Under en præsidentdebat i 2012 hævdede USA's præsident Barack Obama, at modstanderen Mitt Romney overdrev faren fra Rusland og antydede, at landet ikke længere var nogen geopolitisk trussel. De færreste ville sige det samme i dag.

Norges udenrigsminister Espen Barth Eide kaldte Ukraines Kursk-offensiv ind i Rusland "et klogt træk". I virkeligheden var det omtrent lige så klogt, som da Norge anerkendte Palæstina. Med de bedste kampstyrker udsendt på en slags PR-offensiv, er den centrale del af fronten ved at falde.

Vestlig støtte har ikke bragt Ukraine krigslykke. De mange milliarder dollars i bistand er ikke nok.

Da Rusland indledte invasionen for to og et halvt år siden, svarede Vesten med et eksperiment.

Vesten ville standse russisk økonomi med sanktioner i strid med internationale handelsregler. Sanktionerne er mislykkedes med at få Moskva til at ændre kurs. Der er grund til at spørge, om de har skadet vestlige økonomier mere, end de har skadet Rusland. Rusland er ifølge Verdensbanken verdens fjerdestørste økonomi foran Japan og Tyskland.

Østmagten havde sidste år en stabil vækstrate på 3, 5 pct sammenlignet med 2,5 pct. i USA og 0,4 pct. i eurozonen. Dette er en militaristisk økonomi, som producerer mere end tre gange så meget ammunition end Nato. De producerer også flere missiler, end da krigen startede.

Europa og USA mister indflydelse
De europæiske økonomier er trængte. Dels på grund manglen af russisk olie og gas. Hvad værre er, er sanktionerne i realiteten blevet et gigantisk tilskud til Vestens konkurrenter, der får rabat på olie og gas fra Rusland, hvilket gør, at andre producenter også sælger med rabat i Østen.

Størstedelen af verden sanktionerer ikke Rusland. Moskva får for det meste eksporteret alt, hvad de gerne vil eksportere, og importeret alt, hvad de har behov for. I modsætning hertil oplever Europa ifølge EU's Mario Draghi lav effektivitet og økonomiske begrænsninger.

Europas vækst er ikke det eneste offer for krigen i Ukraine. Den amerikanske dollar ser ud til at have tabt noget af sin globale indflydelse. De internationale pengemarkeder afspejler en "stille erosion", dvs. en fortsat, gradvis nedgang i dollarens andel af centralbankers valutareserver. Stedse flere lande ser sig om efter alternativer til dollaren som svar på Vestens ukritiske brug af sanktioner og USA's overdrevne seddelpresse. Usikkerheden med hensyn til dollaren er en medvirkende årsag til, at centralbanker verden over udbygger deres guldreserver, hvilket udløser rekordhøje priser på guld.

Vesten har mistet venner: Hvis vi lægger kortet over, hvem der har sanktioner mod Rusland, ned over kortet over, hvem der stemte for våbenhvile i Gaza, træder et interessant mønster frem: Vesten står alene. Verden støtter ikke vores dagsorden. Det er nyt.

Strategisk overanstrengelse
For næsten 30 år siden udgav den amerikanske historiker Paul Kennedy en bog, som skabte megen debat. The Rise and Fall of Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000 har en hovedtese: For at forblive stormagter, må stormagter løse noget, som er nemt at forstå, men vanskeligt at udføre i praksis, nemlig at balancere mobiliseringsevnen og økonomiske ressourcer med deres militærmagt og strategiske forpligtelser.

Hvis ambitionerne er større end ressourcegrundlaget, vil resultatet være relativ svækkelse. Dette er kernen i Vestens dramatiske nedtur.

Kennedy advarede om, at hvis ikke USA håndterede relativ svækkelse, ville det undergrave USA's magtposition. Valget, hævdede han, stod mellem at styre processen varsomt, dvs. gøre den så langsom og smertefri som mulig eller at være overambitiøs og dermed fremskynde svækkelsen.

USA's tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice peger på en anden trussel, nemlig tabet af indre sammenhold: "Apokalypsens fire ryttere – populisme, nationalisme, isolationisme og protektionisme – plejer at ride sammen, og de udfordrer det politiske centrum."

I bogen The Crisis of Democratic Capitalism (2024) beskriver Martin Wolf, hvordan svarene på på finanskrisen, coronakrisen og krigen i Ukraine har haft negative konsekvenser for almindelige menneskers økonomi, levekår og indflydelse, noget, vestlige eliter enten har fejlfortolket eller ignoreret.

Magthaverne insisterer på upopulær politik
Resultatet er, at magthaverne insisterer på upopulær politik. Mangel på intern tilslutning til Vestens dagsorden bliver problematisk, når den fører til konflikt. Condoleezza Rice advarer: "Dagens sikkerhedslandskab bærer i sig faren for militær konflikt mellem stormagter."

EU's Ursula von der Leyen har gjort det klart, at EU vil finansiere Ukrainekrigen, uanset hvad den koster, og hvor lang tid den tager. Hun opnåede genvalg takket være en storkoalition af partier, som gik tilbage ved Europa-Parlamentsvalget i maj. Hun vil også sætte gården på højkant for den grønne omstilling.

Frankrig synes lige så principfast. Teknokraten Michel Barnier er blevet bedt om at danne regering, men kæmper med at finde sin version af Ursula von der Leyes klima-liberal-socialdemokratisk-konservative alliance. I Tyskland truer dyr krig og almindelig dyrtid med at vælte Scholz-regeringen.

Tyskerne er kommet i et økonomisk uføre. I et interview til Neue Zürcher Zeitung advarede for nylig økonomen Hans-Werner Sinn mod galopperende statsgæld og uklog økonomisk politik: "Tyskland smadrer sin industri. Andre lande vil ønske det velkommen, men ikke kopiere det."

Dybt uenige om fakta
Vesten er fortsat verdens stærkeste blok, selv om vi taber andele og indflydelse. Alligevel synes vestlige ledere at være kollektivt uvillige til at ændre kurs. I stedet bruges stadig mere tid og stadig flere ressourcer på moralsk eksklusion og brændemærkning, noget, som risikerer at føre til en styrkelse af de politiske yderfløje.

Dette stikker dybere, end mange forstår. Et studie fra det velrenommerede Pew Research Center i 2018 fandt, at otte ud af ti amerikanere mener, at "de fleste republikanske og demokratiske vælgere ikke bare er uenige om planer og politik, men de kan heller ikke blive enige om grundlæggende kendsgerninger."

Et sådant overset faktum er, at Vesten, som udgør blot 12 pct. af verdens befolkning, ikke bør undervurdere de mulige konsekvenser af at subsidiere Indiens og Kinas økonomier, mens de fremmedgør resten af verden med overambitiøs geopolitik.

Denne tekst blev oprindelig bragt på norsk i netavisen E24 den 12. september 2024. Den er oversat af Kontrast og bringes med forfatterens tilladelse.