Historiske analogier bruges ofte dårligt. Men når de bruges præcist, kan de afsløre beslutningsmønstre, vi ellers overser. Klimapolitikken i 2020’erne minder i sin struktur og beslutningslogik om Europas nedrustningspolitik i 1930’erne. Ikke fordi klima og krig er det samme – men fordi de politiske fejl følger samme mønster.
Det er ikke motiverne, der er parallelle. Det er konsekvenserne.
Moralsk fremdrift som erstatning for strategi
I 1930’erne var målet fred. Nedrustning blev set som civilisatorisk fremskridt. Våben blev betragtet som problemet – ikke verdens magtstruktur. Den afgørende antagelse var enkel: Hvis vi viser moralsk vilje og selvbegrænsning, vil verden bevæge sig i samme retning.
I dag gentages antagelsen i klimapolitikken. Europa reducerer hurtigere, dyrere og mere ensidigt end nogen anden region – i håbet om, at resten af verden følger trop, teknologien redder os i tide, og markedet tilpasser sig politiske mål. Men ligesom i 1930’erne er håb ikke strategi.
Ensidig selvbegrænsning i en asymmetrisk verden
I mellemkrigstiden nedrustede europæiske demokratier, mens autoritære regimer oprustede. Resultatet var ikke stabilitet, men sårbarhed. I dag ser vi en energipolitisk parallel: Europa pålægger sig selv høje energipriser, mens energisystemet gøres mere komplekst og mindre robust, og energitung industri presses eller flytter
Samtidig udbygger Kina kul, atomkraft og vandkraft, sikrer billig, stabil energi til industri og vækst. Kina reducerer ikke tempoet af hensyn til europæiske mål. Den globale CO₂-kurve ændres ikke væsentligt. Men Europas konkurrenceevne, energisikkerhed og strategiske råderum forringes.
Det er klassisk selvbegrænsning i en verden, der ikke spiller efter samme regler.
Symbolpolitik og mål uden systemeffekt
1930’ernes nedrustning var præget af topmøder, traktater, erklæringer og moralsk selvsikkerhed. Men bag dokumenterne ændrede magtbalancen sig i den modsatte retning. Klimapolitikken i dag lider af samme svaghed. Her måles succes måles i mål-år, delmål, installeret kapacitet og politiske hensigtserklæringer.
Men sjældent i stabil leveret energi, samlet systemomkostning, global emissionsreduktion og industriel robusthed. Politik evalueres på signalværdi frem for effekt og bliver strategisk blind.
Den lukkede debat – igen
I 1930’erne blev kritikere af nedrustning udskammet som krigsmagere, pessimister og reaktionære. I dag ses en parallel. Kritikere af klimapolitikkens tempo, midler eller omkostninger stemples som benægtere, uansvarlige og moralsk suspekte.
Når en politisk linje gøres moralsk uangribelig, ophører den med at kunne justeres. Det var farligt dengang. Det er farligt nu.
Globale incitamenter lader sig ikke forhandle
Den grundlæggende fejl i 1930’erne var troen på, at virkeligheden kunne formes af normer alene. Klimapolitikkens parallel er forestillingen om, at energitæthed, systemstabilitet, råstofbegrænsninger og globale incitamenter kan tilsidesættes uden alvorlige bivirkninger. Men hverken fysik eller økonomi reagerer på moralske signaler.
Ifølge bl.a. Clintel World Climate Declaration er klimaet et komplekst system med betydelig usikkerhed i modeller og feedbacks. Der findes ingen videnskabelig konsensus om en klimanødsituation, der ophæver proportionalitet og cost-benefit-tænkning. At insistere på dette er et strategisk ansvar.
Læren fra historien
Ligesom i 1930’erne ignoreres de ubehagelige afvejninger: Hurtig grøn omstilling vs. energipris og stabilitet. Symbolsk lederskab vs. industriel bæreevne. Nationale mål vs. global effekt. Moralsk renhed vs. demokratisk legitimitet.
Disse trade-offs forsvinder ikke, fordi man ignorerer dem. De materialiserer sig blot senere – dyrere og mere brutalt.
Historien lærer os ikke at være kyniske. Den lærer os at være realistiske.
Europa betalte dyrt for at forveksle intention med effekt, signal med styrke og håb med strategi. I dag risikerer vi at gentage fejlen – denne gang på energi, industri og velstand.
En klimapolitik, der bygger på ensidig selvbegrænsning i en asymmetrisk verden, er ikke ansvarlig – uanset hensigten. Hvis vi vil beskytte miljøet, nationernes sammenhængskraft og Europas strategiske position, må klimapolitik igen blive realpolitik.
Historien er nådesløs over for velmenende illusioner. Den belønner dem, der forstår kompromisser – og handler derefter.
