Det burde have været et stykke dansk stolthed, fremvist med værdighed under Kulturnatten: en af de både, der i oktober 1943 sejlede danske jøder i sikkerhed til Sverige. I stedet blev den gemt væk. Arrangørerne vurderede, at sikkerhedsrisikoen var for høj. Ikke på grund af bådens tilstand — men på grund af dens betydning.

Når et museum i Danmark ikke tør vise et redningsskib, fordi det kan vække vrede og trusler, er det ikke blot en teknisk beslutning. Det er en tavs indrømmelse. En erkendelse af, at jøder i Danmark ikke er trygge. At historien om deres redning nu må beskyttes mod nutidens reaktioner.

Institut for Menneskerettigheder har for nylig udgivet en undersøgelse om jøders vilkår i Danmark. Den viser, at 96 pct. af de adspurgte danske jøder har oplevet eller overværet antisemitisme inden for de seneste 12 måneder — enten online eller i det offentlige rum. 39 pct. angiver, at de har været udsat for tilråb, trusler, chikane eller vold på grund af deres jødiske identitet. Og 72 pct. har afholdt sig fra at ytre deres mening offentligt — af frygt for konsekvenserne.

Enhedslistens afledningsmanøvre
I P1-debatprogrammet “Voksende jødehad?” fra den 8. oktober fortalte ph.d.-studerende og jøde Jonathan Mizrahi-Werner lignende historier. Om hvordan han og andre jøder frygter for deres sikkerhed i Danmark. Han har sågar overvejet at forlade landet, fordi jødehadet er blevet så massivt. Han fortalte, at mange jøder ikke tør ytre sig offentligt. At han selv kun gør det med store betænkeligheder. Og at han ved, det langt fra er risikofrit.

Enhedslistens Peder Hvelplund deltog også i debatten. Sammen med den pro-palæstinensiske aktivist Huda Al-Kabani var han dog mest optaget af at tale om Israel — og af at understrege, at man skal adskille kritik af Israel fra jødehad. Det er en klassisk afledningsmanøvre. De dyrker en selvmedlidende offerfortælling midt i en debat, der handler om landets mest udsatte minoritets sikkerhed — og kan på ingen måde se, hvor selvafslørende det er.

Jonathan Mizrahi-Werner påpegede, at det er helt skævt, hvordan debatten lynhurtigt drejes væk fra det stigende jødehad. At Enhedslisten til tider mistænkes for at have svært ved at holde sig til kritik af staten Israel, er ikke forkert — og heller ikke uforståeligt.

Rødt Venstre
I 2024 afholdt partiet et ekstraordinært årsmøde, hvor partitoppen søgte mandat til at smide fraktionen “Rødt Venstre” ud. Konflikten handlede blandt andet om, at betydelige dele af baglandet ikke ønskede, at Enhedslisten skulle droppe samarbejdet med en palæstinensisk terrororganisation — eller i det hele taget tage afstand fra Hamas’ terrorangreb.

Enhedslisten har en lang historie med tætte bånd til palæstinensiske terrororganisationer. Deres tidligere folketingsmedlem Christian Juhl inviterede eksempelvis medlemmer af terrororganisationen PFLP til møder på Christiansborg — mindst to gange.

Holder vi os til nutiden, delte Enhedslistens politiske frontfigur Pelle Dragsted i august en video fra en af de utallige palæstinademonstrationer. I videoen lød kampråbet “Death, death to the IDF” — død over det israelske militær.

Enhedslistens nazisprog
For nylig lagde Enhedslistens folketingsmedlem Victoria Velasquez en video op efter sidstnævntes mediestunt, hvor hun uden tilladelse forsøgte at sejle direkte ind i en krigszone. I videoen, optaget på forhånd, siger hun, at hvis vi ser denne video, er hun blevet “kidnappet” af det israelske militær. Hun siger ligeledes, hvad der er blevet en automatsætning, at Israel begår folkedrab.

Sandheden er, at hun blev tilbageholdt og var hjemme i Danmark halvandet døgn senere.

En af hendes med-aktivister fra båden lagde efterfølgende en video op, hvor hun blandt andet siger: “Jeg er kommet sikkert hjem til Danmark efter at have siddet i koncentrationslejr, i torturfængsel i Israel…” Hun bruger naziterminologi mod den eneste jødiske stat i verden. En koncentrationslejr — vil du da holde op!

