte lavpandet og uden tilstrækkelig kompleksitet.
Hans medstuderende havde et ambivalent forhold til Carl. Respekten var i lige dele funderet i frygt for hans fænomenale evne til at bruge sproget som våben – og en intuitiv modstand mod den stilsikre ligegyldighed, der udsprang af hans mangel på ægte empati.
Han åbnede sin dagbog og skrev: Dagbog, tirsdag aften. De taler, de smiler, de deler. Hver gang nogen siger “jeg føler”, dør en sætning med substans. I dag talte jeg med et menneske, der brugte ordet “fællesskab” tre gange på fire minutter. Jeg ved ikke, om jeg skal give ham en krammer eller smide ham ud foran en sporvogn. Ikke i vrede – men som en slags oprydning.
Jeg så også et menneske smile uden årsag. Total mangel på indre form. Jeg er observatør, ikke psykolog. Det hele ligner terapi. Hvad blev der af ideen om, at man først har ret til at tale, når man har forstået tænkning? De ser på mig, som om jeg er kynisk. Men hvad er alternativet? At sidde og spise hummus med nogen, der tror, Kierkegaard er en café?
Jeg tror, jeg skriver noget i morgen. Noget, der skærer igennem dem. En tekst, der får de venlige til at ryste og de dumme til at føle sig krænket. Arbejdstitel: “Hold dog din kæft.” Han var udmattet, men tilfreds. Han gik ud på badeværelset med de brune klinker på væggene og det skingre lys fra en art deco-lampe i loftet og kiggede på sit spejlbillede, hvorefter han skyllede ansigtet i koldt vand.
Han så på sit armbåndsur – et arvestykke fra bedstefaderen – og bemærkede, at klokken var mange. Han var sent på den. Denne aften skulle alle mødes ved La Bohème. La Bohème var en café om dagen, og om aftenen forvandlede stedet sig til en kulmination af ungdommens virilitet og de modne intellektuelles kuldsejlede granskning af nihilismens udkant.
Her blev talt om sidste uges hor, om ophøjede kunstneriske visioner; der blev drøftet kontinentalfilosofiske problemstillinger og fejret med lige dele champagne, Chartreuse og Gevrey-Chambertin.
Carl kunne mærke beruselsen fra de mange glas Chartreuse sætte ind. Hans mørke tanker fra tidligere kom tilbage. Mørket opførte sig som et insekt, der udnytter selv den mindste sprække. Lyden af højlydte stemmer blandede sig med den knasende musik fra slidte plader og indhyllede ham som et fyrtårn i stormvejr.
På vejen hjem gik han ned ad en smal korridor – en hemmelig smutvej for dem, der kendte området. Han vidste, at den berømte beværtning lå tæt på hans hjem. Kun få hundrede meter derfra. Han kunne ikke lade være. Han måtte stille sin nysgerrighed.
Da han ankom til stedet og stillede sig foran trappen, stod han i lyset fra de to lanterner, der hang på hver side af døren. La Familier, stod der på skiltet. Han havde aldrig været derinde, men han havde hørt historierne. Når han lukkede øjnene, følte han, at han vidste, hvordan det så ud.
Han tog fat i døren og gik ind i en længe ventet drøm. Han gik op til baren og forsøgte at presse sig ind mellem to ældre herrer. Bartenderen kiggede på mændene, lavede en bevægelse med hånden, og de rykkede til siden. "Champagne?!" råbte bartenderen. "Ja tak," sagde Carl.
Et virvar af krystalglas, der klirrede. Røg fra cigaretter ved hvert bord. Velkendte herrer og damer i alle afskygninger; det var det berømte La Familier. Han stillede sig ved et højbord monteret til væggen, trak sin tobaksæske op og tændte en cigaret. Foucault havde drukket her, sagde man. Måske en myte - men det gjorde stedet helligt.
En yngre, lettere overvægtig mand i hvid skjorte, seler og slips kom hen til Carl. Hans ansigt havde et venligt og naivt udtryk. Har du en cigaret?" spurgte han. Carl stak ham én uden at svare.
"Spændende sted, ikke?!" sagde manden. Carl smilede forsagt.
"Du ser dejlig ud. Skandinavisk. Og hernede er der mange danskere. Mange søger sjove oplevelser. Det gør du vel også?" "Georges i øvrigt," sagde manden og rakte hånden frem. "Carl."
De begyndte at tale sammen om kunsten hernede; eksperimenterende og ofte med erotiske undertoner. Carl fortalte om sine filosofiske studier – Georges om sin uddannelse inden for litteratur.
"Litteratur, siger du. Jeg læste lige Melvilles bog for nyligt. Hvad tænker du om den?" spurgte Carl. "Altså, Moby Dick?" spurgte Georges. Carl nikkede. "Melville skrev den angiveligt for at få råd til alkohol og tobak. Det tog ham ikke lang tid at skrive alle siderne. Vild bog. Kaptajn Akab er godt skildret."
