Jeg er ikke medlem af et politisk parti. Men jeg er ung, polsk og konservativ, fordi jeg tror på tradition, tro, nation og familie. Og fordi jeg har oplevet, hvordan mine liberale venner ryster på hovedet og håner mig. Det har ikke gjort mig tavs – det har gjort mig konservativ.
I dag arbejder jeg som politisk konsulent i Europa-Parlamentet, og jeg følger polsk politik tæt - særligt i lyset af den voksende konservative tankegang blandt unge. Jeg bruger ordet "voksende", fordi de seneste meningsmålinger viser, at den største vælgergruppe for den konservative præsidentkandidat Nawrocki var unge i alderen 18-29 år.
Alt, hvad jeg skriver her, er udelukkende mit personlige bidrag og perspektiv.
Hvis du er konservativ, er du forkert
Præsidentvalget i 2025 viste en tydelig højredrejning - særligt blandt unge vælgere. Samtidig står det klart, at vælgerne i Polen er næsten lige fordelt mellem de to store politiske fløje.
Men for mig føles den splittelse ikke respektfuld. Som ung konservativ oplever jeg sjældent forståelse fra venstrefløjen – i stedet mødes jeg og andre med hånlige kommentarer og nedsættende bemærkninger. Det blev tydeligt under valgkampen og nu her efter valget – vi konservative bliver kaldt "bønder", "tilbagestående", "uuddannede" og det der er værre.
Er det sådan en tolerant og liberal lejr bør opføre sig? Det må læseren selv vurdere. Men en af grundene til, at jeg blev konservativ, var netop den hån og foragt, jeg mødte blandt mine liberale venner. Jeg har aldrig gengældt det med samme foragt, trods vores uenigheder.
Der vil altid være uenighed mellem venstre og højre, men de seneste valg – parlamentsvalget i 2023 og præsidentvalget i 2025 – har forstærket kløften.
Konservative mødes med fjendtlighed
En afgørende faktor er de dominerende medier, som er venstreorienterede og åbent fjendtlige over for konservative. I Polen ser vi, hvordan medier som Onet.pl, Gazeta Wyborcza og TV-kanalen TVN systematisk favoriserer den liberale og centrum-venstreorienteret politiske alliance ledet af Tusk, Koalicja Obywatelska, og samtidig undlader at dække deres fejl – som eksempelvis de uindfriede løfter om “100 løfter på 100 dage.”
"100 løfter på 100 dage" var Donald Tusks ambitiøse regeringsprogram før valget i 2023. Koalitionen lovede 100 reformer på 100 dage – men efter fristen var kun omkring 12 gennemført fuldt ud. Resten blev udskudt eller droppet, hvilket udløste kritik for løftebrud og overdrevet valgretorik. Men mange medier var tavse om dette.
Samtidig har sociale medier givet aktivister platforme til at angribe højrefløjen – Det skaber en polarisering, der kan minde om den i USA, hvor medier og kendisser forsøger at få deres følgere til at stemme "for demokratiet", som om konservatisme er det modsatte af demokrati.
En af de falske påstande mod højrefløjen i Polen er, at den underminerer retsstaten. Men siden magtskiftet i 2023 har netop regeringskoalitionen selv brudt forfatningen – uden kritik fra medier eller aktivister. I stedet bruges emner som LGBTQ+ og abort som de vigtigste angrebsvinkler. Men abort er ikke forbudt i Polen – der findes lovlige undtagelser. Det er bare ikke det, der burde være i centrum. Økonomi, velstand, forsvar og sikkerhed – samt vores kerneværdier – bør være i fokus.
Tro, stærke grænser og fornuft: Unge konservatives fundament
Set fra en ung konservativs synspunkt handler det om sund fornuft, national tradition og tro – de grundpiller Polen blev bygget på. Det betyder sikre grænser og modstand mod illegal migration. Polen har taget imod over en million ukrainske flygtninge siden 2022, og før det boede mange ukrainere, belarusere og georgiere allerede i landet. Men konservative afviser påtvungen migration og den islamisering, vi mener, allerede er i gang i visse europæiske storbyer.
Tag bare eksemplet med migrantkrisen ved den polsk-belarusiske grænse: Polen har ret til at bestemme, hvem der kommer ind. Vi ønsker ikke at gentage de fejl, andre vesteuropæiske lande har begået. Polen har ikke oplevet et eneste terrorangreb – og det skal vi værne om.
Religion er desuden for mange unge konservative en del af deres identiteten. Troen bar Polen gennem kommunismen, og pave Johannes Paul II’s ord “Dette er min moder, dette land” opsummerer, hvad der virkelig betyder noget: Nationen, jorden, troen. Derfor modstår vi woke-ideologier, der benægter biologiske fakta og objektiv virkelighed.
Vi er patrioter
Personligt mener jeg, at der skal være plads til forskellighed. Homoseksuelle bliver ikke diskrimineret i Polen – heller ikke under de seneste konservative regeringer. Men den modsatte fløj bekæmper kirken og søger en total sekularisering. Det er deres ret at være ikke-troende, men ingen – heller ikke staten – bør fjerne vores kristne arv eller opfordre de unge til at opgive deres tro.
Tro giver unge en moralsk og etisk retning. Det skal indlæres tidligt. Den woke dagsorden vil det modsatte: Den fremmer en grænseløs utopi og forsøger at undertrykke ytringsfriheden med politisk korrekthed. Vi må ikke glemme, at også kommunismen lød som en utopi – men den skabte ufrihed og fattigdom. Derfor modsætter vi os som konservative enhver ny utopisme.
Vi tror på stærke grænser og stærkt forsvar. Vi vil bevare de kristne traditioner og familien som kerneværdi. Vi er patrioter, der ønsker et trygt og blomstrende Polen.
