Ja, jeg ved det godt.

Jeg har skamløst svigtet og leveret min klumme med forsinkelse, hvorved jeg har forbrudt mig mod Hr. Tryksens motto om, at posten skal ud.

Til gengæld er jeg efter tre dage på langs med Kleenex og Panodil nu nogenlunde i stand til at føre en voksen samtale, og den ubelejlige down-time gav desuden mulighed for at følge med på både sociale og mainstream-mediers dækning af ugens store begivenhed(er) - og der har sandelig været cirkus for alle licenspengene.

Febervildelse eller bare konsensus?Indimellem overvejede jeg sågar, om det, jeg hørte og læste, var tegn på febervildelse, men nej; på opløftende vis måtte jeg konstatere, at selv i min ynkelige tilstand nåede jeg stadig ikke mediernes ynkelighedsniveau til sokkeholderne, og sådan må man lune sig i kolde tider.

Ugens – og indtil videre årets – største begivenhed rullede nemlig over skærmene i mandags, hvor Trump kunne genindtage Det Hvide Hus og alle vi, der gennem 4 år har lidt mere eller mindre i stilhed, kunne ånde lettet op og se frem til genindførelsen af en smule sund fornuft i verden.

Det gælder dog ikke de Konservatives Mona Juhl, der efter eget udsagn fik åndenød af forargelse over, at nogen siger det, de tænker, men for os andre, der åbenbart har bedre styr på vejrtrækningsteknikkerne, var mandagens indsættelse en stor fornøjelse.

Marvels superhelte

Samtidig så vi en hitparade af kendte ansigter, som vi med stædig tro på fremtiden har fulgt gennem de fire, tunge år; guvernører, debattører og meningsdannere, der modigt har talt wokeismen og pænhedens tyranni imod og som nu skal være medlemmer af en regering, der mest minder om Marvels superhelte.

Ikke at de er perfekte; ikke at de er helgener – og ikke at de ikke også kommer til at sige og gøre noget forkert. Men en forbedring uden sammenligning.

Biden i ellevte time

Jeg kommer nu alligevel til at savne Biden lidt. Det var sjældent kedeligt at følge pressemøder og officielle arrangementer rundt omkring i verden, hvor han med et åndsfraværende smil fik sagt de mest utrolige ting, og der var da også øjeblikke under denne uges indsættelse, hvor jeg ikke er overbevist om, at han vidste, hvor han var.  

Men i ellevte time før magtskiftet havde han (eller hans skyggekabinet) dog åndsnærvær til at på-forhånd-benåde selveste Dr. Fauci, ingeniøren bag den amerikanske covid-politik, der tvang befolkningen til enten at lade sig vaccinere eller miste job, indtægt og fri bevægelighed i samfundet. Ikke helt ulig vores egen magtduo i form af Brostrøm & Frederiksen.

Menneskesynet

Det er ikke mange måneder siden, at en undersøgelse af danske mediers redaktioner afslørede en overrepræsentation af medarbejdere, der bekendte sig til venstrefløjspolitik, og en hurtig, måske lidt snottet, sofa-analyse af mediebilledet viser da også tydeligt, at det nok ikke er her til lands, at USA's nye regering skal gå efter opbakning. For flertallet af journalisterne mener stadig at have patent på sandheden, godheden og det helt rigtige menneskesyn.

Det menneskesyn, som venstrefløjen behændigt tog som gidsel engang i 60’erne, og som har lagt hjørnesten til, hvad der meget let kunne gå hen og blive den europæiske civilisations undergang.

De seneste dages harme over det nye styre har mindet om en fem-årig i flyverdragt, der skrigende nedsmelter i Føtex og hamrer arme og ben i gulvet, når ungen ikke må få den lakridspibe, der ellers lige var appetit til. Den taktik går bare ikke længere. Verden har fået en iskold konsekvenspædagog, så på et tidspunkt rejser de sig vel op igen og ser sig om efter nogen, der stadig gider kendes ved dem.

Berlingskes pladderjournalistik

Om min mangeårige læsning af Berlingske skal ses som en slags Stockholm-syndrom eller om der trods alt stadig er lidt fornuft at hente fra den nu norsk-socialistisk ejede avis, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om.

I hvert fald må jeg erkende, at jeg af og til overvejer at bruge pengene på Kattens Værn i stedet, men så - er der jo alligevel er der en vis underholdningsværdi i at følge bladets fald fra de borgerlige tinder. Mens Anne Sophie Hermansens tårevædede hyldest til statsministerens nytårstale måske ikke var et af de største øjeblikke, så var der absolut medieanalytisk guld at hente fra forhåndsdækningen af præsidentskiftet.

