Der findes i moderne politik en særlig figur for hvem kultur er noget, der skal administreres. Vi kan kalde hende Stampe. Hun er ikke én person, men en karikeret type fra venstrefløjens samlebånd.
En stil. En administrativ sensibilitet forklædt som kulturpolitik. Hun taler ikke om skønhed, men om adgang. Ikke om dannelse, men om deltagelse. Ikke om værkets kvalitet, men om dets “relevans i en global kontekst”.













