Jeg er klassisk feminist. Jeg har kæmpet for kvinders ret til frihed, ligestilling og respekt i årtier. Derfor kan jeg ikke længere tie stille om en sag, som for mig står som et af de mest groteske eksempler på, hvordan Danmark svigter de mennesker, der tør tale islam og islamisk kultur imod.

Jeg taler om politibetjenten Elvir Abaz, hans islamiske ægteskab med den nu fængslede storsvindler Hayat Faizi – og deres fælles forfølgelse af islamkritikere, feminister og frihedselskere i Danmark.

Ingen Hr. Hvemsomhelst
Elvir Abaz er ikke en tilfældig mand. Han var ansat ved Fyns Politi. En betjent, der skulle beskytte borgerne, men i stedet brugte sin position og sin stemme til at chikanere og forfølge dem, der turde kritisere islam. Alle, der stillede spørgsmål ved islams kultur, religiøse politik eller kvindeundertrykkelse, kunne risikere at mærke hans vrede.

Han gjorde det ikke alene. Han var islamisk gift med Hayat Faizi. En kvinde, der i dag sidder fængslet for omfattende svindel. En kvinde, der samtidig har været kendt for at forfølge andre kvinder – ikke mindst Søstre imod Vold og Kontrol og deres talsperson Kefa Abu Ras.

Parløb
Jeg husker tydeligt, hvordan de to – Abaz og Faizi – gik efter Kefa. Hvordan de gjorde alt for at miskreditere hende, fordi hun havde modet til at sige det åbenlyse: at islamisk kultur i Danmark ofte bruges til at kontrollere og undertrykke kvinder. De forfulgte også Halime Oguz, SF-politikeren, der har haft rygrad nok til at kritisere de islamiske miljøers kvindesyn. Og vigtigst af alt: De kastede sig ind i hetzen mod Naser Khader.

Naser Khader er et kapitel for sig. Han blev anklaget for seksuelle krænkelser, og jeg har aldrig sagt, at han var fejlfri. Som mange mænd i min generation havde han en patriarkalsk, kvindeglad adfærd. Men at lade det koste ham hele hans karriere – at udviske alt det, han har kæmpet for – var og er for mig en skandale. For jeg så, hvordan netop Elvir Abaz og Hayat Faizi spillede en nøglerolle i forfølgelsen af ham. Og jeg så, hvordan alle, der turde forsvare Naser, også blev jagtet.

Ulykkelig alliance
Jeg selv blev angrebet gentagne gange på Facebook. Ikke fordi jeg frikendte Naser totalt, men fordi jeg ikke ville lade som om, at det hele handlede om kvindesyn. For i virkeligheden handlede det om noget andet: at komme af med en stærk islamkritisk stemme.

Det var en forfærdelig tid. Jeg oplevede, hvordan islamistiske medløbere og nyfeminister pludselig stod side om side. Hvordan en mærkelig alliance opstod mellem folk, der på papiret burde stå langt fra hinanden: hardcore islamister, der ønsker sharia, og feminister, der påstår at kæmpe for kvinders rettigheder.

De fandt sammen i én sag: at knuse Naser Khader. Og enhver, der turde minde om hans betydning for kampen mod islamisme, blev lagt for had. Det var råt. Det var uretfærdigt. Og det viste mig, hvor langt nogle er villige til at gå, når islamkritik skal bringes til tavshed.

Gerningsmand ansat ved politiet
At Elvir Abaz kunne agere frit, mens han var ansat ved Fyns Politi, er mig en gåde. Hvor var de ansvarlige? Hvorfor greb ingen ind? Hvordan kan det være, at en betjent, der helt åbenlyst forfulgte borgere for deres meninger, stadig modtager løn? Hvad siger det om Fyns Politi, at de ikke formåede at beskytte folk som Kefa Abu Ras, Halime Oguz, Lars Aslan Rasmussen og især Naser Khader?

Var politiet bange? Var de presset af bandemiljøet i Vollsmose? Eller var det ren og skær berøringsangst, fordi sagen handlede om islam?

