I den borgerlige og liberale tradition er religionsfriheden et civilisatorisk kerneprincip. Staten skal ikke blande sig i menneskers tro, og i et åbent samfund må forskellige religioner kunne eksistere side om side, så længe de respekterer loven.

Denne tanke har historisk vist sig frugtbar. I takt med sekulariseringen i Vesten er religion i stigende grad blevet et privat anliggende – et spørgsmål om personlig overbevisning snarere end politisk orden.

Det er i forlængelse af denne erfaring, at mange liberale i dag nærer et håb om, at islam i Europa vil gennemløbe en lignende udvikling.

At der over tid vil opstå en “kulturel” islam, løsrevet fra stærke normative og politiske fordringer. At muslimsk identitet – ligesom kristen identitet for mange danskere – i praksis kan blive en baggrundsmarkør uden større samfundsmæssig betydning.

Problemet er ikke den borgerlige tolerance
Denne forestilling hviler på Vestens egen historiske erfaring med kristendommen, hvor stærke religiøse identiteter gradvist er blevet forenelige med sekulær stat, individuel frihed og pluralisme.

Netop derfor er den analytisk interessant. For hvis forestillingen ikke holder – hvis islam ikke uden videre kan reduceres til en privatsag – så er det ikke den borgerlige tolerance, der er problemet, men den forventning, at Vestens erfaringer automatisk gælder andre religioner.

Bertel Haarder har i årtier været en af de tydeligste repræsentanter for denne dannede, national-liberale tradition. Hans tilgang til religion og samfund udspringer af en grundlæggende tillid til frihedens og åbenhedens integrerende kraft – også når det gælder islam.

Vil undgå den kollektive mistænkeliggørelse
Hos Haarder findes en konsekvent bestræbelse på at skelne, differentiere og undgå kollektiv mistænkeliggørelse.

Det kommer klart til udtryk, når han i sin bog Sjælespark insisterer på, at kampen mod islamisme netop forudsætter, at man ikke gør islam som sådan til fjenden: “Det islamistiske uvæsen skal bekæmpes, men ikke på en måde, der sætter alle muslimer under anklage.”

På samme måde understreger han betydningen af de moderate muslimer: “Kun de færreste muslimer er islamister, og uden de moderate er det ikke muligt at bekæmpe de rabiate.”

Her udtrykkes et klassisk liberalt håb: at lav religiøs praksis, intern mangfoldighed og hverdagslivets tilpasninger gradvist vil svække religionens politiske og normerende kraft. At islam, ligesom kristendommen, over tid kan fungere som religion uden at gøre krav på lov, autoritet og kollektiv orden.

Holder analogien
Spørgsmålet er, om denne analogi holder.

Det er netop denne problemstilling, den britiske historiker Tom Holland har insisteret på at tage alvorligt. I Dominion viser han, at der i kristendommen tidligt opstår en principiel adskillelse mellem det religiøse og det verdslige – mellem det, der tilhører Gud, og det, der tilhører staten.

Adskillelsen er forudsætningen for, at religion i Vesten over tid har kunnet trækkes ud af lovgivning, politik og kollektiv forpligtelse og reduceres til personlig tro.

Staten kan være sekulær, fordi religion allerede er blevet privatiseret.

Islam er ufordøjelig for den sekulære
Men islam deler ikke denne struktur. Som Holland påpeger, er islam historisk forstået som en samlet moralsk og samfundsmæssig orden, hvor lov, religion og politik ikke udgør adskilte sfærer, men hænger sammen.

I podcasten Triggernometry har Holland sagt: “Jeg mener, at islam i en unik grad er ufordøjelig for et sekulært sindelag – og det er der mange, der ikke ønsker at indrømme.”

Det betyder ikke, at alle muslimer ønsker et teokrati, eller at islamisk praksis altid omsættes direkte til politik. Pointen er, at religionen historisk ikke er adskilt fra normer, ret og fællesskab på samme måde som i kristendommen.

Fejlslutningen
Her opstår den borgerlige fejlslutning. Når liberale taler om “kulturmuslimer”, forestiller de sig ofte en islamisk pendant til den kulturelle kristendom med lav religiøs praksis, begrænset teologisk viden og en identitet, der primært fungerer socialt og privat.

Men i en religiøs tradition, hvor religion ikke er adskilt fra civilsamfundets grundstruktur, kan lav fromhed sameksistere med stærke normative og politiske loyaliteter.

Lav religiøsitet kan derfor ikke uden videre bruges som mål for politisk forenelighed med et liberalt samfund.

Den oversete forskel
Det er denne forskel, der ofte overses i den borgerlige debat. Man overfører vestlige erfaringer med kristendommen til en religion med en anden historisk baggrund og forventer, at moderation vil indfinde sig af sig selv – gennem tid, velstand og uddannelse.

Når disse forventninger ikke indfries, kommer udviklingen bag på dem, der burde have forudset den.

Borgerligt forsvar for religionsfrihed og pluralisme er i sig selv legitimt. Problemet opstår først, når disse principper hviler på antagelser, der ikke holder i mødet med den religion, de anvendes på.

En realistisk politik forudsætter, at man forstår, hvad islam er og ikke kun, hvad man ønsker, den skal være