MF’er Christian Friis Bach (V) sagde for nylig i P1 Debat, at ukrainerne "kæmper en kamp for os alle – for frihed, demokrati og menneskerettigheder.”

Sådan taler et menneske, der stadig bærer det radikale, kosmopolitiske sindelag med sig: en tro på det grænseløse fællesskab, på det abstrakte menneske, løsrevet fra nation og folk. Mennesket ses først og fremmest som verdensborger. Men kampen i Ukraine handler ikke om idéer – den handler om national eksistens.

Flere undersøgelser i Europa, herunder i Danmark, har vist, at kampvilligheden er lav. Friis Bach illustrerer ganske glimrende hvorfor. Forsvar af fædreland og national suverænitet må vige for paroler om abstrakte principper og velfærdsrettigheder. Vi har i årtier været lullet ind i radikale idealer, hvor det ypperste, man kan kæmpe for, er en idé – global retfærdighed.

Men folk vil ikke kæmpe for en idé – de vil forsvare deres land. Idéer får først kraft, når de er forankret i noget konkret — sprog, jord, familie.

Ukrainerne kæmper for national frihed og retten til national eksistens, ikke for de europæiske menneskerettigheder. De kæmper mod en tyran, der vil undertrykke deres nationale selvbestemmelse; de kæmper ikke for en idé eller en styreform, men for at få lov til at være et folk i sit eget fædreland, tale sit eget sprog og selvstændigt agere som nation.

Husk nu Besættelsen
Modstandskampen i Danmark bestod af en eksistentiel kamp for sin nations og sin families sikkerhed. Patrioter, der satte deres liv på spil, fordi de følte sig kaldet til at forsvare, hvad der var deres – imponerende nok før menneskerettighederne blev formuleret. Deres kamp var dybt personlig og patriotisk. De kæmpede mod besættelsen, fordi de nægtede at lade Danmark miste sin sjæl. De gjorde modstand, stik imod demokratiets befalinger – fordi de var nødt til det.

Når man læser afskedsbreve og andre kilder fra besættelsestiden, talte modstandsfolkene primært om deres familie, lokalområde, nation, folk og Gud. Kampen for værdighed, retten til selvbestemmelse og modstand mod undertrykkelse var levende i modstandsfolkene – men det nationale spillede hovedrollen, ikke individet. Ikke menneskerettigheder. Ikke velfærdsstat. Men en konkret kamp for sit hjem, sin by, sit land, sit folk – sit fædreland.

Fra kald til forvaltning
”SF-formand vil forsvare Danmark ved at investere i velfærd” – sådan lød en overskrift i Sjællandske Nyheder, der bragte et interview med Pia Olsen Dyhr.

I artiklen står der: ”Pia Olsen Dyhr kobler nemlig forsvar og velfærd sammen. – Fordi det er det gode liv og det gode samfund, som hele forsvarsdiskussionen til syvende og sidst handler om at forsvare.”

Fokus er altså nu flyttet – væk fra, at det er Danmark, vi skal forsvare. Nu handler det om det gode liv og det gode samfund. Abstrakte størrelser, som med koblingen til velfærdsinvesteringer placerer forsvarsdiskussionen på individniveau. Gennem styrkelsen af individuelle rettigheder forsvarer vi Danmark, lyder rationalet.

Hvor de danske modstandsfolk handlede ud fra et kald – en dyb forpligtelse til fædrelandet – handler velfærdspolitikken om stand: noget man forvalter. Kaldet er personligt og eksistentielt, standen er administrativ og strukturel. Velfærd er blevet et buzzword, der kan bruges til alt, i alle sammenhænge – en slags trumf, om man vil.

Velfærdsdemokratismen
En trumf er i hvert fald, hvad Søren Krarup kalder velfærdsstaten i sin bog ”Kristendom og danskhed” fra 2001. Han skriver:

”Når man er så gammel, at man husker stemningen efter Besættelsen og Befrielsen, kan man godt undre sig. Dengang var det ikke danskernes velfærd, men danskernes frihed, der var meningen med dansk politik. Dengang var det da ikke velfærdssamfundet, men fædrelandet, der var formålet med det hele."

"Frihedskæmperne i Ryvangen var ikke blevet skudt, for at danskerne kunne bevare en bestemt levestandard. Men de var blevet skudt, fordi de havde kæmpet for, at danskerne atter skulle være herrer i eget hus. Kan De se, hvordan vægten forskydes? Ikke hjertet, men maven bliver livets mening. Ikke fædrelandet, men velfærdssamfundet bliver politikkens formål.”

