Pelle Dragsted er en af de der typer, der altid står og ser alvorlig, men ufarlig ud, mens han holder oplæg om “demokratisk ejerskab” og “fællesskab”. Han ligner og lyder som en hyggelig folkeskolelærer, der har læst lidt Grundtvig og nu mener, at verden kan reddes med andelsbagerier og brugsforeninger. Problemet er bare, at der bag smilet gemmer sig et projekt: at smugle marxisme ind ad bagdøren i dansk politik.

Ikke med stormløb, men med lunken kaffe og kooperativer.

For Dragsted ved godt, at ordet revolution skræmmer vælgere. Så han omskriver det til “demokratisk økonomi”. Det lyder næsten lige så ufarligt som at melde sig ind i Coop. Men det er samme gamle projekt: at fratage borgere ejendomsret og erstatte den med en statslig eller kollektiv ejendomsret, hvor politiske kommissærer sidder tungt på magten.

Og når han i dette interview i Politiken taler om “at medarbejderne skal kunne fyre chefen”, er det jo blot en genoplivning af den gamle sovjetiske drøm om lynchede, udbyttende fabriksejere – denne gang pakket ind i dansk politisk hyggeretorik.

Fra Marx til Hamas – uden at blinke
Når Pelle Dragsted deler videoer fra Gaza-demonstrationer, hvor der råbes “død, død over IDF” , så er det ikke en fejl eller en forglemmelse. Det er en afsløring. Han kan påstå nok så meget, at han “ikke hørte det” og “ikke bryder sig om slagordet”.

Men når man efterfølgende fjerner lyden og stadig fastholder videoen, er det, fordi man ikke vil tage et klart opgør med hadet. Dragsted vil have både den pæne stemme i Christiansborgs salen og de råbende på gaden. Han vil tale i to koder – en til pressen, en til basen.

At han i samme åndedrag sætter Israels hær og Hamas på samme moralske hylde, er det endelige bevis: Enhedslisten kan ikke skelne mellem en demokratisk retsstat og en islamistisk terrororganisation. They never could.

Terrorromantik og taqiyya
Og så er der Dragsteds årelange venskab med Torkil Lauesen, den gamle Blekingegade-mand, dømt for medvirken til politimord. Dragsted beundrer Lauesen som “intellektuel”. De er to sider af samme mønt: Lauesen forsøgte at realisere revolutionen og drømmen om Palæstina med våben og røverier, Dragsted forsøger det med powerpoint-slides og bløde vendinger.

Men målet er det samme.

Der findes et begreb i islam, taqiyya, der betyder, at man kan lyve eller skjule sine egentlige hensigter, indtil tiden er moden. Dragsted bedriver politisk taqiyya. Han taler om “demokratisering” og “fællesskab”, men i virkeligheden handler det om at nedbryde den liberale samfundsorden indefra. Når han foreslår, at en “national velstandsfond” skal købe sig ind i danske virksomheder , er det blot en pæn omskrivning af statslig ekspropriation.

Det er derfor, han sympatiserer med gaden, når der råbes om død over Israels soldater. Og det er derfor, han insisterer på at fremstille Hamas og IDF som to lige onde parter. For ham er den “internationale solidaritet” vigtigere end sandheden – og vigtigere end jøders sikkerhed.

Pigepæn kommissær
Så ja, Pelle Dragsted smiler. Han citerer Grundtvig. Han fortæller, at socialismen allerede findes i Coop og Thise Mejeri. Men bag al hyggen er det stadig Lenin, der lurer. Bag den pæne jakke og den bløde retorik står der en kommissær, der vil bruge demokratiet til at afskaffe demokratiet.

Det kan godt være, at Dragsted aldrig selv ville tage en kalashnikov i hånden som hans ven Lauesen. Men han står side om side med dem, der råber “død over IDF”, mens han kalder det “frihedskamp”. Og det er i grunden værre. For Dragsted er systematisk, vedholdende – og dyppet i moderne politisk kommunikation.

