Påsken er over os, og dermed kan vi passende bruge en stund eller to i de kommende dage til at reflektere over Bibelens budskab om død, opstandelse og fornyelse.

Det er jo måske ikke noget, vi skal tage helt bogstaveligt, men vi gør nok klogt i at minde os selv om, at den slags Føniks-begivenheder såmænd sker hyppigt i et levet liv. F.eks. er det sket indtil flere gange for Lars Løkke, at han har rejst sig fra asken og besluttet at genopfinde sig selv. Selvom Moderaterne ifølge flere medier stadig bøvler med arbejdsmiljøet, så sker det såmænd nok også igen.

Psykologhjælp til hjemsendte
Alt efter dagsform og personligt overskud kan vi enten trække på smilebåndet eller rykke os selv i håret ved gennemlæsning af de daglige nyheder. Der er en del bundtrawl, tror jeg, man ville sige i fiskeriet.

Søren Gade er en venlig og omsorgsfuld mand, der normalt befinder sig nogenlunde i øjenhøjde med befolkningen. Og hvis vi lige ser bort fra en uheldig dobbeltrolle i noget med havnen i Esbjerg og et ellers neutralt job som Folketingets formand, så er han også en ordentlig mand. I kølvandet på den megen snak om stressede folketingsmedlemmer og politikere med had i kommentarsporet er han dog senest gået i HR-selvsving bag sin tykke egetræsdør i Vandrehallen.

Gade mener nemlig, at de danske skatteydere fremover skal betale for psykologisk krisehjælp til de folketingsmedlemmer, der møder deres politiske Waterloo og ikke bliver genvalgt. Det nederlag, må vi prøve at forstå, er så voldsomt at håndtere, at vi simpelthen ikke kan være andet bekendt end komme til undsætning, når nogen må forlade taburetten på magtens tinder og igen bevæge sig ud, hvor vi andre bor.

Til trods for at verden i almindelighed og aktiemarkederne i særdeleshed står i flammer, ramte den historie noget essentielt hos vi i forvejen politikertrætte danskere. I hvert fald er kritikken fra alle sider haglet ned over det arme menneske, der måske kom til at afsløre netop dét elastiske forhold til virkeligheden, som let rammer efter lidt for mange år bag de tykke, og tilsyneladende lydtætte mure på Slotsholmen. I forlængelse af forslaget er mange af os mere interesserede i at vide, hvem der betaler borgernes psykolog, når vi skal bearbejde konsekvensen af de Pilatus-beslutninger, der ofte kommer ud af samme hus.

Sammenhængskraft for milliarder
De sidste par måneders megen snak om krig, oprustning og vores kommende placering i det europæiske våbenkapløb har fyldt en del i mediernes spalteplads. Det forlyder nu, at forsvaret i indeværende budgetår har foretaget en ekstra-investering på op mod 12 mia. kroner.

Denne omgang går det betragtelige beløb ikke til droner, dysekanoner eller mangfoldighedsterapeuter, men såmænd til den fotograf, som Kongen har valgt til at stå for den for rigets sikkerhed så overordentligt væsentlige opgave med at hænge nye, indrammede portrætter af Kongeparret op på samtlige af landets kaserner og militære anlæg. Det siges, at billederne skal skabe "sammenhængskraft" i Forsvaret.

Man forestiller sig straks soldater i kampuniform, som under indtagelse af dagens kartoffelmos i kantinen stirrer dybt ind i billedets majestætiske øjne og tænker: “Nu giver det hele mening.”

Kong Gulerod
Jeg satte mig ned og talte. Der er i skrivende stund 16 kaserner (alle med skimmelsvamp), 1 forsvarsministerium og 1 hvad nu end de laver på Kastellet. Det er nogle dyre guldrammer, kunne man påpege. Umiddelbart skulle man ellers tro, at man i disse printervenlige tider kunne have løst opgaven med at minde landets militærpersonel om, hvem det nu lige er, der sidder på tronen, på en billigere måde.