Det er denne forskydning i vægt — fra fædreland til velfærd, fra kald til stand — der gør det vanskeligt at forstå, hvad det vil sige at kæmpe for noget, der er ens eget. For når kampen reduceres til et spørgsmål om rettigheder og levestandard, mister den sin eksistentielle kraft. Det bliver tydeligt, når vi ser på Ukraine. Her handler kampen ikke om velfærd, men om overlevelse som folk. Ikke om det gode liv, men om retten til at leve som sig selv.

Ukrainernes kamp er deres
Rusland har ifølge en FN-rapport indført russisk sprog, statsborgerskab, love, retssystem og skolepensum i de erobrede ukrainske områder. Ukrainernes kamp er ikke en kamp om demokratiske principper eller velfærdsrettigheder. Det er en kamp for suverænitet. At kunne sige "vi" uden at spørge om lov. Det er retten til at forme sin fremtid, beskytte sin kultur, flage med sit flag, tale sit sprog og værne om de værdier, man ikke blot har valgt, men arvet. Det nationale forsvar er ikke ideologisk — den er eksistentiel. 

Den første del af Christian Friis Bachs påstand, om at ukrainerne ”kæmper for os alle”, er ikke bare skæv – den devaluerer ukrainernes kamp. De kæmper for deres folk, for deres land, og det skal de have lov til, uden at vi kaprer dagsordenen. Det ukrainske folks modstandsvilje og kampstyrke har overrasket og imponeret det meste af verden.

Forsvarsviljen er slap
På store dele af kontinentet lovprises den, og vi glædes ved, at de kan agere bolværk for resten af Europa; i stedet burde vi kigge indad og styrke vores egen mentalitet. En ny undersøgelse, som Radio4 har fået lavet, viser, at knap hver fjerde dansker vil melde sig frivilligt til de væbnede styrker for at forsvare Danmarks grænser i tilfælde af en invasion.

Hvem vil også kæmpe for det, der er abstrakt?

 Vi havde et fædreland, der var værd at forsvare før Grundloven af 1849 og før menneskerettighederne, der blev inkorporeret i dansk lovgivning i 1992.

Et konkret fædreland med et konkret folk – med alt det kontekstuelle, der forpligter os på at forsvare og bevare dette land. Det skal hverken negligeres eller intellektualiseres. Hvis Danmark blot bliver et geografisk sted, vi tilfældigvis befinder os, hvis det blot bliver dansk luft, vi ånder, mens vores sjæl er solgt til ideologien, det abstrakte og til verdenssamfundet – så er resultatet givet.

Bundet af arv og sted
Vi skal vide, at vi skal forsvare Danmark, fordi det er vores og er hele forudsætningen for, at vi er, hvad vi er. Nemlig danskere. Bundet af arv og forpligtelse til dette konkrete sted – et folk, der deler historie, skæbne og sprog. Det, der binder os sammen, stikker langt dybere end samfundsmodel og individuelle rettigheder.

En forståelse af nationalstaten som et konkret, historisk og kulturelt fællesskab står i skarp kontrast til de kosmopolitiske idealer, der præger den politiske diskurs i overnationale institutioner og globale værdifællesskaber.

Når det nationale gøres sekundært eller fremstilles som problematisk, kan det fremkalde en modreaktion — en slags kontrarevolution, hvor nationalstaten risikerer at genopstå i en forvredet form.

Nationalstaten i forvredet form
Det ser vi tydeligt i USA, hvor America First-doktrinen har manifesteret sig som et svar på globalisme og multilateral styring. Her bliver nationalismen en afvisning af verden: protektionisme, isolationisme og en snæver definition af national interesse.

Det amerikanske folk har oplevet, at nationalstatens værdi blev overset og undergravet. Resultatet er en defensiv og isoleret nationalisme — en slags national krampetrækning. Hvor det nationale tidligere har været et ikke-ideologisk grundvilkår, er det i MAGA-land blevet ideologisk.

Det er revolutionær konservatisme — hvad der burde være et antonym. Metoden er samfundsomvæltning, en strategi internaliseret fra de progressive. En virkelighedsfjern elite, båret af tomme fraser og kosmopolitiske idealer, har fortrængt det konkrete og nationale — og dermed banet vejen for MAGA-revolutionen.

Drop fraserne
Hvis vi vil undgå revolutioner af enhver slags herhjemme, må vi genopdage værdien af det konkrete, det lokale og det dybe — det, der gør os til danskere. Vi må droppe fraserne og abstraktionerne.

For verdenshistorien er ikke afsluttet, som Francis Fukuyama engang påstod. Den buldrer derudad — uforudsigelig, konfliktfyldt og fragmenteret. Netop derfor er det vigtigere end nogensinde at vide, hvad man er, og hvem man er. Vi skal med andre ord vide, hvad vi forsvarer — og forstå, at det nationale ikke må blive endnu en ideologi, men et grundvilkår. Det nationale er ikke en idé, men en rytme — en puls, der slår i sproget, landskabet og minderne vi deler.