I dag fremlagde den af regeringen nedsatte og meget omtalte kommission, “Kommissionen for den glemte kvindekamp” sine 13 anbefalinger. Anbefalingerne skal bidrage til at styrke frihedsrettighederne for kvinder med minoritetsetnisk baggrund, som udsættes for æresrelateret vold og social kontrol, skriver kommissionen i deres pressemeddelelse.

Når vi nu taler om muslimske kvinder og islam, er det værd at bemærke, at der ikke står “muslimske” kvinder, men “minoritetsetniske” kvinder. Havde det handlet om andre minoritetsetniske kvinder, ville kommissionen vel have haft medlemmer med f.eks. thailandsk etnicitet, men det er der ikke. Tværtimod er kommissionen sammensat af kvinder og mænd med viden om islam og muslimske minoriteter.

Men skidt pyt, vi ved jo alle, hvad der menes. Nu kan de 13 anbefalinger læses på kommissionens hjemmeside.

Jeg har læst dem igennem, men tvivler på, at det lykkes at forbedre muslimske kvinders frihed under kulturislamismens åg.

For os, der kender til de muslimske miljøer, og for mit eget vedkommende igennem en periode på otte år, hvor jeg deltog i et politisk samarbejde med muslimske kvinder om frihed og ligestilling, slår det mig, hvor lidt så mange danskere egentlig forstår islamisk kultur og dens betydning for mange muslimer. Og hvor fuldstændig umulig frihed og ligestilling er, hvis kvinderne og mændene holder fast i de religiøse regler og love.

Kun dem, der selv vil og har familiens opbakning, som altså betyder, at familien også er sekulære og fri af hjemlandets kollektive kulturreligiøse bånd, har fået og får et frit liv.

Resten kender vi ikke til. Resten tør ikke stå frem, fordi de er underlagt helt ekstrem social og religiøs kontrol af hellige kvinder, mænd, imamer og det religiøse kollektiv.

Anerkender sharia-regler
Værre er det imidlertid, når jeg går ned i selve anbefalingernes tillægstekst. Under afsnittet “Ægteskab og Skilsmisse” står der under løsningsforslag: “Regeringen bør sikre, at straffelovens § 260, stk. 2, eller § 243 vil kunne finde anvendelse i sager, hvor der ikke foreligger et konkret dokument med en ’ægteskabs- eller skilsmissekontrakt’, men hvor krav om tilbagebetaling af medgift alligevel benyttes som et redskab til fastholdelse.”

Helt enormt nemt kan problemet løses ved at lytte til dansk-iraneren Roya Moore, der kort og kontant sagde til den iranske ambassade, da de forsøgte med deres sharialove imod hendes skilsmisse, at hun boede i Danmark og fulgte dansk lov. Så var den skid slået.

Men nu står der sort på hvidt i anbefalingerne, at kommissionen anerkender islamisk retspraksis om ægteskabs- og skilsmissekontrakter. For det er kun, hvis der ikke er indgået en nøje formuleret ægteskabskontrakt med et formuleret brudebeløb, at kvinder ikke kan blive afkrævet at tilbagebetale brudebeløbet. Det er da højst besynderligt og vil vel blot sikre, at imamer og familierne herefterdags er mere konkrete i formuleringerne af disse religiøse kontrakter.

For mig at se vil det ikke hjælpe kvinderne, der vil ud af islamiske ægteskaber.

Nej, dansk lov må gælde
Når vi nu er ved de islamiske skilsmisser, bør vi lytte til Kefa Abu Ras, talskvinden for organisationen “Søstre imod Vold og Kontrol”, der meget klart tager afstand fra at fastholde kvinder i islamiske ægteskaber. Kun dansk lov gælder, udtrykker hun ved flere lejligheder og så sent som i gårdsdagens Berlingske.

Anderledes islamvenligt har islamforsker Jesper Petersen udtrykt sine holdninger til islamiske skilsmisser.

I efteråret 2024 sendte de to islamforskere Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding 14 anbefalinger til regeringen, hvor de opfordrer Familieretshuset til at overtage et slags "shariaråd", der kan opløse islamiske ægteskaber. Deres anbefalinger er langt hen ad vejen ganske gode, men dilemmaet med de islamiske skilsmisser vil de løse på en højst betænkelig måde.

Det kan være svært for menigmand at gennemskue, hvad der egentlig står, men i det øjeblik Familieretshuset får beføjelser til at bruge en sharialov, har vi sådan set indført parallel retspraksis.

Og så er vi tilbage ved dansk-iraneren Roya More, og hendes bastante afvisning. I Danmark følger vi kun dansk lov - alt andet er et sharia-skråplan

Jesper Petersens evindelige politisering
I øvrigt var jeg forleden inde hos Trykkefrihedsselskabet og høre en debat mellem Jesper Petersen og Thomas Hoffmann om en fejde imellem de to. Det kan man læse om i Weekendavisen, hvor journalist Søren Villemoes giver et fyldig reportage fra debatmødet.

Men det slog mig, hvor ofte Jesper Petersen under mødet igen og igen slog fast, at han ikke havde politiske motiver med sin forskning. At han så har formuleret anbefalinger til regeringen, der er klart politiske, og at han har udtalt, at imamer ikke har magt, betyder at man nok skal tage hans “uskyld” med et gran salt.

Jesper Petersen har også skrevet sin ph.d. om islamisk feminisme, hvor jeg fylder en hel del som respondent.

Islamisk feminisme er et begreb imamen Sharin Khankan har opfundet. Hun gør i mine øjne et hæderligt stykke arbejde med at reformere islam og får via England islamiske skilsmisser gennemført. Men det hele foregår på islamiske præmisser og er alt andet lige islamisk retspraksis.

Sådan vil det fortsat være også efter anbefalingerne fra kommissionen for den glemte kvindekamp, desværre.