Det er nærmest pinagtigt at skulle blive ved med at sige det, men igen er chefredaktørparret på det, der skulle forestille at være det borgerlige medie nummer ét herhjemme, nemlig Berlingske Tidende, ude på et skråplan. Det viser deres ihærdighed de seneste uger for at ride med i mediekapløbet om at angribe den nye borgerlige Trump-administration i USA hårdest muligt.

I et Facebook-opslag kort efter, at Trump tiltrådte sin anden præsidentperiode, bruger Tom Jensen sin adgang til spalterne på med en korreksende mine at få borgerlige, der har udtalt sig positivt om Trump, til at stå skoleret. For mener de mon så også, at det er i orden, hvis amerikanerne pludselig sætter sig for at tage Grønland med magt?

Kort efter er den anden Berlingske-chefredaktør ude i nogenlunde samme ærinde. ”Allerede før Trump havde udstedt sit første dekret mod diversitetsprogrammer, var”, skriver Pierre Collignon, ”tilbageslaget begyndt. Først slog en højesteretsdom fast, at universiteter ikke må give fordele på grundlag af race, og de seneste to år har store virksomheder på stribe vendt ryggen til det ’equity’-begreb, der lagde op til, at et mål om repræsentation mellem forskellige grupper kunne opnås gennem diskrimination.”

Ja – og …? fristes man til at sige.

Collignon fortsætter ufortrødent: ”Vi går fra den ene ekstrem til den anden. Før var der åbenlys venstreorienteret politisk censur på Twitter og Facebook. Nu er der X med Elon Musk i spidsen og Mark Zuckerberg, der fortryder, at han satte for hårdt ind mod den frie tale. Dyrkelse af feminine værdier er blevet afløst af en hæmningsløs udstilling af machokultur, som når ’Hulk Hogan’, en tidligere stjerne i USA's fantasiunivers af professionel wrestling, taler på Republikanernes nationalkonvent. Det virker aparte for gennemsnitseuropæeren, men Trump har i årevis associeret sig til wrestling-verdenen, og mange af hans vælgere elsker det. De kender præmissen: Alt er løgn og rollespil i wrestling, men der er også et dybere budskab: Nu er tiden inde til, at mænd må være rigtige mænd igen. Og tiden er inde til, at vi igen må udvise brutalitet.”

Det er sådanne emner, de to chefredaktører for den avis, der skulle forestille at være det mest borgerlige mainstreammedie af alle herhjemme, muntrer sig med at bruge deres platforme til.

Den neutrale midterposition er et naivt illusionsnummer
Er de da blevet komplet farveblinde, har man lyst til at udbryde? Eller har de glemt, at rødt i den amerikanske politiske kontekst står for blåt og blåt for rødt?  Og ikke mindst: At tanken om den farveløse, neutrale midterposition, som de tilsyneladende sukker sådan efter, nok er den mest naive idé, det mest naive illusionsnummer siden Alice i Eventyrland.

Det, der sker, er nemlig, at der så blot er nogle andre, der vælger for én. Det er netop hvad de dygtige operators på venstrefløjen – den totalitære venstrefløj, skulle vi nok tilføje – for længst har opdaget og ikke været sene til at udnytte.

Det, der sker lige nu i USA med makkerparret Trump/Musk, handler først og fremmest om, at vi i Vesten har sovet så meget i timen, at vi ikke har opdaget – eller ikke har gidet registrere – at vores samfund i løbet af de sidste små 10 år er blevet totalt omdannet indefra af den venstreradikale revolution, der går under betegnelsen ”woke”.

Det gælder ikke mindst de to chefredaktører Tom Jensen og Pierre Collignon. Men det gælder også folk som den ellers ofte kloge historiker Michael Böss, der i avisen har været ude i nogenlunde samme ærinde.

Naivisternes slappe slingrekurs
Min påstand er, at disse stemmer, trods momentvise tilløb til kritisk stillingtagen, i alt for høj grad har ført en slap slingrekurs over for wokebevægelsen. Som vel at mærke ikke bare er en eller anden tilfældig kulturstrømning, som dem vi har set hundrede gange før. Endsige er den, som Böss skriver, kun ”kun for alvor slået igennem (herhjemme) på den yderste venstrefløj, og har aldrig nået den grad af institutionalisering, man finder i USA og Canada.”

Jeg kunne ikke være mere uenig. Woke er den ubetinget værste indre trussel mod vores liberale vestlige demokrati siden 30’ernes fascistiske og kommunistiske bevægelser. Det skyldes, at den – som Kristian Ditlev Jensen skriver i sit skarpe indlæg her på Kontrast – er en ”bølle-aktivisme”, der bruger psykisk vold som våben til at banke meningsmodstandere og andre sagesløse på plads.

Det gælder så sandelig også i et land som lille Danmark – hvilket alene min egen og andres skæbne inden for universitetsverdenen turde være det bedste bevis på.

Det er som om disse højtprofilerede medieansvarlige, disse indehavere af et af den 4. statsmagts hovedorganer samt deres supporters, slet ikke har opdaget – eller endnu værre: forsætligt lukker øjnene for – alle de faktuelle uhyrligheder, denne bevægelse har medført.