I de rigtige koncentrationslejre under Anden Verdenskrig blev jøderne tortureret og skulle tvangsarbejde sig selv ihjel. Og hvis det ikke virkede, blev de gasset. Begge aktivister var derimod hjemme i København i god behold, kort efter at deres anholdelse.

Utilsigtet antisemitisme
Ekstremismen i Enhedslisten og andre fra den yderste venstrefløjs udtalelser og handlinger, peger på at der ligger mere end blot kritik af staten Israel bag. Eksemplerne er for mange og for ekstreme til, at det kan reduceres til kritik af en stat. Jeg vil ikke anklage nogen for jødehad uden at være overbevist om intentionen — og det er jeg ikke her.

Jeg tror i stedet, vi ser en slags utilsigtet antisemitisme. En, der har rod i at være et stærkt ideologisk menneske. Et menneske, der opdeler verden i gode og onde — og som er så gennemsyret af sin ideologi, at det ikke længere evner at se den konkrete virkelighed.

De ellers så minoritetsbevidste og progressive mennesker ser ikke, at de med deres retorik og handlinger opildner til det ældste og mest reaktionære had: jødehadet. Og at det går ud over den mest udsatte minoritet i landet: jøderne.

Polariserende godhed
Ideologien består af en klar og tydelig opdeling mellem de gode og de onde, de undertrykte og undertrykkerne. Jøderne er velhavende og hvide — derfor kan de kun placeres i toppen af skurkehierarkiet. Og venstrefløjen har altid grebet til ekstreme metoder, når det handler om kampen mod hovedfjenden. Og hvad er det værste, man kan anklage jøderne for? Jo, det Victoria Velasquez og de andre aktivister gør: at være ligesom nazisterne. At begå folkedrab. At sende folk i koncentrationslejre.

Mens de kendte til Internationalt Forums terrorforbindelser valgte de alligevel at støtte deres Palæstina-demonstrationer gennem Københavns gader. Demonstrationer, hvor der gjaldes “From the River to the Sea”, mens de marcherer ned ad gaden — de selvsamme gader, hvor jøder af frygt for deres sikkerhed beholder kalotten i tasken. For København er ikke et trygt sted at være jøde i.

På Carolineskolen, en jødisk privatskole i København, træner eleverne deres ageren i tilfælde af angreb. Hver dag mødes de af bevæbnede betjente, kameraovervågning, sikkerhedssluser og høje hegn. Sikkerhedsniveauet er fastlagt af danske myndigheder, og for børnene er det en naturlig ting, at de ikke bare kan gå ind og ud af skolens område. Sådan er det bare.

Fra "aldrig igen" til "nu"
Sikkerheden omkring Danmarks jødiske institutioner blev ikke opfundet som reaktion på den nuværende situation eller terrorangrebet på den københavnske synagoge i 2015 — den blev intensiveret.

Allerede før angrebet var sikkerhedstruslen en del af dagligdagen. Terroren mod synagogen viste blot, hvor nødvendige sikkerhedsforanstaltningerne er. Den gjorde truslen synlig, men ikke ny. Dan Uzan døde som bekendt, da han under angrebet stod vagt foran synagogen, mens en bar mitzvah var i gang inde i bygningen.

Jeg har ofte hørt sætningen: “Tænk, at vi ikke er kommet længere i (indsæt årstal).” Her i 2025 tænker jeg, at det er vildt, at vi så hurtigt er kommet tilbage til en tilstand, hvor “aldrig igen” er blevet til “nu”.

For jeg er vokset op med fortællingerne, filmene, kunsten og stoltheden. Fortællingerne om den forfærdelige behandling af jøderne — og stoltheden over at være en del af et dansk folk, der gjorde modstand. Hvor vi havde skibe, der sejlede jøderne i beskyttelse.

Godt nok har jødehadet aldrig været væk. Det har ligget latent. Men nu er det blusset op i uhørt grad. Nu kan vi end ikke vise skibet til Kulturnatten. Nu er stoltheden kun af historisk karakter. Nu kan vi ikke andet end at græmmes.

Over ideologiske politikere, hadske demonstrationer og at jøder måske igen må overveje at flygte fra Danmark.

Vi troede, vi havde lært af historien. Men vi havde gjort historien til mindekunst — og glemt, at den var en advarsel.