Præmissen for et sådant kapitel må være at man ikke ser beskedtjenester som ”ægte” post. Brevhemmeligheden er nemlig indlagt i Grundloven og denne slags tænkning fra justitsministeren er ikke anderledes end at bede PostNord om at åbne konkrete breve for at læse indholdet, før de afleverer det.
Hvor langt kan man gå man for at forebygge kriminalitet? Hvornår bliver forebyggelsen totalitær?
Megen kriminalitet kan man ikke forebygge sig ud af uden at overvåge og kontrollere alt og alting hele tiden og derved undergrave det bærende element i frihedsbegrebet.
Kontrol er frihed
Det er her, at tankegangens skjulte slagside viser sig. Hummelgaards tænker som han gør, fordi han anser kontrol og overvågning for at være frihed.
Men hvis man overvåger og kontrollerer alle hele tiden, må det være fordi potentialet i folks handlinger som udgangspunkt i sig selv allerede er problematisk for staten.
Altså er frihed og privatliv som udgangspunkt problematiseret. Det er svært at begribe, hvor lemfældigt justitsministeren her har omgang med spørgsmålet om privatlivets fred, når man som præmis lægger at alle må være skyldige for på et tidspunkt, gør de nok noget ulovligt.
Det er som om målet helliger midlet uanset omkostningerne.
Overvågningen og den totale kontrol, bliver ofte refereret som totalitært og baseret på frygt. Den globale præmis for et samfundsprogram er nemlig præget af denne mangel på varige løsninger der sjældent passer til udfordringen.
For præmissen tilgodeser primært den globale tankegangs måde at se livet på. Og her er hverken mennesket, frihed, rettigheder eller den slags forældede begreber centrale og totalitaristisk tankegods er her svær at overse.
Centralt for systemtænkningen er at få løst problemet hurtigt og bekvemt uden at det forstyrrer det globalistiske krav om samfunds-fleksibilitet og hurtig livsstil.
Borgeren reduceres til en brik i justitsministerens kvotekrav for at imødekomme den globale tankegang om konstant regulering og forandring.
Mistillidens gødning
Men hvor kommer denne frygt så fra, der gør, at den slags ideer overhovedet opstår?
I et globalt samfund med en multikulturel smeltedigel deler man kun værdier med dem fra egne sociale grupper.
En samlet overordnet og mere værdimæssig sammenhængskraft er svær at opdrive i et kosmopolitisk sammenkog af utallige etniciteter, kultur og værdier.
I et sådant broget landskab af diversitet, er trygheden det første, der kommer under pres pga. presset på den sociale sammenhængskraft.
Utryghed kommer også ved frygten for øget personfarlig kriminalitet, og fra disse utrygheder kommer de løsninger, justitsminister Peter Hummelgaard nu repræsenterer og står på mål for.
Med tiltagende religiøs tilstedeværelse i samfundet i form af en dogmatisk lovreligion og deraf særlige juridiske hensyn, er et fundament af mistillid cementeret for et sekulært og fornuft-drevet samfund som det danske.
Globale problemer og lokale løsninger
Dermed bliver justitsministerens løsning - som generelt set med denne regering - at grave grøft mellem almenvældet og samfundets institutioner.
At undergrave tilliden mellem borger og stat. For det er noget nær umuligt at forene omhu for det lokale og regionale og samtidig skulle tilfredsstille den globale præmis om hurtige løsninger, der løser problemerne med at foregribe på tingene uden proportioner.
Man er som borger altid problematisk, altid potentielt til fare for globalismens agenda om nyttige og fleksible hånddukker, der følger den digitale udviklings bestemmelser.
Samfundstillid
Enhver udfordring besvares med mistillid til befolkningen på trods af, at de samme politikere uafladeligt roser den danske samfundsmodel, der bygger på tillid.
De styrker og kvaliteter, det danske samfund er bygget på, og som har bragt Danmark til at slå langt over sin kampvægt historisk og internationalt, er netop denne tillid som sammenhængskraft.
De fælles værdier er rundet af sekulære værdier og en dyb rod i værdighedstænkning og fælles menneskesyn.
Alt dette udfordres og marginaliseres af denne autoritære tænkning, som luller ministeren ind i ideen om, at digital korrespondance er noget, der findes i skyen, og derfor ikke kan betegnes som rigtigt privatliv.
En minister, der tjener folket og ikke globalismens dogmer må vel være det mindste, man kan forvente. Og hvis en minister tjener folket, hvorfor skal vi så gøre os fortjent til hans tillid? Og gælder dette ikke begge veje?