De borgerlige har sover i timen
Jeg mener vitterlig, det er et svigt af historiske dimensioner. Det handler jo til syvende og sidst ikke om ideologier, sådan som Collignon antyder i sit indlæg: ”først svingede pendulet lidt for meget til venstre, og nu svinger det lidt for meget til højre.” Nej, det handler om det frie, åbne, humane demokrati over for det totalitære, lukkede, antihumane autokrati. Intet mindre.

Og fordi vi selv i dén grad har sovet i timen og ladet stå til, hvor vi burde og kunne have stoppet det autokratiske woke-ragnarok i opløbet, bliver midlerne der skal til for at få det stoppet og få genindført demokratiet, som er det, blå i vores del af verden i virkeligheden betyder, nødvendigvis mere kradsbørstige. Det er i bund og grund, hvad Trumps såkaldte ”brutalisme” handler om og går ud på.

Når Trump/Musk kommer buldrende, som de gør, kan det derfor ses på lige fod med Stars & Stripes og Union Jack, der omsider kom det nazificerede kontinentale Europa til undsætning under Anden Verdenskrig. Hvor totalitarismen ligeledes var kommet snigende gennem et tiår, for så til sidst at sætte sig blytungt på hele samfundet.

Thi dette her er en krig, vi er midt i, ikke en eller anden pæn debat med lidt på den ene side og lidt på den anden side. Og lige som under Anden Verdenskrig kan vi nok være temmelig glade for, at amerikanerne kom før Putin eller Xi. Selv er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, hvem jeg helst ville befris fra wokeismen af.

Det undrer mig, de ikke kan se det større billede
Der må som bekendt skarp lud til skurvede hoveder. Og det er lige præcis dén skarpe lud, det amerikanske makkerpar Trump/Musk nu sætter sig i spidsen for at dele ud af. Ikke et sekund for tidligt efter min og mange andre dedikerede demokraters mening. Tværtimod kunne det meget vel have vist sig at komme en postgang for sent.

At Berlingskes cheftandem – samt andre profilerede såkaldt borgerlige debattører – slet ikke kan se dette ”større billede”, undrer mig godt nok såre. Og hvad mere er: Det skader den borgerlige sag mere end noget andet.

Er det da ikke glimrende, kan man spørge, når Tom Jensen i sin seneste leder tilsyneladende vender rundt på en tallerken? Her ser man ham jo skose alle dem, der har haft travlt med at ”ekstremgøre” højrepartierne i Europa. Afsporingen bliver, skriver han, ”total, hvis det politiske establishment i Europa reagerer på udviklingen, og ikke mindst på valget af Donald Trump, ved at bekymre sig mere om at bygge brandmure mod disse partier – hvad enten de er nationalkonservative, almindelige højrepartier, populister eller en kombination af det hele – end om hvad deres fremvoksen udtrykker af bekymringer og prioriteringer i de europæiske landes befolkninger”.

Endvidere siger han, at ”Den ekstreme venstreorienterede identitetspolitik, der også har sat sit præg på mange lande i Europa i et åbenlyst modsætningsforhold til den generelle folkelige forankring i det, Donald Trump har tilladt sig at kalde ’den sunde fornuft’. Og som man kan måle sig frem til, hvis man gider”?

Opportunister i Pilestræde
Nej, det gør det ikke spor bedre. Det understreger blot Jensens opportunisme. Og opportunisme er, alt andet lige, det farligste af alt. For hvorfor ”gad” Tom Jensen det egentlig ikke selv i forgårs, men først da magtvinden begyndte at blæse komfortabelt den anden vej? Er det virkelig sådan, den frie og kritiske presse, den såkaldt ”4. statsmagt”, som hedder sådan, fordi den ikke er og aldrig skal være ringforlovet med de tre formelle statsmagter, bør agere?

Det er et spørgsmål, man ikke kommer udenom at stille.

For at slå en fed streg under slingrekursen følges den ansvarshavende chefredaktørs leder nogle dage efter op med et indlæg af kollega Collignon. Indlægget handler om den såkaldte grooming-sag fra England, som siden sin afdækning har traumatiseret landet. Her mimer Pierre Collignon nærmest én til én den kritiske journalist Tommy Robinsons angreb på mørklægning og den sygelige politiske korrekthed, den udsprang af – idet man ikke ønskede at blive beskyldt for racisme over for den pakistanske voldtægtsbande.

Den slatne slingrekurs vil koste på æreskontoen
Det frygtelige for den vægelsindede Collignon er blot, at det netop var Tommy Robinson, der for alvor tog hul på debatten og punkterede tavshedsboblen. Tommy Robinson, som den dag i dag sidder i fængsel under horrible forhold for at have sagt sandheden. For Tommy Robinson er jo en såkaldt ”højrefløjsaktivist”, dvs. en der har taget stilling. Og det må man åbenbart ikke ifølge Collingnon.

Jeg er dog sikker på, at den slatne slingrekurs i sidste ende vil komme til at koste på æreskontoen, når historien – og mediernes rolle i den – skal gøres op. Med andre ord: Udskamningseffekten er ved at have nået sin udløbsdato.

Også her har Trump/Musk vist vejen. Det var netop den sidste, der gav oprejsning til en mand som Tommy Robinson for den kamp han ene menneske har taget mod et overmægtigt, komplet afmarcheret engelsk woke-system.

Summa summarum: Der er dem, der er villige til i svære tider at tage tævene for det rigtige og det sande. Og så er der dem, der ikke er.