"Nå, tak for cigaretten," sagde Georges og gik op til baren for at hilse på to nytilkomne unge kvinder.
Carl kunne mærke sin beruselse vende tilbage. Men denne gang mere behagelig, afslappet. La Familier virkede pludseligt ikke fremmed. Stedet føltes nu som det velkendte ansigt på en person, man ikke kan huske, hvor man har mødt.
Oppe i baren havde Georges startet en samtale med to kvinder, der begge var klædt i vovet tøj. De var unge og smukke. Georges fortalte en vittighed, som de grinede højlydt af, og da Carl kiggede på dem, vinkede de til ham. Han fandt sin notesbog frem og skrev: "Socialisme; kommunisme; kapitalisme; det hele er det samme; det er medløberne, den er gal med. Medløberne!"
Carl kunne godt lide Georges' selvtillid. Den venlige, ligefremme facon. De naive og godmodige øjne. Men hans frivolitet fremstod svulstig og vulgær i selskab med Carls intellektuelle distance.
"Et glas champagne mere," sagde Carl. Hans penge var ved at slippe op, men han var rig på dyrekøbte tanker.
"Er du ved at være klar?" sagde Georges. Gennem tågen af cigaretrøg mistede Georgs ansigt for et øjeblik sine konturer, og tilbage var kun øjnene og den blege hud, der stirrede på ham på klods hold. Kvalmende, men alligevel tillokkende; som en mulighed for at gøre noget, der lå uden for samvittigheden, men inden for filosofien.
De gik sammen ud af døren til La Familier. Carl blev drevet frem som en væddeløbshest under pisken. "Vent på mig og damerne," sagde Georges. De gik langs en lille gyde, der kun få steder var oplyst af gadelygter. Georges gav tegn til, at de skulle gå til venstre ved næste vej.
Carl kunne mærke spændingen stige ham til hovedet. Han tænkte på Foucault, Rousseau og Derrida, imens de gik gennem nattemørket. Han konkluderede, at hans forbilleder ville have forstået ham – måske ligefrem bifaldet begivenhederne?
"For dette måtte ske. Det var en fordring, som i hvert fald Foucault ville have forstået," tænkte Carl.
Georges låste dem ind via en gammel port i en bygning i byens romantiske kvarter. "Damerne først," sagde Georges, da de skulle gennem porten.
Den ene kvinde var 18-årige Johanna fra Frankrig, og den anden var 20-årige "Nadi" fra USA. Johanna var petit, havde blondt hår og et harmonisk, varmt ansigt. Hun havde en kunstnerisk hat på, der fik hende til at ligne en jomfruelig udgave af Marlene Dietrich. "Nadi" havde mørkt hår, var mere robust bygget og havde et mere bestemt ansigtsudtryk, men var ligeså nydelig på sin egen måde.
Carl kunne ikke lade være med at betragte de to kvinder som løsagtige, men nærede samtidig sympati for deres naivitet. "Det er ikke alle forundt at kunne tænke sig om," sagde han til sig selv.
"Stairway to heaven," sagde Georges grinende, imens han pegede i retningen af nogle trapper til højre for døren. Da de kom op i lejligheden, tændte Georges for sin pladespiller. "Rolling Stones," sagde Carl, da første nummer startede. Georges nikkede. "Jeg har noget til dig, Carl. Vi skal have det sjovt. Damerne er også klar. Kald det 'dekonstruktion', om du vil," sagde Georges med et smil.
"Nadi" og Johanna sad i vindueskarmen og røg, imens Carl og Georges kiggede i pladesamlingen. "I to!" råbte Johanna og smed sine stilletter på gulvet. "Jeg vil gerne bestille fodmassage til Nadi og mig. Og mere vin, tak."
"Pligterne kalder, Carl," sagde Georges.
Det var tidlig morgen, og solen brød gennem en del af vinduet, hvor gardinet ikke var trukket for. Carl rejste sig fra sengen og satte sig i en stol ved vinduet. Johanna lå nøgen i sengen og sov. Georges trak vejret dybt fra en madras på gulvet. "Nadi" havde tegnet et symbol med læbestift på spejlet og var gået til ro på en sofa i bordeauxrød velour.
En ny erkendelse havde ramt ham. Han ville straks tilbage til arbejdet med filosofien. Han ville genopdage detaljerne fra gårsdagens rejse til filosofiens grænser. Et øjebliks frivolitet var blevet hans vej ind til en dybere filosofi; den grænseløse.
Carl tændte en cigaret og bemærkede, at hans hænder sitrede mere end almindeligt efter en lang nat med alkohol og cigaretter. Han fandt sin blyant frem og skrev én sætning i notesbogen: “Det, der begynder i idéen, ender i kroppen.”
Nu forstod han endelig Foucault i Tunesien.
