Den konservative tænker N.S. Lyons skriver i den meget omtalte artikel ”American Strong Gods – Trump and the end of the Long Twentieth Century” om det postliberale tidehverv – opgøret med et åbent, tolerant og lighedsorienteret ”langt 20. århundrede”.

Hans tese er, at efterkrigstidens liberalisme og egalitære, frigørelsesprojekt, der skulle rive mure ned og nedlægge grænser for at skabe åbne vestlige samfund, var drevet af anti-nazisme. Som Lyons skriver, var efterkrigstidens to mulige politiske veje enten vejen mod det åbne samfund eller vejen mod Auschwitz.

Selv Berlingskes Poul Høi fik øje på det og skrev en lidet flatterende artikel om Lyons. Valget syntes åbenlyst. Det åbne samfund var vejen frem. Karl Popper havde for øvrigt beskrevet det i værket af samme navn.

Det lange 20. århundrede
Selvom mange borgerligt liberale nok har stor veneration for Karl Popper, vil flere dog næppe kunne genkende sig selv i beskrivelsen af et liberalt, lighedsorienteret, tolerant, woke, frisættende århundrede. Det er jo ikke ligefrem fordi, vi har været vidne til en periode med lave skatter, mindre velfærdsstat og respekt for det personlige ansvar. Snarere tværtimod.

Det skyldes især, at liberalisme i fagfilosofien har en langt bredere definition, end vi har været vant til i Danmark, når vi debatterer politik. Liberalisme skal i fagfilosofien omfavne så forskellige tænkere som John Locke, John Stuart Mill, Jean-Jacques Rousseau, John Rawls, Milton Friedman mfl.

Hos N.S. Lyons bliver liberalismen fra det såkaldt ”lange 20. århundrede” personificeret af to hovedskurke. Popper og Theodor Adorno – begge betragtes af Lyons som liberale. At kategorisere Adorno, en tysk filosof tilhørende den marxistiske frankfurterskole, som liberal, viser noget af det, der umiddelbart for en dansk læser kan virker påfaldende.

Igennem en menneskealder skrev den danske teolog og debattør Søren Krarup tidligt advarende om følgerne af netop et sådant dobbeltmisfoster – en kulturradikal liberalisme eller ”revolutionær humanisme” (1984, s.167),

I et århundrede forenede man i opbygningen af den enorme danske socialstat på den ene side en liberal tænkning med betoning af individuel frihed, åbenhed, tolerance og menneskerettigheder og på den anden side kapitalismekritik, krav om lige muligheder og sociale rettigheder.

Denne umage forbrødring er netop også omdrejningspunktet for Patrick Deneen i bogen Why Liberalism Failed fra 2018. I kapitlet ”Uniting Individualism and Statism” beskriver han, hvordan de to traditioner forenedes:

”Both traditions – for all their differences over means – can be counted as liberal because of this fundamental commitment to liberation of the individual (…) Thus statism and individualism grow together while local institutions and respect for natural limits diminish.” (s. 47).

Velfærdsliberalisme
I dag fortæller socialdemokrater stolt, hvordan velfærdsstaten er det mest danske, man kan forestille sig, og hvordan fædrelandet egentlig blot bør betragtes som en praktisk ”brugsforening”. Og meget sigende udtrykker andre socialdemokrater nyligt, at immigration til Danmark primært skal vurderes efter, hvorvidt det bidrager eller svækker landets økonomi.

Her ser man meget konkret, hvordan en individualistisk, liberal nytteetik forenes med velfærdsstat og sociale rettigheder. Her ser vi også et udtryk for noget af det, Søren Krarup kritiserede i sit forfatterskab, nemlig den kulturradikale ”demokratisme”.

Demokratismen sætter kolde demokratiske institutioner og sociale rettigheder i velfærdsstaten før de nære fællesskaber og nationen. Krarup skelner, ligesom den kendte danske forfatter Steen Steensen Blichers, mellem ”Ubi bene, ibi patria” (hvor der er godt, dér er mit fædreland) og ”Hic patria, hic bene” (her er mit fædreland, så her er godt).

Det vil sige: en skelnen mellem dem, der spejder ideologisk efter den virkelighed, man kan føle sig hjemme i, og dem, der tager virkeligheden med al dets bundne, uperfekte, ikke-samtykkede forhold til sig.

