Hvis jeg havde 100 kr. for hver gang, nogen de seneste år har spurgt mig, hvorfor en sød/klog/skør/pæn/bla.bla.bla. som jeg dog stadig er single – så havde jeg været en rig dame.
For selv i disse (på visse områder) frisatte tider, så lader den gængse holdning stadig til at være, at man bør leve i yndig samdrægtighed med et andet individ for ligesom at passe ind i andres virkelighedsopfattelse.
Jeg ved, vi er mange solister, der kan genkende det spørgsmål fra middagsselskabet, arbejdspladsen eller fra sociale medier, hvis ens civilstatus tyder på, at man færdes i fri dressur uden vielsesring.
Der er bare lige den detalje, at jeg altså har været gift engang. Fra jeg var 24 år, var jeg en trygt installeret housewife, siden fuldtidsmor, mens min søn var lille. Det ægteskab gik over; livet slog et sving i en ny retning efter små 10 år, og siden har der da absolut været andre, skønne mænd i mit liv i kortere eller længere perioder. Bare ikke dét der. Bare ikke lige det, som skulle vare ved – eller være det helt rigtige.
Og det er helt, som det skal være.
Kvinder kan lære noget af mænd
Til gengæld lærer man utroligt meget af mændene i ens liv – og livet i ens mænd. Ikke blot om jagt, ejendomsinvestering, momsregnskab, og hvordan man fylder olie på bilen – men så afgjort også, hvad man kan og ikke kan trives med i sin hverdag og sit kærlighedsliv.
Det er så moderne at sige, at vi alle sammen bare er blevet for kræsne og umulige og insisterer på at udvælge vores næste partner efter en fasttømret, ufravigelig Tinder-bageopskrift af højde, drøjde, kulør, politisk overbevisning og hvor mange gange om dagen, man bør børste tænder.
Helt så enkelt tror jeg nu ikke, det er. For oven i de mange præferencer, man muligvis kan have, så spiller moderne kønsroller – eller manglen på samme – også ind. Det er som om, vi står famlende overfor vores eget køn, og hvad der forventes af os nu, hvor feminismen efterhånden har fået udvisket både de synlige og usynlige forskelle mellem mænd og kvinder.
Kvinder skal være elitesoldater, banke i bordet og udgøre mindst 50 pct. af alle bestyrelser, mens mænd tager opvasken, græder over ”Det lille hus på prærien” og ifølge Enhedslisten også helst skal føde børnene.
Vi er alle moderat utilfredse
Det er sgu lidt noget rod, og jeg tror i virkeligheden, at det feminiserede samfund gør os alle sammen moderat utilfredse.
Bevares, der er ingen tvivl om, at fortidens kvinderolle trængte til et grundigt eftersyn. Men derfor er der jo ingen grund til, at vi alle skal leve som statsløse i vores eget køn i angsten for at skvatte i noget, der minder om traditionelle roller.
Hvad værre er: Vi er altså nogle kvinder, der slet ikke kan hitte rundt i den mandetype, der lader til at være blevet radikaliseret af de Radikale. Derfor kommer vi til at mobbe jer hæmningsløst, når I tror, I redder verden ved at køre elbil, flage for Ukraine og skifte frikadellerne ud med bænkebidere, og vi har også virkelig svært ved at holde masken, når I bevæget beretter om jeres weekendkursus i tantrasex. Vi er ikke alle født med tålmodighed til den slags.
Man skal kunne stole på en mand
For et par uger siden sad jeg med en veninde og forsøgte at sætte ord på fænomenet set fra min egen ølkasse, og den bedste allegori, eks-danseren her kunne finde, kom sjovt nok fra ballettens verden.
Ballerinaer ser muligvis sarte og skrøbelige ud, men er i virkeligheden bomstærke energibundter med totalt styr på hver en bevægelse og hver en kropsdel. Det er jo helt fint, når man er solist og fungerer uafhængigt af andre, men i det øjeblik man danser Pas de Deux (pardans, red.), så er man nødt til at slippe kontrollen lidt og overlade en del af styringen til sin partner.
Når først en ballerina sætter af og springer, så skal hun vide med sikkerhed, at partneren har styrke, overblik og vilje til at gribe hende og ikke pludselig står og lider af flydende kønsidentitet og kommer i tvivl om sin rolle i forestillingen.
For så er det langt sikrere bare at danse videre for sig selv. Men også lidt kedeligere.
