"Sandheden er sjældent ren og aldrig enkel," skrev Oscar Wilde i sin berømte og vidunderligt flabede komedie The Importance of Being Earnest, som for øvrigt spiller på Det Kongelige Teater i marts måned.

Med et sådant udsagn skulle man næsten tro, at manden havde dybdegående indsigt i enten mediebranchen eller i politik, for er der noget, de to professioner kan, så er det at sovse virkeligheden så meget ind i fejlcitater, floskler og forvirring, at flertallet får overbalance af angst for at fremstå tungnemme. Hvorefter de lader sig diktere tvivlsomme sandheder, som muligvis ikke har nogen gang på jord, men som helt sikkert føles godt i maven, lige når man siger dem. Selvom man ikke helt har gennemskuet, hvordan det hele egentlig hænger sammen. 

Ovenstående citat rammer ganske faktisk fint i en perlerække af nyheder fra ugen, der gik. Eller gak. 

Statsminister strammer kriseskruen
Vores statsminister lægger nu op til at stramme skruen om sin i forvejen hårdt prøvede befolkning. Det er nemlig ikke længere nok, at vi betaler kommuneskat, indkomstskat, kirkeskat, medieskat, energiafgift, benzinafgift, stempelafgift, vandafgift, CO2-afgift, registreringsafgift, vægtafgift, grøn afgift, tobaksafgift, spildevandsafgift og – nu ber’ jeg Dem – afgift på Marabou og Ruinart.

Står det til Mette Frederiksen, så skal mange års forsømmelse af det danske forsvar nu også betales af de danske skatteydere. I form af en ny krigsskat. Ja, det lyder lidt som noget fra svenskekrigene, men den er skam helt aktuel. For i sin iver efter at omdanne danskerne til en beredskabsopretholdende krigerstamme fortsætter statsministeren med stor fornøjelse sin efterhånden kroniske tilstand af krisestemning.

Aktuelt er den foranlediget af præsident Trump, der gør sig ud til bens over vores hidtil noget lemfældige omgang med sikkerheden i Arktis for ikke at sige forsvarsbudgettet i almindelighed. Det kan man jo ikke fortænke ham i, men den slags hårdtslående sherif-retorik ligger ikke til det danske sindelag, hvor vi er vant til at pakke tingene pænt ind, før vi går stille og roligt videre uden at gøre noget.

Medlemskab af den danske regering må af og til føles lidt som at være med i ”De unge mødre”, hvor man kan stå på kommunekontoret og sige: Kære danskere, vi kan desværre ikke betale husleje, for vi er kommet til at fise pengene af på Grøn Cecil, kunstige negle og ulandsbistand. Så nu må I lige være søde at betale for os, og hvis I drister jer til nogen form for brok, så dunker vi jer bare i hovedet med krig, ødelæggelse og paragraffen om landsforræderi.

Skulle et folketingsmedlem eller to alligevel finde på at beklage sig over varslet om de øgede skatteudgifter, kan man allerede nu for sit indre øje se Mette Frederiksen stå i Folketingssalen og med Mor-er-både-vred-og skuffet-mine kyle en gevaldig stråmand retur til afsenderen om kræftpatienter, der så ikke får behandling, og to-årige, der skal passe sig selv i vuggestuen. 

Verden går under
På den økonomiske front fortsætter den gentiltrådte bølle i den internationale skolegård med at true med toldbarrierer til højre og venstre, når nogen siger ham imod, og i kølvandet på de umanerligt udiplomatiske, men ganske morsomme, udmeldinger fra Trump-lejren er der ingen ende på gråd og tænders gnidsel i den europæiske presse. Verden går under, må vi forstå, hvis vi skal til at betale ekstra for Heinz-ketchup og Ralph Lauren-sweatre.

Men hov? Her må vi lige standse op. For hvor er begejstringen fra hele det grønlige segment henne i den debat? Hvis nu vi ikke længere har råd til at importere hinandens produkter, så skal vi jo heller ikke sende dem fire gange rundt om kloden, før de ender hos forbrugeren. Det er da bæredygtighed, så det brager, og jeg imødeser omfattende støttedemonstrationer fra de klimaangste i nær fremtid.

Pind til vores kiste
Af uransalige årsager har nogen på et tidspunkt givet Søren Pind en formandspost i regeringens medieansvarsudvalg, og er der nogen, der går op i det med ytringsfriheden – navnlig i knægtelsen af den – så er det ham.

