Groft sagt

13.06.25

Sofisterne kommer

Virkeligheden er et sprogspil, hvor vinderen er den, der jonglerer bedst med vokaler og konsonanter. Intet er alvor, alt er snak.

De har haft travlt, sofisterne, efter Politikens overraskende interesse for befolkningens etniske og kulturelle sammensætning. En sofist er som bekendt oldgræsk for en ordkløver, der ikke søger sandheden, men i stedet stræber efter at få ret.

Mød fx skribenten Steffen Groth, som ikke bryder sig om Politikens grafik, fordi den ligger snublende tæt på en ”højrenational idé” med ”konspirationsteoretisk ballast”. En af hans venner, forfatteren Peter Tudvad istemmer: ”Jeg er ikke selv ukritisk over for en udvikling i retning af mindre kulturel homogenitet i Danmark, bestemt ikke, men jeg bryder mig heller ikke om, at man maler fanden på væggen.” Informations lederskribent mener ligefrem, at Politikens artikel "gør os alle dummere". Problemet er, skal vi tro, misinformation.

Med andre ord: Lad os snakke om noget andet end den progressive befolkningsudskiftning, som – hvis udviklingen fortsætter – vil bringe danskere i mindretal i deres eget land, ligesom det sker endnu hurtigere for svenskerne, franskmændene og englænderne. Lad os i det mindste kalde udskiftningen eller koloniseringen noget andet og illustrere den mere tvetydigt. Her har vi dagens ret i skysovs: semantik og grafik forklædt som politik. Virkeligheden er et sprogspil, hvor vinderen er den, der jonglerer bedst med vokaler og konsonanter. Intet er alvor, alt er snak. Det er slet ikke muslimerne, der kommer. Sofisterne kommer.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter