De demonstrationer imod datacentre rundt om i landet. Venstrefløjens unge aktivister har end ikke besværet sig med at tage palæstinensertørklædet af fra den sidste store sag: Alliancen med islam om ’Fra Floden til Havet’. De har bare fundet en ny sag.
Men protesterne kommer også andre steder fra. For eksempel fra Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne. Han bruger nogle af de samme ord som de venstreorienterede unge demonstranter. ’Hyperscalere’ kalder han de store tech-virksomheder.
Han vil ikke have store datacentre med data, der er danskerne uvedkommende, men vil gerne have ’små datacentre’, som betjener danskerne. Så begynder han lidt at lyde som venstrefløjen i debatten om landbruget. Franciska Rosenkilde vil gerne have ’små landbrug’, der laver fødevarer til danskere. Hun vil ikke have store bondegårde, der lever af eksport.
Ikke i min baghave
Der er et amerikansk begreb, som ofte bruges i denne slags debatter. Det kaldes NIMBY og står for Not In My Backyard - ikke i min baghave. Vi kender det også herhjemmefra. Ingen har lyst til at bo ved siden af en losseplads, men et eller andet sted, skal den jo ligge.












