Jeg skal da love for, at den foregående uge har budt på lidt af hvert på nyhedsfronten. Året er knap nok gået rigtigt i gang og de sidste grannåle fra juletræet knap nok støvsuget op, før både den politiske scene - og udvalgte dele af USA - står i flammer, og man nærmest befinder sig i en tilstand af kronisk alarmberedskab, der her i huset har medført så omfattende forandringer, at jeg sågar er begyndt at se nyheder på TV igen.

Pletvist, ganske vist, og kun hvis jeg kan li’ værtens frisure den dag, men ikke desto mindre nyheder; en uvane, jeg ellers ofrede på integritetens alter sådan cirka i maj 2020, da man vist var nået dertil, hvor man i corona-distancens navn bandt børnehavebørnene sammen med lange reb når de gik tur og min sjæl ikke længere kunne holde til mere idioti.

Nå, men hermed et forsøg på at skabe orden af kaos i ugens begivenheder.

København igen-igen
I Københavns kommune, der som bekendt går forrest i krigen mod privatbilismen, har man nedlagt en stor del af byens parkeringspladser, og vil derfor have flere parkeringsvagter. Ja, det lyder en lille smule åndssvagt og det er sådan set også, men for hovedstadens socialistiske kommunalparlament giver det total mening.

Her er man nemlig ikke bange for at indføre et dumt og i grunden overflødigt regelsæt, der efterfølgende kræver tilførsel af ressourcer at håndhæve, når nu de forbandede bilejere stadig ikke har accepteret den fagre, nye verden og holder op med at parkere på de mange tomme pladser, som man klimaets navn ikke længere må parkere på. Man har vel principper; også gerne for princippernes skyld.

Minister for digitalisering og domina
Danmarks minister for digitalisering, der allerede fra starten af sin for de fleste af os temmelig overraskende karriere trådte i karakter som bemærkelsesværdigt ucharmerende, har nu indledt et korstog for at ændre sit image og er næsten begyndt at smile. Hvilket bestemt ikke gør noget godt for hende.

I en ny, dramaturgisk imponerende video hænger hendes hoved frit svævende i den sorte intethed og minder os alle sammen om, at vi har set for mange kattevideoer på Instagram, hvorfor hun beordrer os til at slukke for vores telefoner og læse en god bog i stedet. Det er li’godt noget af det mest uhyggelige, jeg længe har set.

Kombinationen af overformynderi, stram grimasse og scenografi er netop, som jeg forestiller mig Big Brother optræde på storskærm i George Orwells roman 1984, og nogen i Moderaternes kommunikationsafdeling burde nok have forhåndsevalueret videoens udtryk, der fremfor at virke inspirerende nærmere cementerer fru Stages lidt domina-agtige fremtoning (Caroline Stage Olsen, red.)

Jeg tør i hvert fald ikke andet end at se langt flere kattevideoer fra nu af, hvis jeg på den måde kan betvinge algoritmen og ikke risikerer ufrivilligt at lande i endnu en moderlig taler fra ministeren.

Lilleput uden forsvar
Ved redaktionens afslutning i sidste uge var både internet, telefonlinjer og morseapparater rødglødende af Breaking News om Donald Trumps bombastiske Grønlands-mission.

Den var da heller ikke just en opvisning i diplomatiske samarbejdsevner, men snarere en mesterlære i, hvordan man effektivt sætter en geopolitisk dagsorden. Meget kan man sige, men morsomt er det: Det kostede den kommende præsident 20 MAGA-kasketter, en middag og en tank flybrændstof at sætte sig grundigt for bordenden af nogle forhandlinger, som ingen ellers havde tænkt sig at deltage i.

Hvis vi lige et øjeblik kravler ned af den høje hest og ser med nøgterne øjne på Danmark, så er vi trods Den Lille Havfrue, Rundetårn og Dan Jørgensens stolte pilgrimsfærd mod forhastet, grøn omstilling sådan set bare et lilleputland med overordentligt flotte tanker om os selv. Havde vi ikke haft Grønland, tvivler jeg stærkt på, at USA overhovedet havde gidet tale med os. Og den samtale er da nok også blevet en smule akavet, efter Mette Frederiksens latterliggørelse af Trumps første frieri på Grønlandsspørgsmålet i 2019.

Nationalromantik og trommedans
Samtidig halter vores forsvar gevaldigt, og trods alle vore raske Jens’er, gode intentioner og fine historiefortællinger om mod og mandshjerte, så er det et uomtvisteligt faktum, at vi gennem de sidste ca. 400 år med stor præcision har tabt samtlige krige, vi har deltaget i.

Debatten om den store ø i ishavet har følgelig raset fra den ene yderlighed til den anden de seneste 8 døgn, og det er ikke småting, man har måttet lægge øjne og ører til, når både politikere og meningsdannere har rullet sig ud i nationalromantiske narrativer om Rigsfællesskab og kamikker, og for det meste er surfet glat hen over de mørkere kapitler af den arktiske venskabsforening.

Grønlænderne selv har taget det mere afslappet. De er måske i lidt højere grad bevidste om, at man ikke kan forsvare Grønland med slædehunde og trommedans, og lader til at have indtaget en roligt afventende position overfor de kommende politiske forhandlinger.

Sverige i krig
Så er der mere fut i svenskerne, der efter flere hundrede år i neutralt ingenmandsland har fået nok af al den pacifistiske blødagtighed og efter deres indtræden i NATO er hoppet direkte i den store gryde med krigsretorik.

For et par måneder siden begyndte man efter sigende at lede efter egnede områder til nogle overordentligt store krigskirkegårde. Med små lette hop på stedet meldte den svenske statsminister for et par dage siden åbent ud, at ”der ikke længere er fred i Sverige.” Han så nærmest helt glad ud, mens han sagde det, for endelig sker der noget.

Mette i krig med Rusland
Når nu man som politiker ikke længere via corona og klima har tilpas med gennemslagskraft til at gennemføre sine forbrugsbegrænsende foranstaltninger, så har man altid en rask krig i baghånden, der måske kan tøjle tøjlesløse befolkninger. På dagens netop overståede pressemøde i Helsinki kunne vores helt egen Mette Frederiksen ligeledes tone frem på skærmen og tale beroligende til os om al den død og ødelæggelse, vi snart får lov at opleve. Jeg var såmænd ikke blevet forbavset, hvis hun havde benyttet lejligheden til at erklære krig mod Rusland.

Fremgang i Argentina
Til manges store ærgrelse ser det ud til, at den pt. mest farverige politiker på verdensscenen, argentinske Javier Milei, helt mod forventning er godt i gang med at få styr på Argentinas økonomi og generelle trivsel.

Den nyhed falder garanteret ikke i god jord alle steder i det konsensussøgende, radikale segment. Dvs. dem som lever af at lægge hovedet lidt på skrå og stemme S’erne, når de siger noget menneskefjendsk på en imødekommende måde. Et stykke hen ad vejen føler jeg med dem; for det må virkelig gøre ondt i deres ellers stålsatte verdensbillede, når nogen pludselig begynder at sige det, der passer, fremfor det, der lyder pænt – og handle derefter.

Især når det drejer sig om en lettere manisk herre fra højrefløjen, der med benhård retorik, motorsav og Engelbert Humperdinck-frisure åbenbart kan styre en nation tilbage på sporet, efter den var lige ved at kuldsejle under socialismens kløer. Smerten må være næsten ubærlig for alle dem, der spåede Argentinas undergang efter valget af den kontroversielle politiker med det sympatiske valgsprog: ”Skat er tyveri.”

God tirsdag aften.