I et interview til B.T. i anledning 8. marts siger forfatteren Mathilde Walter Clark: "Kvinder har ikke en særlig forpligtigelse til at tilsidesætte sig selv i forhold til andre." Dette er et efterhånden klassisk 8. marts-tema: Kvinden skal sætte sig selv som nummer ét. Men sådan har det ikke altid været, og i den efterfølgende sætning viser Clark, at hun er klar over det: "For den tilsidesættelse er en del af en 1000-årig kultur."
Altså: Vi, som lever nu, kommer ud af en kultur, hvor kvinder tilsidesatte sig selv i forhold til andre. Feminismen vil bryde med dette mønster. Og det er der gode grunde til, at den vil.
At sætte sig til side i forhold til andre er ikke kun en del af en tusindårig kultur, men af al kultur overhovedet.
Det er eksempelvis svært at forestille sig, at Clark ikke ryddede plads i kalenderen til interviewet med B.T. Selve opfordringen til selvstændighed på kvinders vegne generelt ligner en uselvisk impuls. At holde døren for andre, give et sæde i bussen til en, som har svært ved at stå op i lang tid, at tale venligt, at lytte til hvad folk siger – det er, hvad man forventes at gøre. Hele samfundet bygger på menneskers evne til at sætte sig selv til side i forhold til andre.
Walter Clarks interview illustrerer dermed flere centrale træk ved feminismen, som giver anledning til at revurdere ideologiens rolle i et oplyst samfund. Som det første angriber den pli, dannelse og sociale normer. Dernæst angriber den fællesskaber. Man skal i stedet sætte sig selv først.
Ny skilsmissekultur
Produktet af denne overbevisning kan aflæses i statistik. 85 pct. af alle skilsmisser initieres af kvinder. Dengang skilsmissen var forbeholdt mænd lå tallet på 15 pct. Ikke dermed sagt, at der findes et ideal om 0 pct. Det gør der ikke, for mennesker forandrer sig over tid, og livet er uforudsigeligt. Men mellem 15 og 85 er der alligevel et gab. I 90 pct. af sagerne i familieretten vinder kvinden omsorgen for børnene. Sådan har der været i mere end 20 år, og nu eksploderer tallene for mistrivsel blandt unge.
Mathilde Walter Clark erindrer i interviewet sine forgængere i slægten. Det var kvinder, som satte sig selv til side. Det er en af grundene til, at deres familier, som gav ophav til forfatteren, kunne overleve. Familier, der omvendt følger den feministiske doktrin, gør ikke det.
Bruddet med den empiriske virkelighed
Ideen om ikke at sætte sig selv til side er naturligvis en konfliktgenerator. Det feministiske princip om selvhævdelse er en legitimering af dominans. Når feministen ikke vil sætte sig til side for andre, må andre jo sætte sig selv til side for feministen. Grunden til man overhovedet må prioritere er, at der er begrænsninger på ressourcer. Der er ikke et uendeligt antal sæder i bussen eller timer i døgnet.
Som ideologi afbryder feminismen forbindelsen til den empiriske virkelighed.
Alle ideologier har dette som deres første og største opgave. De tilbyder en abstrakt og grænseløs fantasiverden som erstatning for den, mennesker lever i. Ideologier er tivoliserede varianter af kristendom, hvor tusindårsriget flytter ned fra himmelen til jorden, og tiden frem til dommedag spoles frem, så man står midt i den.
Det er derfor, ideologiske mennesker tror, hele verden står lige foran gennemgribende forandringer til noget nyt og bedre. Deres overtro hedder "progression", som er en forestilling om, at hele verden udvikler sig fra mørke mod lys af sig selv - i kraft af tiden. I og med at de progressive dermed kan se enden på det hele, ser de ingen grund til at vente. De er allerede i paradis. Derfor bliver de så fortvivlede, når de støder på nogen, som stadig lever i den gamle virkelighed. De kaldes "patriarker".
Patriarker med barnevogne
Man kan nemt causere over feminismens forestilling om "patriarkatet". At mænd med barnevogne skulle være patriarker, er morsomt. At faktiske patriarker, som sultaner og khomeinister, aldrig kritiseres af feminismen, er også lidt komisk. Men i realiteten er der tale om en reel vrangforestilling. Feminister tror selv, de befinder sig ved verdenshistoriens afslutning, og at alle, der er uenige med dem, er fortabte i en evig fortid.
De har et ligeså urealistisk forhold til både dem selv og deres omgivelser.
Dermed forstår man bedre, at det er svært for feminister at sætte sig selv til side for andre. De kan jo slet ikke forholde sig til dem. Verdenssynet bliver binært. Enten er man med i klubben - eller så er man fjende. Det er ikke en bæredygtig måde at leve på. Mennesker kan ikke overleve på egen hånd.
Nødvendigheden af fællesskaber - og familier
Et samfund består ikke af atomiserede individer, men af fællesskaber. Det er hensynet til disse fællesskaber, som rejser kravene om tilsidesættelse. Familien, ikke manden, forlanger tilsidesættelse. Feminismen fordrejer dette, så det ser ud som en kamp mellem kønnene. I den virkelige verden har kønnene overlevet i tusinder år ved symbiose, ikke konkurrence.
Det klinger hult, når feminister indtager podierne på kvindernes kampdag. Her kommer ideologien, som hader familien og traditionerne over alt andet, og som maner til konflikter og rivalisering mellem kønnene, og foregiver at tale kvindernes sag.
Dette er den skilte og/eller den barnløse kvindes sag. Er hun virkelig et ideal? Er det virkelig positivt med yderligere et lag af konflikter i familier, oveni de problemer, som tilværelsen automatisk præsenterer mennesker for i det daglige?
Nej, der er naturligvis ingen fordele ved det. Ligeværd mellem køn er vigtigt, fordi ligeværd mellem mennesker i det hele taget er det. Og dette budskab har allerede en form. Den hedder "naturlig lov" eller "de ti bud" eller "kristendommens kærlighedsbudskab" osv.
At Gud er i det hinsidige, og ikke i det dennesidige, var en original idé i sin tid, som banede vej for opgøret med slaveriet. Feminismen forvandler dette til et opgør med patriarkatet. De påstår, at slaget må stå en gang mere.
Men der er rigeligt med kampe i tilværelsen allerede. Ingen efterlyser endnu én lagt oveni de andre. Hvad mennesker efterlyser, er færre konflikter. Måske burde man dedikere kvindernes kampdag til dét budskab i stedet. I verden såvel som i familierne.
