Der var nærmest folkefest i den danske politiske offentlighed, da Republikanerne den 3. november led et omfattende nederlag ved det amerikanske midtvejsvalg. Demokraterne erobrede flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Ifølge Reuters mistede Republikanerne terræn i næsten alle de omkring 2.200 counties, hvor størstedelen af stemmerne var optalt onsdag morgen. Herhjemme var begejstringen bemærkelsesværdig på den dårlige måde.

Ifølge The Danish Dispatch erklærede Enhedslistens Pelle Dragsted, at Trump og milliardærerne havde tabt, mens folket havde vundet. Konservatives Mona Juul konstaterede tilfreds, at det ville blive en god onsdag. Liberal Alliances Alex Vanopslagh havde håbet på et alvorligt nederlag til Trump og Republikanerne.

Venstres Jacob Jensen glædede sig over, at Trump nu var en lame duck. Fra socialister til liberale og konservative var der tilsyneladende opstået et usædvanligt politisk fællesskab. Men hvad forener egentlig disse mennesker?

Er det en fælles forståelse af USA's økonomiske udfordringer, migration, geopolitik eller Vestens fremtid? Eller er det først og fremmest tilfredsstillelsen ved at se én bestemt mand tabe et midtvejsvalg i et land langt væk?

Det lader til, at politiske modsætninger kan ophæves gennem fælles modvilje. Ikke mod kriminelle indvandrere eller skævvreden kønspolitik. Men mod en præsident for et fremmed land. Dermed kan politik ende med at blive reduceret til en følelsesmæssig disciplin med en fælles kode for forargelse.

Den maskuline hadefigur
Trump er mere end en amerikansk præsident. I den europæiske politiske forestillingsverden er han blevet et symbol på en bestemt slags maskulinitet. Konfrontatorisk, selvhævdende, autoritær og uden synderlig interesse for at opnå alles anerkendelse - kun nogens.

Trump repræsenterer en politisk stil, der står i modsætning til en vestlig offentlighed, hvor konsensus, dialog, processer og anerkendelse i stigende grad synes at være blevet selvstændige idealer. Man kunne kalde det et feminiseret samtaledemokrati.

Traditionelt feminint kodede idealer som relationel harmoni, omsorg og konfliktdæmpning får forrang frem for konfrontation, autoritet og beslutningskraft.

Paradokset er, at et samfund kan bruge uendelige ressourcer på at tale om problemer, analysere problemer, nedsætte udvalg om problemer og formulere hensigtserklæringer om problemer uden nødvendigvis at løse dem.

Trump bryder med denne form. Han insisterer på beslutningen. Måske vækker han derfor så stærke følelser hos de affektive. Ikke blot fordi mennesker er uenige med ham, men fordi han udfordrer deres forestilling om, hvordan legitim politik bør se ud.

Følelsen bliver sandheden
Den amerikanske psykolog Lisa Feldman Barrett har gennem sin forskning vist, hvordan vores oplevelse af virkeligheden påvirkes af affektive tilstande. I Solving the Emotion Paradox (2006) og How Emotions Are Made (2017) viser hun, at følelser ikke blot er mekaniske reaktioner på en allerede fortolket verden.

De konstrueres gennem samspillet mellem kropslige tilstande, erfaringer, begreber og kontekst. Et centralt begreb i denne forskning er affektiv realisme. Følelsesmæssige tilstande kan præge det, vi oplever som virkeligt og meningsfuldt.

Hvis man har lært at forbinde Trump med alt, hvad der er forkert i verden, kan hans nederlag umiddelbart opleves som en forbedring af verden. Men det er muligt at føle sig moralsk bekræftet og samtidig tage fejl af de faktiske konsekvenser.

Barretts forskning forklarer os, hvorfor følelsen kan blive så overbevisende, at vi ikke længere undersøger, om vores konklusion følger af virkeligheden, fordi man har vedtaget at Trump tilhører en negativ emotionel kategori på samme måde som et smil associeres med "glæde" universelt blandt mennesker.

Fra problemløsning til følelsesmæssig belønning
Der er tre problemer ved en affektiv politisk kultur, hvor modstanderens nederlag bliver en sejr i sig selv.

For det første forskydes opmærksomheden fra problemerne til personen. Inflation, krig, migration og økonomisk usikkerhed forsvinder ikke, fordi Republikanerne mister deres flertal. Ifølge Reuters spillede leveomkostningerne og krigen mod Iran væsentlige roller i amerikanernes utilfredshed.

For det andet bliver politisk engagement en jagt på følelsesmæssig bekræftelse. Man interesserer sig mindre for, om problemerne bliver løst, end for om begivenhederne bekræfter ens eksisterende verdensbillede.

For det tredje opstår et spørgsmål om troværdighed. Hvis en offentlig meningsdanner konsekvent forveksler følelsesmæssig tilfredsstillelse med rationel analyse, hvorfor skulle vi så uden videre stole på vedkommendes vurderinger på andre områder?

Enhver Trump-kritiker er ikke utroværdig, men det er et argument for, at dømmekraft må vurderes efter begrundelsernes kvalitet, ikke efter følelsens styrke.

Selv Coca-Cola bliver politisk
Et illustrativt eksempel findes før midtvejsvalget, hos iværksætteren Martin Thorborg. I Berlingskes podcast God bless America den 22. oktober fortalte han, at han havde afbrudt kontakten med amerikanske venner og boykottede en række amerikanske produkter.

Hans forhold til USA blev sammenlignet med oplevelsen af en utro kæreste. Selv Coca-Cola var blevet et produkt, han helst undgik. De illustrerer, hvordan politisk modvilje kan brede sig fra en præsident til et helt lands mennesker, kultur og produkter.

Det er et interessant paradoks hos en iværksætter, hvis egen succes i betydeligt omfang forbindes med netop den amerikanske forestilling om initiativ, risikovillighed og personlig handlekraft.

Når en politisk figur bliver så følelsesmæssigt belastet, at selv en sodavand får symbolsk betydning, er det værd at spørge, hvor grænsen mellem politisk stillingtagen og identitetsmarkering går.

Hadet er ikke en politisk løsning
Trump har ikke tabt præsidentembedet. Han har mistet sit partis flertal i Kongressen, og dermed er hans muligheder for at gennemføre sin politik blevet væsentligt begrænset. Det kan man have velbegrundede politiske grunde til at glæde sig over.

Men den kollektive begejstring fortæller noget om vores egen politiske kultur. Trump opstod ikke ud af ingenting. Han blev valgt af mennesker med bekymringer, interesser og erfaringer, som ikke forsvinder, fordi deres foretrukne politikere taber et valg.

Når Trump gøres til selve problemet, overser vi de samfundsmæssige konflikter, han repræsenterer. Og hvis vi samtidig gør hans nederlag til en følelsesmæssig triumf, forveksler vi vores egen tilfredsstillelse med en forbedring af virkeligheden.

Det farligste ved Trump-hadet er forestillingen om, at verden bliver bedre, blot fordi vi får bekræftet, hvem vi hader.