Gennem 40 år har jeg haft min daglige gang på Københavns Universitet, landets på papiret tungeste højere læreanstalt. Først som studerende. Siden som fastansat forsker og underviser. Derfor er det også med stor begrædelse, at jeg ser denne institution forfalde på det græsseligste. Det gør den på to fronter, den indre og den ydre.
Hvad den indre front angår, har både Thomas Aastrup Rømer og Søren Gosvig Olesen her på Kontrast leveret forbilledlige analyser af, hvor det er, skoen trykker, når det gælder nutidens akademia. Specielt neoliberalismens og konkurrencestatens fatale mangel på respekt for armslængdeprincippet i forhold til forskningens autonomi får et skud for boven. Det sker ved at anfægte ”fra forskning til faktura-filosofien”.
Hans Hauge, tidligere lektor i Engelsk ved Aarhus Universitet, er en anden, der har taget universiteternes situation, bredere set, ved vingebenet. I et indtil videre upubliceret essay om amerikaniseringen af humaniora i Danmark, som jeg har fået lov at citere fra, skriver han:
”På et tidspunkt besluttede de så i Aarhus, at det hele skulle være på engelsk (amerikansk). De sad på Sandbjerg Slot og fandt på navne. Rektor forestillede sig endog, at der blev talt engelsk i kantinerne. Her begyndte alle humanistiske studier at ligne engelskstudiet. Aarhus University skulle være et senmoderne universitet, derfor fjernede man Det teologiske fakultet. Det var indledningen til oprettelsen af det posthistoriske universitet. Man fjernede oprindelsen. Dernæst skulle fakulteterne have engelske navne. Man fulgte den strategi, som vi kender fra forretningsverdenen, hvor Udsalg for længst var blevet til Sale, og hvor de har private banking, og det på tv hedder Newsroom. Man importerede evalueringer, som mange kendte fra hoteller rundt om i verden.”
