Søren Krarup gør os lige fra begyndelsen opmærksomme på, at de ting, der ”tilfældigt” er blevet os givet – bundetheden til familien, nationen, danskheden og kristendommen – bør være en kilde til stolthed og tryghed.
Men han anerkender også, at kristendommen har sine begrænsninger for det moderne menneske. Det er svært at forestille sig den moderne dansker sidde hver uge til søndagsgudstjeneste.
Det betyder ikke, at man bør underkende, at de fleste danskere agerer og tænker som kristne og samles i fællesskab til dåb, bryllupper, højtider mv. (2001, s. 84). Kristendommen er en essentiel del af vores arv, og vi bør bestemt ikke undervurdere den eller sidestille den med andre religioner, hvad Grundloven da netop heller ikke anerkender.
Flere danske konservative tager således nok munden for fuld, når de vil genkristne det fortabte, ugudelige danske folk. Det er et både urealistisk projekt og bunder i en fejlagtig analyse.