Jeg møder af og til Pind i min lokale Meny, og tackler hver gang en instinktiv inklination til at give ham en høflig skideballe på forhånd. For man véd bare, at der maksimalt går 72 timer, før han gør sig fortjent til den. Det gjaldt også i denne uge, hvor hans udvalg barslede med forslaget om en statsligt ansat (og dermed kontrolleret) medieombudsmand – en slags Sandhedsministerium - der fremover skal holde danskerne i ørerne på især de sociale medier.

Under påskud af enkeltsager om ærekrænkende og uretfærdig behandling i medierne, vil man fremover kunne skride ind over for uhensigtsmæssig adfærd og shitstorms. Og det lyder jo meget godt, men med tanke på de senere års hårde kurs overfor det, man for eksempel under corona-pandemien yndede at omtale som ”misinformation”, når nogen vovede at sætte spørgsmålstegn ved regeringens håndtering af elendigheden, så er det en bekymrende udvikling.

Sådan en lille skiderik
Lidt i samme ånd fortsætter vreden over Elon Musks indblanding i europæisk politik. I den seneste uge har blandt andre Bill Gates, der som bekendt har brugt de sidste 10-15 år på sit altruistiske og helt, helt uegennyttige arbejde med at influere politikere og sælge vacciner til verden, udtrykt harme over Tesla-ejerens åbenhjertige bemærkninger om Europas forfald. Gates mener øjensynlig, at det er vanvittigt, at Musk kan ”destabilisere den politiske situation i andre lande.”

Det må rigtignok være træls, når man nu gennem så mange år har arbejdet tæt sammen med regeringer, NGO’er og globale organisationer som WHO og WEF, at sådan en lille skiderik nu kommer susende ind fra kongesiden med rejehop, store armbevægelser og en helt ny agenda.

Samtidig slog Gates overfor medierne fast, at han skam forærer størstedelen af sine penge væk, og med den skyfri samvittighed kan han så nyde, at ordet ”investering” opfattes temmelig forskelligt.

Planmæssig forargelse i Tyskland
Tysklands (lidt endnu) kansler Scholz har ligeledes udtrykt stor forargelse over rigmandens irriterende opførsel; forleden henviste han til tyskernes ”historiske ansvar” (underforstået: fordi Hitler var en klovn, skal Tyskland nu gå bodsgang ved at lade sig udradere af muslimsk indvandring) og mener, at det er decideret ”ulækkert”, at man sådan kunne komme i tanker om at støtte AfD. Der, parentes bemærket, forsøger at redde stumperne af europæisk kultur.

Umiddelbart forinden havde samme Scholz under en talk i Davos brillieret ved at give sin fulde opbakning til ytringsfriheden. Hvis altså bare de ytringer ikke kom fra højrefløjen. Så længe man mener noget pænt og venstreorienteret, så er der til gengæld ingen grænser for, hvor meget vrøvl og ensporet populisme, man må lukke ud.

Big Tony
Men, men; der er måske håb forude for de hårdt plagede socialistiske fascister, for står det til Englands Tony Blair, som gennem sin tænketank Tony Blair Institute for Global Change gør et ihærdigt job med at influere den siddende regering, så er vi snart helt fri for at bekymre os om uautoriserede ytringer og uhæmmede bevægelsesmønstre. Han slår nemlig på tromme for indførelsen af et så omfattende digitalt ID, der for den beskedne pris af alle former for privatliv skal effektivisere den engelske stats arbejde med at kontrollere deres undersåtter.

I seng med regeringen
I fremtiden vil den danske regering kravle med borgerne ind i dobbeltsengen og sikre sig, at man(d) ikke i en dyrisk rus kunne finde på at afmontere eventuel præventiv hardware; såkaldt ”stealthing”. En sådan manøvre kan fremover koste op til 4 års fængsel, hvilket må siges at være en betragtelig straframme for en juridisk situation, hvor det altid vil være den enes ord mod den andens.

I en tid, hvor det i sig selv er en magtfaktor at være kvinde, kunne man pointere noget om manglende ligestilling i retssikkerheden, især fordi der vist aldrig er lavet en lignende lov for kvinder, der påstår at have styr på p-pillerne uden at have det. Uanset hvad kommer det nye tiltag afgjort til at give kolorit til hverdagen rundt omkring i landets retssale.

Denne nye lov blev for et par dage siden omhyggeligt promoveret af Magnus Heunicke, hvilket først slog mig som pudsigt. Jeg var ikke klar over, at danskernes sexliv - sammen med Nordic Waste, iltsvind og støjforurening - nu var lagt ind under Miljøministeriet. Men sådan er der jo så mange former for svineri, tænkte jeg, indtil det gik op for mig, at man i et sjældent anfald af effektivisering også har gjort manden til minister for ligestilling.

Det går indtil videre ikke ret godt.