Mandag morgen lagde avisens udsendte under overskriften ”Her udspiller højst opsigtsvækkende møde om Grønland sig” en lille video på, hvor han først berettede, at der gennem flere dage var ankommet et stort antal republikanske støtter, der ville være til stede i Washington for at indsætte ”deres præsident.” (underforstået: ikke nationens nye leder, men ham, som det underlige, og uden tvivl ildelugtende folkedynd har stemt på). Herefter fik vi en stumfilms-samtale mellem den danske ambassadør i Washington og USA's nye udenrigsminister, der rendte på hinanden under en gallamiddag aftenen forinden. Det fine ved den video var, at ingen ved, hvad der blev sagt, for alt forsvandt i almindelig fest-støj, men ud af alle de samtaleemner, to smokingklædte herrer kan have efter en velkomstdrink i selskabeligt lag mente journalisten helt afgjort, at de talte om Grønland. Hvad ellers?!

Man må nok konstatere, at blomsten af Berlingskes redaktion ikke kommer ret meget ud. For umiddelbart giver det ingen mening, at der skulle være afholdt et improviseret, internationalt topmøde netop der, og med mit kendskab til omgangstonen på de bonede gulve er det nok snarere deres respektive borddamers udskæring fremfor tilgangen til det arktiske forsvar, der sammenlignes.

Ulla Terkelsens maskingevær

Fred være med det. Mandagens indsættelse var så festlig, som vejret og omstændighederne tillod, og TV2's dækning af begivenheden var helt som forventet en opvisning i latterliggørelse, mandlige tøsefnis og hårdt tilkæmpet accept.

Her talte det indbudte panel sig gennem eftermiddagen med slet skjult foragt for især Trump-familien og fik f.eks. omtalt Eric Trump som Grønlandsfarer og turistdiplomat. Dog lykkedes det næsten Ulla Terkelsen at holde bøtte undervejs. I det mindste noget af tiden. Da vi nåede til nationalhymnen, røg låget dog af hendes berømte krudttønde, og vi seere måtte tænke os til Carrie Underwoods sangstemme og nøjes med en maskingeværsanalyse af Trumps indsættelsestale.

Heil Elon!

Elon Musk er jo ikke nogen udpræget beskeden mand, og han har da også været Trumps største konkurrent i kampen om spaltepladsen det seneste døgn. Under en tale i går blev han nemlig grebet af sin sædvanlige, barnlige begejstring og brugte en gestus, der skulle signalere take-off for rumfarten og noget med at sigte mod stjernerne.

Desværre for ham kunne den håndbevægelse tolkes som et kækt ”Heil” og da ordet fascisme gennem flere år i flæng er blevet brugt af venstrefløjen mod Trumps hjørne af verden, så var det en særdeles lavthængende frugt for danske medier at gå agurk i påtaget nazi-angst og gisninger, synsninger og følinger.

Faktisk måtte vi nærmest forstå, at der nu er indsat en nazistisk regering i USA, og selv begavede mennesker som Imran Rashid gik direkte i fælden og omtalte på de sociale medier, han vistnok ellers tjener sine penge på at advare imod, den kendte milliardær som ekstremistisk støtte for den tyske højrefløj.

For mig privat har Musks lille stunt fungeret som en udmærket test af min omverdens intelligens- og abstraktionsniveau, hvorved min tillid til menneskehedens nuværende tilstand har lidt endnu et knæk. For at citere en af mine mandlige meddebattører: ”Hvornår holder verden op med at være så åndssvag?”.  

Sådan fungerer totalitære regimer

Ugens klumme er ganske vist en USA-special, men nu vi er ved polemikken om Grønland, så sniger der sig en enkelt dansk nyhed med ind.

For med en hidtil uset vrede, der på ingen måde er proportional med hans højde, har Justitsminister Hummelgaard – flankeret af bl.a. Christian Rabjerg – nu indledt en hetz mod Morten Messerschmidt i forbindelse med sidstnævntes besøg i Florida og Washington i disse dage.

I vanlig provokerende stil har DFs formand nemlig skiltet højt og flot med sin USA-tur og besøg i Trumps Mar-a-Lago-residens, og dét er faldet et par danske ministre for brystet. Nok mest fordi de ikke selv kan tillade sig at gøre det samme, mens Grønland-gate står på, og når de nu ellers lige har vænnet sig til skiftet fra ungdomspolitikerens indianergryde og lunken håndbajer til glitter, glamour og virkelig god champagne, så forstår man godt frustrationen.

Men ligefrem en potentiel anklage for landsforræderi til alle, der måtte mene noget som regeringen ikke mener? Det synes jeg er spændende, især fordi der henvises til en paragraf i den Grundlov, som det socialdemokratiske regeringstop jo ellers ikke lader til at ligge søvnløse over om natten.

Når tilmed regnes, at ingen aner, hvad regeringen i grunden mener om den sag, er det hajfyldt farvand at tillade sig at mene noget som helst. Og sådan fungerer totalitære regimer.