Ikke første gang
Fyns Politi har et forklaringsproblem. Det er ikke første gang, de har haft et besynderligt forhold til islamister. Man kan blot mindes, at de havde Asmaa Abdol-Hamid ansat i flere år. Hun, som aldrig har lagt skjul på, at hun ønsker et shariasamfund. Hun, som konsekvent har forsvaret islamistiske værdier. Og alligevel blev hun rost i lange baner af politiet, som om hendes holdninger var irrelevante.

Det viser mig, at vi har et alvorligt strukturelt problem. At islamistiske kræfter får lov at infiltrere selv de institutioner, der burde beskytte os mod netop denne ideologi.

Medløbersystem
Når jeg ser tilbage på hele forløbet med Elvir Abaz og Hayat Faizi, så bliver jeg vred. Ikke kun på dem – men på systemet. For de to kunne kun agere, som de gjorde, fordi vi lod dem. Fordi ingen satte en stopper for dem. Fordi de fandt et miljø af medløbere, der var mere interesserede i at knuse en islamkritiker end i at stå fast på frihed og ligestilling.

Jeg er klassisk feminist. Men jeg er ikke blind feminist. Jeg har aldrig accepteret, at kvindekamp kan bruges som våben til at fremme islamistiske dagsordener. For det er præcis det, der skete i Khader-sagen. Feminismen blev kapret. Islamkritik blev pakket ind i #MeToo-anklager. Og resultatet blev, at islamisterne kunne juble, mens en af de stærkeste kritikere af deres kultur blev smidt på porten. Det var ikke ligestilling. Det var en politisk likvidering.

Det danske samfund skylder os svar. Vi skylder kvinder som Kefa Abu Ras en undskyldning. Hun har stået i frontlinjen mod religiøs kontrol og har betalt en høj pris. Vi skylder Halime Oguz respekt for hendes mod. Vi skylder Lars Aslan Rasmussen støtte, når han tør tage debatten. Og vi skylder Naser Khader mere end det, han fik: Vi skylder ham at anerkende, at hans fald ikke kun handlede om ham selv, men om de kræfter, der ville ham til livs, fordi han var Danmarks mest markante islamkritiker.

Nødvendig erkendelse for alle danske
Jeg ved godt, at jeg risikerer at blive kaldt alt muligt for at skrive dette. Islamofob, gammeldags, bitter. Det er blevet en del af pakken, når man tør sige sandheden højt. Men jeg kan ikke andet. For jeg har set, hvordan islamistiske netværk arbejder. Jeg har set, hvordan de infiltrerer, manipulerer og bruger andre grupper til deres formål. Og jeg har set, hvordan vores egne institutioner – politi, medier, feminister – lader dem gøre det.

Derfor skriver jeg nu. For at minde os om, at kampen for kvinders frihed ikke kan vindes, hvis vi samtidig bøjer os for islamistiske kræfter. For at sige klart og tydeligt:

Elvir Abaz burde aldrig have haft lov til at forfølge borgere i kraft af sit embede. Hayat Faizi burde aldrig have haft mulighed for at trække så mange med sig i faldet. Og Fyns Politi burde aldrig have ladet stå til. Danmark må vågne op. For hvis vi ikke gør det, så vil vi se flere af den slags sager.

Flere betjente, flere netværk, flere alliancer mellem islamister og naive nyfeminister. Vi vil se flere mænd som Naser Khader blive knust – ikke for deres fejl, men for deres meninger. Og vi vil se flere kvinder som Kefa Abu Ras stå alene, mens systemet vender ryggen til.

Nægter at se til
Jeg har kæmpet hele mit liv for kvinders ret til at bestemme over deres eget liv. Og jeg nægter at stå og se til, mens feminismen bliver brugt som et redskab til at fremme islamistiske dagsordener. Det er et svigt mod kvinderne. Det er et svigt mod friheden. Og det er et svigt mod Danmark.

Så jeg spørger igen: Hvorfor er Elvir Abaz stadig ansat og på lønningslisten? Hvorfor svigtede Fyns Politi sit ansvar? Og hvor længe vil vi som samfund finde os i, at islamistiske kræfter får lov at forfølge og knuse de mennesker, der tør sige sandheden?

Jeg venter stadig på svar.