I Henning Fonsmarks kendte værk Historien om den danske utopi (1990) beskrives netop, hvordan Socialdemokratiet under Hans Hedtoft i 1950’erne for alvor støbte hovedlinjerne i en  ”velfærdsideologi”, der fusionerede et socialistisk udgangspunkt med et ”nyliberalistisk” program:

”Det blev Socialdemokratiet, der var mindst anfægtet af at lade samfundet gøre sig forestillinger om, hvad der ’er værd at nyde og gøre’, og at omsætte disse forestillinger i aktive reguleringer eller i en socialiseret service. Og der var til formålet virkelig eksperthjælp at hente.” vurderer Fonsmark (s. 153).

Ifølge Fonsmark opstod velfærdsstaten altså ud fra en helt klar opfattelse af det gode samfund og det gode, socialdemokratiske, ”velfærdsdemokratiske”, menneske – og man var ikke bleg for at bruge statens magt for at opnå dette mål.

Homo socialdemocratus
Den socialdemokratiske velfærdsideologi kaldes af Fonsmark ”velfærdsdemokrati”, fordi man dygtigt pakkede idéerne ind i snak om at skabe et kritisk, demokratisk menneske, man talte om ”økonomisk demokrati” og man antog de kulturradikale idéer om en antifascistisk, demokratisk udviklende kunstpolitik:

”Den socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiesens” primære formål i 1970’erne var ”at engagere befolkningen i det, man med et bredt, og stadig mere politisk klingende udtryk, kaldte ’kulturelle oplevelser’. Og den egentlige begrundelse var den sociale udjævnings- og demokratiseringsteori, som K. Helveg Petersen og hans parti havde annekteret fra socialistiske partier. Den kunstfremmede del af folket skulle kaldes ud af sin fremmedgørelse” (Fonsmark 1990, s. 260).

Her anes også indflydelsen fra Theodor Adorno og hans kritik af kapitalisme og pacificerende populærkultur. Det egentlige menneske skulle frigøres fra de borgerlige normer. 

Velfærdsideologerne havde således en temmelig klar idé om, hvordan det gode samfund og det gode, socialdemokratiske menneske skulle skabes. Nu skulle det det åbne, socialdemokratiske samfund konstrueres og mennesket skulle frigøres fra det borgerlige liv.

Som Rune Lykkeberg skriver i Kampen om sandhederne (2008), var det kulturradikale mål ”det legende, frigjorte menneske”, der fx å ”gå ud på at frigøre mennesket for traditioner” (s. 75).

I 1970’erne kunne den indflydelsesrige filosof John Rawls erklære ”den liberale velfærdsstat” med dets ønske om at give alle lige muligheder som ”den bedste stat i kraft af at være den mest retfærdige stat.” (Sokol, s.138). Nu var velfærdsliberalismens sejr efterhånden total – man havde et mål, en fjende og et omfattende politisk projekt, der skulle regere et helt århundrede.

Progressiv dominanskultur
En ”totalitær demokratisme”, kaldte Søren Krarup det, hvor ”samfundet betragter det som sin opgave at forme borgernes mentalitet” (1968, s. 16-17). Nu skulle mennesket sættes fri, der skulle gøres op med autoriteter, indføres ny demokratisk pædagogik, bygges arkitektonisk efter kulturradikal funktionalisme, opbygges nye institutioner og NGO’er som fx KVINFO, Danida osv. og etableres en omfattende, formynderisk kulturpolitik.

Undervejs mødte velfærdsliberalismen selvfølgelig modstand, fx rindalismen i 1960’erne eller Anders Foghs opgør med smagsdommere i 2001. Men det burde stå klart for enhver efter at have læst ovenstående, at velfærdsideologiens sejr har været så overlegen og total, at borgerlige har en umenneskelig opgave foran sig – tænk blot på, hvor hurtigt Anders Foghs ”systemskifte” blev opslugt af socialstaten.

Og det vanskeliggøres ikke alene af den idémæssige sejr, men også af velfærdsliberalismens evne til at sætte sig solidt på de vestlige samfundsinstitutioner. De seneste måneders erfaringer fra Frankrig, Tyskland og Rumænien har i den forbindelse tydeliggjort, hvordan den liberale elite er villig til at gå endog meget langt for at bremse et eventuelt forestående opgør med det åbne samfund og den liberale orden.

Litteratur:
Deneen, Patrick (2018). Why Liberalism Failed. Yale University Press.
Fonsmark, Henning (1990). Historien om den danske utopi.
Krarup, Søren (1968). Demokratisme. Gyldendal.
Krarup, Søren (1984). Det moderne sammenbrud 1789-1984. Gyldendal.
Lykkeberg, Rune (2008). Kampen om sandhederne. Gyldendal.
Sokol, Alexander (2025). Dyd – Oprids af en værdibaseret samfundsorden. Munch & Lorenzen.
Ågerup, Martin (2024). Hvad det vil sige at være borgerlig. Grønningen 1.