Vi har alle en lamineringsglad kollega, der kunne have klaret det projekt for en rund ti’er. Men siden denne fotografiets svar på den genopstandne Rembrandt er personligt udpeget til opgaven af HM, og opgaven ikke - som man ellers har for vane i forsvaret – er sendt i licitation, så koster det jo det, fotografen siger, det koster. Punktum.

Når nu vi taler om samme konge, som fløj til New York for at spise Michelin-tilberedte tissemyrer, mens han mindede os alle sammen om lige at passe på klimaet, og når fruens sko koster det samme som det månedlige madbudget hos en dansk gennemsnitsfamilie (og hun skal jo også have en til venstre fod), så er det ikke så underligt, at vi må spytte i kassen til forhøjet apanage.

Forstå mig ret. Jeg er i bund og grund stor tilhænger af monarkiet. Men hvis det skal bestå, så skal valgsprogets tågesnak om forening (og hvad det nu er) måske omsættes til noget mere håndgribeligt.

Folkelig ophøjethed
I aftes viste de lidt af, hvad de kan, når de tager sig sammen og holder sig ude af de politisk sprængfarlige agendaer, som den nye generation har haft travlt med at forherlige. Det Kongelige Teaters fejring af Prinsesse Isabellas fødselsdag kombinerede nemlig på bedste vis det folkelige med det ophøjede.

Opbuddet af teatrets altid magiske kræfter, en møgcharmerende fødselar og så et repræsentativt udsnit af den smukke, danske ungdom kunne ikke have været castet meget bedre. Selvom B.T.'s anmelder ikke havde forstået en muk af det hele og mente, at man i programmet havde glemt at gøre det ungt for de unge, så undervurderer hun dem. De unge, altså.

Det er en udbredt misforståelse, at de kun forstår sig på Medina og stand-up. Måske hujer og støjer de ikke helt så meget under Gianni Schicchi og Don Quixote. Men det betyder ikke, at de ikke tager det ind og fordøjer de indtryk, som de fleste 18-årige rundt omkring i kongeriget snydes for til dagligt – men som planter frø til interesse for den finkultur, som har så meget at give af. Uanset alder.

Kunstig kærlighed? Ja, tak!
Og jeg skal da lige love for, at der skal gøres en akut indsats for at få menneskeheden tilbage på ret kurs. Ifølge en undersøgelse vil hver fjerde mand mellem 18 og 39 nu være åben overfor en AI-generet partner, der ikke eksisterer i virkeligheden eller er en robot. Det må siges at være kærlighed i stikkontaktens tid, hvor man uden alt det besvær, der normalt følger med, så at sige kan finde sit match i en mikrochip og drømme sig væk under stjernerne via opladerkabel og wifi-forbindelse.

Det er svært ikke at blive lidt bekymret. Og nostalgisk. Hvad blev der af den nervøse småsnak over et glas vin fremfor spørgsmålet om, hvorvidt man deler algoritme?

Vi kan blot konstatere, at vi lever i en tid, hvor vi har forladt os selv. Ikke som Jesus, der forlader graven og det fysiske legeme, men ganske enkelt forladt vores kerne og vores sjæl. Vi søger trygheden i det programmerbare og forudsigelige og forlader det menneskelige i processen.

Hvor romantisk det er, ved jeg sørme' ikke lige. Umiddelbart ligner det snarere en teknologisk udgave af patologisk narcissisme, hvor vi fremover dater en digital udgave af vores egne behov.

Men, men! Fremtiden er nu, siger tech-guruerne. Jamen, det er jo bare så spændende, svarer vi andre, mens vi febrilsk forsøger at stoppe vores telefon fra kontinuerligt at foreslå noget om et yoga-retreat for hunde, bare fordi vi engang kom til at sige “ned i gear” i nærheden af Siri.

Så kære læser: Husk at trække vejret. Og mærke verden. Det hele er ganske vist lidt skørt. Men det er stadig dig selv, der har styr på, hvordan man spiser en fransk hotdog uden at spilde halvdelen ned i skoene. Det er trods alt noget.

God påske.