Og så må vi lige huske, hvem vi taler om: Enhedslistens partiformand, medlem af Folketinget, frontfigur for et parti, der ikke er på vej ind fra kulden, men som allerede sidder i centrum af dansk politik. Et parti, der vokser – særligt i hovedstaden, hvor de står til at kunne tage styringen på Københavns Rådhus.

Enhedslisten og Pelle Dragsted er ikke en latent trussel mod Danmark og demokratiet. De er allerede en trussel. Ikke på trods af, men på grund af deres succes med at groome en hel generation til intersektionel neomarxisme. Med den sukkerpudsede be kind-diskurs, hvor offerrollen er det højeste ideal, og hvor de afsporede kønsteorier er dryppet ind i alle vores samfundsinstitutioner – fra børnehaver til universiteter, fra medier til ministerier.

Det er en venlighedsdiskurs, der skræmmes ind i befolkningen - for be kind er kun den første del af budskabet. I sin fulde form lyder det: “Be kind - or we will hurt you until you’re kind”.

Vi slår på dig, vi tæsker dig, vi ødelægger dig, hvis du ikke marcherer i intersektionel takt. Det er tolerance-terror. Ikke venlig opfordring til debat.

Det er på denne måde, Dragsteds revolution allerede er i fuld gang. Ikke med geværer og barrikader, men med små skridt, stille overtagelser, et kor af venlig vellyd - og en voksende bykultur, hvor Enhedslisten er blevet det nye establishment.

Enhedslisten og israelitterne
Værst af alt er det, at Pelle Dragsted og Enhedslisten ikke blot har holdt liv i marxistiske dogmer, men har formået at slå dybe rødder blandt Generation Z – især blandt unge kvinder. Her ser vi nu en antisemitisme blomstre, som partiet bærer et stort ansvar for at have plantet og kultiveret. Det er en antisemitisme forklædt som moral, et had indpakket i ord om “solidaritet” og “antiracisme”.

Historisk er der intet nyt i det. Allerede under Den Russiske Revolution blev jøder gjort til skydeskive gennem pogromer og propaganda. Dengang hed det, at jøderne stod på de reaktionæres side, at de var kapitalens håndlangere og derfor måtte tilintetgøres. Siden fulgte Sovjetunionens egen statslige antisemitisme – under Stalin pakket ind i kampagner mod “kosmopolitisme” og “zionisme”, hvor jøder mistede deres stillinger, blev udstillet som folkefjender og i tusindvis blev fængslet eller sendt i arbejdslejre.

I dag videreføres den samme logik i et nyt sprog: Israel og jøderne fremstilles som undertrykkere i en grotesk forenklet intersektionel magt- og privilegieanalyse. Nu handler det ikke om “kapitalens håndlangere”, men om “hvide kolonialister” og “besættelsesmagt”. Men mekanismen er den samme: at dæmonisere jøden. At fratage dem offerrollen, selv i mødet med terror og udryddelsesretorik.

Generationel grooming
Og her er det Enhedslisten, der har gødet jorden i Danmark. Ved at koble marxistiske verdensbilleder med identitetspolitikkens be kind-retorik, har de gjort antisemitismen stueren for en hel generation. At marchere under palæstinensiske flag er blevet en adgangsbillet til moralsk fællesskab, mens sympati med jøder og Israel fremstilles som et tegn på kynisme og medskyld.

Derfor kan vi takke Enhedslisten – og Pelle Dragsted – for at Danmark i dag har fostret den mest jødefjendske ungdom nogensinde. Det er ikke en tilfældighed, men resultatet af en ideologisk arv, der strækker sig fra Lenins pogromer, over Stalins udrensninger, til dagens danskversionerede intersektionelle neomarxisme.

Antisemitismen har blot skiftet kostume, hvilket har gjort den yderligere uigenkendelig for en historieløs Generation Z.

Prisen for det betaler de danske jøder i disse år. Pelle Dragsted, derimod, høster den magtdividende, som politiske ekstremister altid har kunnet indkassere på antisemitismen. Og han gør det i den pæneste og mest troværdige af alle indpakninger: smilets, jakkesættets - og demokratiets.